S: Skæg for sig og snot for sig

Af Mette Reissmann (S)
Uddannelses- og forskningsordfører

Venstre har med sit regeringsgrundlag i sommer bebudet en taxameterreform. Det er et projekt, som Socialdemokraterne i udgangspunktet støtter. For det kan med rimelighed diskuteres, om det taxametersystem, vi har i dag, fungerer godt nok.

Et af de helt store kritikpunkter af det nuværende taxametersystem er, at det hovedsagligt fremmer kvantitet. I sig selv er det ikke en uheldig effekt – der er bestemt brug for tilskyndelse til, at mange unge mennesker gennemfører deres uddannelse – men det er åbenlyst, at kvaliteten skal følge med. Og det er her, man med rette kan anklage taxameteret for at vende det blinde øje til. Med andre ord gives bevillingerne til de videregående uddannelser i dag ikke på den mest hensigtsmæssige måde. På den baggrund vil Socialdemokraterne gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan indrette systemet bedre. Vi har ingen hellige køer.

Hold tingene adskilt
Fhv. uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, har fremlagt tre principper for det kommende taxametersystem: kvalitet, uddannelsernes relevans for arbejdsmarkedet og regionale uddannelsesudbud. På overfladen er det fine ambitioner. Men der er samtidig en fare for, at ministeren får blandet æbler og pærer sammen med de tre pejlemærker.

For spørgsmålet er, hvad de videregående uddannelsers taxameter skal bruges til – og ikke mindst hvad det ikke skal bruges til?

For Socialdemokraterne skal et fremtidigt taxametersystem sikre de videregående uddannelsers økonomiske grundlag på gennemsigtig og enkel vis, der danner en stabil ramme for den centrale opgave: uddannelse og forskning i verdensklasse.

Taxametersystemet er ikke det rigtige sted at styre indsatsen for kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans eller regionalisering.

Mette Reissmann (S)
Uddannelses- og forskningsordfører

Hvis den opgave skal kunne løses, skal taxametersystemet ikke gøres til noget, det ikke er. Taxametersystemet er ikke det rigtige sted at styre indsatsen for kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans eller regionalisering. Hvis man går den vej, går der kluddermor i de opgaver, vi som politikere giver de videregående uddannelser.

Allerede i dag findes der mange styringsredskaber, som de videregående uddannelser skal forholde sig til. Akkreditering, dimensionering, udviklingskontrakter og meget andet er alt sammen styrende for kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans og til dels det regionale udbud.

Pointen er derfor, at hvis man gennem et kommende taxameter også vil indføre styrende mekanismer, der fokuserer meget entydigt på kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans og regionalisering, så dobbeltstyrer man de videregående uddannelser. Og det er er vejen til bureaukrati, ugennemsigtighed og bøvl – det stik modsatte af kvalitet. Lad os derfor holde tingene adskilte.

Grund til at se systemet efter i sømmene
Derudover afføder regeringens ambition om kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans og regionalisering åbenlyst spørgsmålet om, hvordan det konkret skal defineres i et taxametersystem. Særlig arbejdsmarkedsrelevansen skal man være varsom med at føre ind i taxameterligningen. Hvis man tager udgangspunkt i, at et kommende taxametersystem skal bære præg af gennemsigtighed og objektivitet, må man samtidig erkende, at arbejdsmarkedsrelevans hurtigt står i modsætning hertil.

Hvis man forestiller sig, de videregående uddannelser skal belønnes økonomisk for, at studerende finder et arbejde, skaber man et enormt usikkert og urimeligt bevillingssystem, der efterlader mange ubesvarede spørgsmål. Hvordan kan de videregående uddannelser gøres ansvarlige for, at færdige kandidater efterfølgende får job? Skal de eksempelvis til at hjælpe med jobansøgninger? Samtidig vil en sådan mekanisme betyde, at de videregående uddannelser får en økonomisk lussing ved lavkonjunkturer med følgende faldende beskæftigelse. 

Vi skal bestemt stille krav til de videregående uddannelser – men de skal også have en reel mulighed for at leve op til de krav. Vi skal have et vågent øje for, at der skabes god sammenhæng mellem vores uddannelsessystem og arbejdsmarkedet. Men de færdige kandidaters efterfølgende beskæftigelsessituation er uforudsigelig og ustabil – og hvis det står til Socialdemokraterne, skal det ikke ligge de videregående uddannelser til last økonomisk.  

Der et bestemt grund til at se taxametersystemet efter i sømmene. Men det er afgørende, at vi ikke drukner det i styringsmekanismer, der gør mere skade end gavn. Det har kun negative konsekvenser for kvaliteten på vores videregående uddannelser. Gennemsigtighed og stabilitet bør præge et kommende taxametersystem. 

Der findes som nævnt allerede mange gode metoder til at understøtte kvalitet, arbejdsmarkedsrelevans og regionalisering. Lad os vende os mod dem og holde skæg for sig og snot for sig, når taxametersystemet skal reformeres.