Lektor til borgerlige debattører: I åbner for korrumpering af forskningen

Der raser for tiden en debat om dansk forskning, der er drevet frem af borgerlige meningsdannere.

I centrum står påstanden om, at venstreorienteret forskning er uvidenskabelig og en form for aktivisme, der har overtaget universiteterne indefra.

Som videnskabsteoretiker kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at debatten er rejst på et gennemført fejlagtigt grundlag.

Videnskab er ikke politisk neutral
Præmissen synes at være, at videnskab er objektiv og politisk neutral. I det øjeblik, hvor forskningen bliver politisk, ophører den med at være videnskab – den bliver "aktivisme".

Med de borgerlige debattørers politiske indblanding i forskningen åbner de for netop den korrumpering af den, som de selv foregiver at advare mod

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Denne opfattelse harmonerer med en udbredt fordom om forskningens rolle, der har rødder i positivistisk videnskabsteori. Ifølge den må videnskaben ikke være forudindtaget eller have en politisk dagsorden.

I dag er positivismen forældet. Ét af dens problemer er netop opfattelsen af neutralitet som noget af det, der definerer videnskab. Den tyske filosof Jürgen Habermas har blandt andet pointeret, at der altid ligger praktiske interesser – herunder politiske – til grund for forskningen.

Klimavidenskab kunne være et aktuelt eksempel. Hvis man i sine undersøgelser kan konstatere, at en vækstøkonomi baseret på fossile brændstoffer blandt andet vil føre til masseudryddelse af dyrearter, økosystemers kollaps, voldsom ørkendannelse og oversvømmelse af kystområder, så er denne indsigt umiddelbart politisk for så vidt, som den rummer en implicit kritik af denne økonomi.

I human- og samfundsvidenskaberne er det endnu tydeligere, at politisk neutralitet ikke er et kendetegn ved videnskab.

Her har man altid haft forskellige skoledannelser, der afspejler politiske forståelser af samfundet. Det mest aktuelle eksempel er den massive dominans, som liberal-økonomisk teori nyder på landets økonomiuddannelser.

Den realpolitiske betydning af venstreorienterede forskere på universiteterne er for intet at regne mod konsekvenserne af denne dominans, for det er på økonomiuddannelserne, hvor beslutningstagere i staten og erhvervslivet uddannes. Her påvirker politiseret videnskab samfundets udvikling direkte.

Det er altså en misforståelse, at videnskaben skal være upolitisk

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Behøver ikke føre til lysenkoisme
I virkeligheden har borgerlige meningsdannere da heller intet mod politiserende forskere.

De ser eksempelvis ikke noget problem i, at en professor i økonomi sidder i bestyrelsen for Cepos. Og Dansk Folkeparti syntes i sin tid, at Bent Jensens ekstremt politiserende forskning ligefrem skulle belønnes med sit eget forskningscenter.

Hvad de derimod ønsker, er reelt et politisk indgreb mod forskning, som de selv er uenige i. Det er altså en misforståelse, at videnskaben skal være upolitisk: Sammenblandingen af videnskab og politik er endda en forudsætning for forskningens samfundsrelevans.

Når det er sagt, er der naturligvis grænser for, hvor direkte politisk den kan blive. Selv om videnskab og politik mødes, kommer de jo fra hver deres udgangspunkt.

Det klassiske eksempel på overdreven politisering af forskning er Lysenko-affæren i Sovjetunionen. Under stalinismen blev de biologiske videnskaber under ledelse af Trofim Lysenko rettet ind efter Stalins doktriner – videnskab blev her gjort til et spørgsmål om loyalitet over for den politiske ledelse, og resultatet blev pseudovidenskab.

Lysenkoismen blev muliggjort af en totalitær stat, der greb ind i videnskaberne. Den er en undtagelse, fordi staten i åbne og frie samfund ikke griber ind i forskningen, men lader dens interne systemer til kvalitetssikring fungere uantastet til videnskabens og samfundets bedste.

Ligesom forskerne ikke kan tvinge politikerne til at følge deres anbefalinger, kan politikerne ikke bestemme, hvilke konklusioner forskningen skal drage. Det er en af forskellene på Danmark og Lysenkos Sovjetunionen.

Samfundet og politikken har brug for human- og samfundsvidenskaberne; ikke som en ukritisk legitimering af den førte politik, men som en sten i skoen, som et irriterende korrektiv til de hurtige og lette løsninger og ureflekterede fordomme

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Det er her, at faren i angrebene på videnskaben bliver tydelig. Med de borgerlige debattørers politiske indblanding i forskningen åbner de for netop den korrumpering af den, som de selv foregiver at advare mod.

Det er ikke blot et problem for videnskaben, for den frie forskning er af stor betydning for et åbent og frit samfund. Det kommer indirekte til udtryk derved, at undertrykkelsen af forskningsfriheden har været et vigtigt element i Viktor Orbáns afvikling af Ungarns demokrati.

Udlændingepolitik ikke forskningsbaseret
Konkret er det påstanden om politiseret forskning i migration, der har affødt debatten.

Det er velkendt, at politikere ofte er frustrerede over denne forskning, fordi den ikke underbygger de regeringsbærende partiers stramme udlændingepolitik.

I forbindelse med udlændingeministerens skrotning af en rapport fra RUC sidste år udtalte Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, eksempelvis:

"Hvis man havde vidst, at denne rapport var blevet resultatet, så var den næppe blevet bestilt, for desværre bekræfter den jo billedet af, at meget forskning på integrationsområdet muligvis er i overensstemmelse med teorien, men til gengæld ikke er i overensstemmelse med virkeligheden".

Citatet viser tankegangen bag borgerlige debattørers angreb på videnskaben: Forskningen skal rette ind, ikke efter sandheden, men derimod efter de politiske magthavere.

Den tankegang leder ikke blot til lysenkoisme, den rummer også i sin kritik af forskningen en selvmodsigelse. For dansk udlændingepolitik er ikke forskningsbaseret og har aldrig været det. Den er drevet af folkestemningen, af meningsmålinger, af fordomme og så videre – den er altså politisk.

Derfor burde det ikke kunne komme bag på nogen, at forskerne ikke kan underbygge den, netop fordi de er forskere, ikke politikere.

At de med udgangspunkt i deres forskning når frem til politisk ubelejlige konklusioner, er næsten det bedste argument for undersøgelsernes videnskabelige lødighed. Og her er vi ved sagens kerne.

Samfundet og politikken har brug for human- og samfundsvidenskaberne; ikke som en ukritisk legitimering af den førte politik, men som en sten i skoen, som et irriterende korrektiv til de hurtige og lette løsninger og ureflekterede fordomme.

Videnskaben skal være på tværs og til besvær for at gøre os klogere. Men skal den kunne det, kræver det et politisk establishment, der ser det som sin primære opgave at værne om en fri forskning i et frit samfund i stedet for at kræve de forskere fyret, der ikke taler magten efter munden.