Skolechef: Professionshøjskolerne skal ikke straffes for hensigtsmæssigt frafald

Af Ingemai Larsen
Kvalitetschef, Københavns Professionshøjskole

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i en helt ny rapport taget livtag med en af uddannelsessektorens mest vedvarende og diskuterede udfordringer, nemlig frafald.

Det er der kommet en grundig og nuanceret rapport ud af, som angiver et perspektivskifte og en revideret tilgang til det multifacetterede felt, som frafald udgør.

En lang række af politikere, uddannelsesfolk og meningsdannere har løbende argumenteret for universalløsninger – hvis bare man ændrer optagesystemet, sætter timetallet op, pålægger lærerne at give mere feedback etc. – så løses problemet.

Frafaldne studerende kommer op på hesten igen
Men ministeriets rapport fremhæver, hvad også andre tidligere analyser er nået frem til, nemlig at årsagerne til frafald ikke kan sættes på formel; det er derimod summen af forskellige forhold, der afgør, om en studerende falder fra sit studium.

Det er i sig selv en pointe, som ikke kan gentages ofte nok.

Hvor frafald i betydningen definitiv afbrydelse af uddannelse indlysende er et meget stort problem, er studieskift et problem af en helt anden kaliber og måske slet ikke et problem.

Ingemai Larsen
Kvalitetschef Københavns Professionshøjskole

En anden væsentlig pointe, som rapporten minder om, er, at hvor tilgangen af danske studerende på de videregående uddannelser i de sidste 10 år er steget markant, har frafaldet inden for første studieår ligget stabilt på cirka 16 procent.

Samtidig ligger Danmark virkelig højt, hvad angår gennemførelse. Således færdiggør 81 procent af de studerende en videregående uddannelse inden for normeret tid plus tre år.

Det er markant flere end i eksempelvis Norge og Sverige, hvor andelen udgør hhv. 76 og 53 procent.

Den virkelig iøjnefaldende nyhed er dog, at omkring halvdelen af de studerende, som falder fra i første studieår, året efter er i gang med en anden uddannelse.

Det hensigtsmæssige frafald
Frafald handler således – som rapportens overskrift ”Frafald og studieskift” angiver – i vid udstrækning om studieskift og dermed om et vilkår, som ikke blot skal begrædes.

Hvor frafald i betydningen definitiv afbrydelse af uddannelse indlysende er et meget stort problem, er studieskift et problem af en helt anden kaliber og måske slet ikke et problem.

Som rapporten noterer er "et vist frafaldsniveau formodentlig både uundgåeligt og hensigtsmæssigt i det omfang, at frafaldet afspejler et højt fagligt niveau, eller at de frafaldne studerende har valgt uddannelser, der ikke passer til deres præferencer eller understøtter fuld udnyttelse af deres kompetencer".

Det er rosværdigt, at ministeriet anerkender, at frafald i betydningen studieskift faktisk kan være hensigtsmæssigt. Dertil konkluderer rapporten, at svarene fra studieskifterne viser, at de har draget fordel af deres erfaringer fra første uddannelsesvalg i det efterfølgende valg.

Så langt så godt.

Set i de videregående uddannelsers perspektiv er problemet aktuelt, at regningen for såvel den ene som anden type frafald ender på institutionernes bord, samtidig med at de år efter år udsættes for besparelser på to procent i form af omprioriteringsbidraget.

Det skaber en uholdbar situation.

Enderne skal hænge sammen
For professionshøjskolernes vedkommende viser analysen, at for de frafaldne på første studieår er den vægtigste frafaldsårsag, at "det job, som uddannelsen førte til, var ikke noget for mig".

De studerende har med andre ord været i den første af de adskillige praktikophold, som uddannelserne indeholder, og erfaret, at én ting var de udførlige beskrivelser af en fremtidig profession med syge hospitalspatienter, omsorgskrævende børn og fødende kvinder, noget andet var det at blive konfronteret med den i praksis.

Professionsuddannelser er indlysende tilrettelagt med henblik på at udruste dimittenderne til netop at håndtere praksis, og det er helt rimeligt at forvente, at det gør uddannelserne konsekvent.

Tilsvarende arbejder professionshøjskolerne løbende på at forbedre uddannelsernes kvalitet og minimere det frafald, som er begrundet i andre faktorer.

Men som ministeriet nu også anerkender, er i hvert fald en del af det frafald, som skyldes studieskift, også ganske hensigtsmæssigt. Skal institutionerne fortsat betale regningen for disse studieskift og samtidig kontinuerligt skære to procent af deres budget, kan enderne ikke længere nå sammen.

Det er derfor positivt, at dialogen om forskellige typer af frafald nu kan foregå på et mere nuanceret grundlag, og forhåbentlig kan dette skridt få indflydelse på drøftelserne af krav og bevillinger til de videregående uddannelsesinstitutioner.