Jon Rostgaard Boiesen døde tragisk i juledagene, ramt af, hvad der ligner et slagtilfælde, mens han sov. I livet såvel som her i døden har han berørt et utal af mennesker.

Jon var kendt af mange – faktisk findes der to vittigheder om ham, han selv yndede at citere: 'Når to mennesker mødes på Århus Universitet, er den ene af dem Jon'. Og den kortere: 'Alle kender Jon.' Jon havde en særlig og fantastisk evne til at knytte folk til sig og til at bringe andre mennesker sammen fra alle de mange sammenhænge, han bevægede sig i: filosofi, skak, litteratur, politik, musik, eller bare én, han mødte i bussen, på værtshuset, på gaden, til et foredrag. Jon var en af dem, der bare begyndte at fortælle sin livshistorie til én, han lige havde mødt; umiddelbar, ærlig, støjende glad.

Jon elskede mennesker, og han elskede kvinder. Han blev forelsket så let, så tit og så ægte. Han var ikke bange for at erklære det, eller det var han måske nok, men han gjorde det alligevel. Og hvis det ikke altid gik godt, så endte det som regel med et dybt venskab. Utallige er de gange, vi har snakket om hans omskiftelige kærlighedsliv, og aldrig har det fået ham til at tvivle på kærligheden.