Af Bob Bohlbro
Formand, Lærerstuderendes Landskreds

Man ser det for sig. En skoleleder ringer til det nærmeste uddannelsessted og bestiller en nybagt lærer med "undervisningskompetence" (farvel til linjefag) i de tre fag, skolen mangler lærere i. "Ja, så gerne", svarer uddannelseschefen. Tre, to, en, bum, så er bestillingen klar. Læreruddannelsen kan med den seneste reform nemlig selv tilrettelægge og udforme uddannelsen lige efter arbejdsmarkedets ønsker. Morten Østergaard (R) beskrev det på sit sommer-topmøde med ordene: "Vi må ikke miste én eneste arbejdsplads, fordi vi ikke har de rigtigt uddannede til jobbet". Og selvom ministeren så prøver at sælge læreruddannelsen som "stedet hvor man selv vælger fag og retning", så er det altså stadig arbejdsmarkedet og uddannelseschefen, der bestemmer udbuddet - ikke de studerende. Og står en skoleleder med ønsker om noget helt specielt, så er der også kommet nye specialiseringsmoduler ind på læreruddannelsen: "Værsgo, ét styk lærer med kompetence til at sprætte geder op".

Ja, fordismen lever godt på læreruddannelsen. Målet er at få os studerende hurtigere, smartere og gerne billigere igennem. Sammenhænge og progression er erstattet med innovation og fleksibilitet. Men det er ikke kun på makroplan, at vi studerende kan føle os som elementer på et samlebånd.

Jeg tror, at alle lærerstuderende har stået på vores uddannelsessted og oplevet afmagten; vores navne er skiftet ud med studienumre, og det meste af vores selvstudie består i at stå i kø. Kø til vejledning, feedback, kantinen eller sågar bare stå i kø til at få en stol til undervisningen.

Det kan virke overdrevet, men så lad mig give et andet billede. På Valby Bakke byggede J.C. Jacobsen i slutningen af 1800-tallet det, som senere skulle blive en af Danmarks største virksomheder; Carlsberg - øl på samlebånd. I dag bygger Professionshøjskolen UCC et stort anlagt Campus-projekt på grunden. Der forventes at være plads til 4.500 studerende ad gangen, men UCC regner med at have omkring 10.000 studerende indskrevet.

Målet er, at første hold møder ind om morgenen til undervisning (m.m.), og omkring middag skal de så sluses ud, mens næste hold bliver sluset ind til deres undervisning. Samme proces gentager sig, når aftenholdet møder ind. Ak og ve for den studerende, som gerne vil studere lidt ekstra, udvikle sig sammen med sine studerende på uddannelsesstedet og måske lave noget frivilligt og studiesocialt arbejde for at gøre uddannelsen bedre for alle. Hende er der ikke plads til længere.

Men alt dette gør ikke det store, for den seneste reform af vores uddannelse har sat mere klare og tydelige mål for os. Vi skal på læreruddannelsen lære "1-1" (ministerens ord), hvad vi skal kunne ude i klasselokalet. De tydelige mål gør det jo langt lettere for os at forstå den komplekse profession, det er at være lærer, og dermed forvilder vi os ikke rundt i alle mulige teorier om læringspsykologi, sprogtilegnelse og elevers sociale drivkræfter. Og vi spilder ikke tiden på at diskutere, om eleverne skal lære om Gud ved at tale om religioner, udøve dem eller ignorere dem. Vi skal bare lære 1-1, hvad vi skal, ingen omveje eller "spild", som den kære Henry Ford ville kalde det.

Jeg tror, at alle lærerstuderende har stået på vores uddannelsessted og oplevet afmagten; vores navne er skiftet ud med studienumre, og det meste af vores selvstudie består i at stå i kø. Kø til vejledning, feedback, kantinen eller sågar bare stå i kø til at få en stol til undervisningen.

Bob Bohlbro
Formand, Lærerstuderendes Landskreds

Men betyder alt dette så, at der ikke er noget, der hindrer os i at komme hurtigt gennem læreruddannelsen?

Nej, på ingen måde.

De fleste af os ved godt, når vi sidder derude på skolebænken, at vores uddannelse ikke er 1-1. Vi ved godt, at det ikke er nok bare at læse teorierne, men vi får ikke undervisning i alt det, vores profession omfatter, vi har ikke grupperum til at udvikle os sammen i grupper, og vi kan sjældent få vejledning til at komme videre i vores arbejde, fordi studiekontoret er blevet flyttet til fællesadministrationen med ansatte, som ikke kender vores uddannelse. For alle de lærerstuderende jeg kender, betyder det, at vi rammes på vores faglige integritet; Vi vil ikke bare have et eksamensbevis, vi vil have en god uddannelse, fordi vi ikke tør stå over for skoleeleverne uden de rette kompetencer, viden og erfaringer i Fjällräven.

Hvis ikke vores uddannelse giver os, hvad vi har brug for, kan vi kun gøre tre ting: Enten droppe ud, ignorere det og bare gå til eksaminer eller bruge længere tid på studiet, mens vi selv læser op. For os handler det aldrig om bare at komme ud på den anden side, men om at være klar til at komme derud.