Professor: Gør undervisningen tidssvarende

Af Svend Hylleberg
Professor på School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet

Et universitets fornemste opgave er at give talentfulde unge mennesker en forskningsbaseret uddannelse. For at gøre det på en tilstrækkeligt effektiv måde er det nødvendigt, at en stor del af undervisningen varetages af aktive forskere, dvs. af lærere, der foruden at være gode pædagoger også er gode forskere.

Og min erfaring fra mange års virke på danske og udenlandske universiteter er, at der er en meget stor positiv korrelation mellem det at være en god forsker og en god underviser.

Det kan derfor forekomme overraskende, at mange universitetslærere ikke kunne drømme om at betvivle, at forskere skal forny sig nærmest kontinuert, mens de samtidig mener, at man kan fortsætte med at undervise, som man altid har gjort det.

Det kan man selvfølgelig ikke, og i de kommende år bliver der endnu mere grund til, at universiteterne udvikler sig, og ikke mindst bruger væsentligt flere ressourcer på at forbedre undervisningen og gøre den tidssvarende.

Den tekniske udvikling gør det nu muligt at downloade forelæsninger mv. af de bedste universitetslærere fra de bedste universiteter i verden. Om kort tid er disse elektroniske undervisningsaktiviteter blevet tilpasset mediet og er ikke som nu blot filmede forelæsninger, hvilket vil gøre dem meget konkurrencedygtige.

De danske universiteter må derfor investere massivt i nye undervisningsformer, som baseres på de elektroniske muligheder, og det sker da også.

Svend Hylleberg
Professor på School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet

Samtidig vil det formentlig blive muligt at få en grad fra et top universitet, selv om man kun har været der fysisk i begrænset omfang. Under alle omstændigheder vil de bedste universiteter ad denne vej få adgang til en talentmasse, som er væsentligt bedre end den, de danske universiteter har adgang til.

De elektroniske mediers stigende betydning
Endvidere har studenterne forandret sig. De unge mennesker kommunikerer nu næsten udelukkende gennem de elektroniske medier på den måde, i det omfang og på det tidspunkt, som det passer den enkelte. Hvis man tror, at en forelæsningssal med 400 studenter, der bliver undervist af en lærer ved en kridtavle eller en Power Point, opfylder de studerendes forventninger, ønsker og behov, tager man grundigt fejl. Der skal mere til, og af hvad?

Ja, her er det, at mulighederne for universiteter som de danske findes. For den personlige kontakt mellem student og lærer er enorm vigtig for læringen, og det heldige er, at de studerende nu også opfatter kontakt gennem de elektroniske medier som en personlig kontakt, der overhovedet ikke kan stå alene, men som sammen med en egentlig fysisk kontakt kan udfylde behovet og give de studerende muligheder, som Harvard, MIT og Oxford ikke kan for andet end et fåtal.

De danske universiteter må derfor investere massivt i nye undervisningsformer, som baseres på de elektroniske muligheder, og det sker da også. Den største vanskelighed ligger i at få overbevist universitetslærerne om, at det er nødvendigt, og at de skal på skolebænken igen og lære at udnytte de nye muligheder - og derefter tage dem i anvendelse.

Her støder man i første omgang på noget, som ligner en god og gedigen konservativ indstilling, men som i mange tilfælde slet ikke er det. For så kunne man jo ikke være en fremragende forsker, hvis man mener, at ”verden ikke kan og bør fornyes”.

De danske universiteter har i mange år og på mange områder haft behov for at forøge forskningsproduktionens omfang og kvalitet per ansat forsker. Det har medført en række krav til den enkelte universitetslærers forskningsoutput.

Modvilje mod forandring
Når man derfor nu stiller krav til medarbejdere om at investere i nye undervisningsformer, som ofte kræver et stort forarbejde, er det naturligt, at man mødes med argumentet om, at det kommer til at gå ud over den enkeltes forskning - i hvert fald i en periode. Og så er reaktionen modvilje mod forandring og argumenter om, at man ikke vinder noget ved - i nogen grad, billedlig talt, at forlade kridttavlen.

Den store opmærksomhed på at stimulere forskningsindsatsen har givet været nødvendig, hvis Danmark ikke skulle sagte agterud, men desværre har man fået skabt incitamentssystemer med nogle uhensigtsmæssige målemetoder af forskningens ”impact”.

Der er ingen tvivl om, at universitetsforskningens langt væsentligste ”impact” på det omgivende samfund, både på kort og langt sigt, sker gennem de kandidater, der uddannes, og som finder god beskæftigelse såvel i den private som i den offentlige sektor. Man burde derfor anvende kandidaternes beskæftigelse og lønforhold som en indikator for universitetsforskningens ”impact”.

I stedet anvender man mål, der i høj grad er baseret på andre forskeres citeringer, og her er der selvfølgelig inden for nogle områder opfundet groteske mål, som det såkaldte h-indeks, der kan maximeres ved at skrive artikler i rundkreds sammen med 100 andre.

I øjeblikket er der optræk til, at man ændrer det lidet hensigtsmæssige taksametersystem, der er baseret på kvantitet og ikke på kvalitet, og som efter hensigten skal finansiere universiteternes uddannelser. Det vil være oplagt at forsimple hele systemet og finansiere universiteternes undervisning og forskning ud fra deres kandidaters beskæftigelse og løn. Og sådanne mål kan sagtens konjunkturjusteres.