Forskningsleder: Professionshøjskolernes forskning og udvikling kræver en bredere forståelse af viden og anvendelse

Det sker ikke primært som resultat af isolerede FOU-projekter eller som følge af specifikke resultater, men kræver levende videnmiljøer, hvor kontinuerlige, faglige diskussioner med bred deltagelse bidrager til at sikre kritisk refleksion i undervisning og professionel praksis.

En afgørende pointe er her, at professionshøjskolerne kun selv kan producere en brøkdel af den viden, der lægges til grund for uddannelserne og praksis. Det centrale er derfor ikke den kodificerede FOU-viden, sektoren selv producerer.

Snarere handler det om, at aktiviteterne giver adgang til relevante FOU-netværk samt udvikler individuelle og kollektive kompetencer til at vurdere, udvælge, indoptage og mobilisere den relevante del af den viden, der produceres andre steder.

Hvilken viden og hvilken anvendelse?
Ovenstående rejser dermed spørgsmålet om, hvilke typer af viden og hvilke typer af anvendelse, der bedst understøtter sektorens overordnede formål.

DFIRs rapport fokuserer her primært på produktionen af kodificeret, handlingsanvisende viden, der kan bringes i anvendelse i praksis gennem implementering og skalering. Dette fokus synes tæt beslægtet med den klassiske evidenstænkning og forestillinger om ’viden der virker’.

Med et mere uddannelsesorienteret sigte vil der i stedet kunne argumenteres for fokus på en form for viden, der snarere end handlingsanvisende, er refleksionsunderstøttende. Fremfor at give entydige svar vil denne videnform oftere stille spørgsmål og udfordre etablerede forståelser og praksisser.

Dermed vil den typisk have en mere indirekte, men ikke mindre væsentlig betydning for praksis, da den etablerer fundamentet for underviseres, studerendes og praktikeres kritiske og konstruktive tilgang til forskellige videnformers potentielle samspil og anvendelighed.

Med et mere uddannelsesorienteret sigte vil der i stedet kunne argumenteres for fokus på en form for viden, der snarere end handlingsanvisende, er refleksionsunderstøttende

Dette fundament er afgørende for udøvelsen af kompetent dømmekraft i komplekse praksissituationer, hvor der sjældent findes én korrekt løsning. Understøttelsen sker eksempelvis gennem projekter, der undersøger paradokser og dilemmaer i praksisarbejdet. Hermed kan aktiviteterne bidrage til at styrke det professionelle skøn.

Den refleksionsunderstøttende viden kan dog også have mere indirekte betydning for praksis ved eksempelvis at udforske tematikker som rekruttering, frafald, kohærens, teori-praksis relationer, der er af afgørende betydning for måden, hvorpå uddannelserne indrettes, og dermed også for hvilke praktikere, der uddannes med hvilke kompetencer.

Resultater eller kompetencer?   
Det er oplagt uhensigtsmæssigt at opstille en for skarp modsætning mellem FOU-aktiviteternes todelte formål. Som illustreret ovenfor kan de i mange tilfælde gå hånd i hånd. Samtidig er der dog grund til at have opmærksomhed på, at der også kan være modsatrettede hensyn, hvor prioriteringen af det ene formål kan komme i konflikt med det andet.

Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis der, som DFIR’s rapport synes at advokere for, for ensidigt insisteres på et skifte mod større og længerevarende, direkte praksisrettede projekter med sigte på skabelsen af handlingsanvisende viden, der kan skaleres og implementeres.

Denne type projekter vil i mindre grad understøtte uddannelserne, og vil ofte også skulle udføres af en lille kerne af faste FOU-medarbejdere. Dermed kan der opstå udfordringer med at skabe stærke koblinger mellem FOU-aktiviteterne og uddannelserne.

Under de nuværende ressourcemæssige betingelser vil en sådan satsning typisk ligeledes ske på bekostning af skabelsen af en mere refleksionsunderstøttende viden, der søger at kultivere en kritisk videnkultur og udvikle myndige praktikere med stærke videnkompetencer.

Sidstnævnte type projekter vil imidlertid lettere kunne udføres i mindre skala og i større antal, og dermed vil det også være lettere at få involveret et større antal undervisere og studerende på tværs af mange fagområder.

Langsigtede resultater

På samme måde vil det med denne type projekter i højere grad være muligt på samme tid at tilgodese både uddannelses- og praksishensynet.

Hvor der i den første type projekter vil være hovedfokus på synlige og implementerbare resultater, vil der i den anden type i lige så høj grad sigtes mod skabelsen af videnkompetencer, der måske nok er mindre synlige og målbare, men mindst lige så vigtige – og som samtidig også skaber en bedre fremtidssikring end kendskab til den aktuelt mest opdaterede viden.

Det er dermed ikke et spørgsmål om anvendelse eller ej, men om hvilke former for anvendelse.

I bund og grund handler diskussionen dermed om, hvor bredt eller snævert vi skal forstå begreberne ’FOU’ og ’anvendelse’. Kronikkens centrale argument er her, at et forstærket fokus på praksis og handlingsanvisende viden risikerer at indskrænke forståelsen af, hvad professionshøjskolernes FOU bidrag potentielt kan være.

Bliver dette snævre og instrumentelle fokus for dominerende, risikerer vi dermed at overse og nedprioritere de elementer af FOU-aktiviteterne, der udgør de mest langsigtede og bredest forankrede kilder til nytænkning og innovation i både uddannelserne og professionerne.