Lektor og professor: Regeringens plan om kortere kandidatuddannelserne er kvindefjendsk politik

Det vil også markant nedbringe andelen af kvindelige professorer, lektorer og adjunkter på universiteterne. Da kvinder kom på universiteterne, var det netop indenfor disse områder, de vandt fodfæste og fik akademiske job.

En kvindefjendsk politik
Det er en kvindefjendsk politik, som regeringen kommer til at føre, hvis regeringens planer føres ud i livet. Men derudover er der er tale om en regering, der i fald man gennemfører planerne, vælger at nedprioritere et fagligt område, der i særlig grad søges og dyrkes af kvinder. Og som netop ofte forsker i menneskers vilkår i en øjenhøjde langt fra politikernes elfenbenstårn.

Det vil også markant nedbringe andelen af kvindelige professorer, lektorer og adjunkter på universiteterne

Cathrine Hasse og Charlotte Engberg
Hhv. professor, Aarhus Universitet, og lektor, RUC

Gennem antropologien møder mennesker andre kulturer og får rigere liv ved at få deres verdenssyn udvidet, ja, indimellem sprængt. Gennem uddannelsesvidenskaberne lærer vi at lære, hvilket i sig selv er en berigelse for at kunne udvikle os på mange andre områder.

De områder, vi selv kender bedst, uddanner og forsker i, hvordan mennesker får bedre og rigere liv. Litteraturstudierne er eksempelvis uvurderlige kilder til forståelsen af, dels hvad der rør på sig i samtiden, det vil sige hvad der overhovedet kan tænkes om klima, krig, køn og klasseforskelle. Men litteraturen – og kunsten i videre forstand – åbner også for forståelsen af andre tiders og andre menneskers forskellige kulturelle erkendelser.

Som den franske forfatter Édouard Louis oplevede det i det nordlige Frankrig, var det en bibliotekar, der åbnede hans øjne for alternative måder at tænke tilværelsen på, og som samtidigt bidrog til at løfte ham ud af en fattig og forrået lokal virkelighed.

Humaniora og samfundsvidenskaberne er derudover samfundets nødvendige vagthunde, der spidser ører, når der postes milliarder i dataficering af et samfund og skabes nye teknologiske behov, der ikke synes at bidrage til det fælles bedste. Og det er primært indenfor disse områder, kvinder bidrager til samfundsudviklingen gennem deres arbejde i akademia.

Mange flere mænd end kvinder ser sig omvendt som udviklere af vores vigtige viden om teknik, kemi og anden viden, vi får gennem naturvidenskabelige fag. Begge dele er ikke bare vigtige, men nødvendige.

Anslag mod humanistiske værdisæt
Hvorfor er der så dette markante kønsopdelte mønster? I Danmark har man haft en urokkelig tro på, at den skæve kønsfordeling på uddannelser og i akademia handlede om at tvinge flere kvinder over i STEM-fagene.

I Danmark har man haft en urokkelig tro på, at den skæve kønsfordeling på uddannelser og i akademia handlede om at tvinge flere kvinder over i STEM-fagene

Cathrine Hasse og Charlotte Engberg
Hhv. professor, Aarhus Universitet, og lektor, RUC

Vi har gennem samfunds- og private finansieringer postet millioner i lobbyarbejde for denne dagsorden med alt fra flødebolleshow på gymnasier og Akademiet for de Tekniske Videnskabers mere subtile og politiske lobbyarbejde.

Men der er en anden forklaring – og det er, at vi i Danmark hænger fast i en forestilling om, at ligestilling er paritet. På engelsk skelner man mellem ’equity’ og ’equality’- på dansk kan det udlægges som en forskel på lighed som enshed, eller netop den ret til at være forskellig, som Socialdemokratiet vil kæmpe for i partiets hensigtserklæringer.

Hvis større grupper af mænd og kvinder således viser sig statistisk at vælge forskellige akademiske karrierer, kan det ikke undgå at være et anslag mod disse kvinders ret til at være forskellige i akademia, at man halverer deres kandidatuddannelser.

Disse kandidatuddannelser befolkes af flittige kvinder og mænd, der allerede har oplevet store uligheder i eksempelvis måden, deres arbejde værdsættes i de lokale timetællings- og bevillingssystemer. De har langt hårdere arbejdsvilkår og færre muligheder for at få tid (og ph.d.er) til forskning end de overvejende mandlige kolleger på STEM fagene.

Humaniora og samfundsfagene har ikke haft muligheder for (og nogle ville sige overskud til) at lobbye for deres fagligheder. Erhvervslivet, de mange nye humanistiske iværksættere, de fulde huse på folkeuniversiteter har for længst vist behovet for de områder, der især tiltrækker kvinder.

Fører regeringen deres planer ud i livet må andre regne på, hvad det koster af tabte professorater, lektorer og adjunkter (fortrinsvis besat af kvinder). Resultatet vil under alle omstændigheder ikke bare være kvindefjendsk, det vil også være et anslag mod de humanistiske og samfundsfaglige værdisæt, der, selv om de kan være svære at måle og veje, ikke desto mindre har været et afgørende grundlag for det socialdemokratiske velfærdssamfund.