Nogle oplever, at studerende ikke tør spørge ind til det at have en funktionsnedsættelse, mens andre er i tvivl om, hvordan eller hvorvidt de skal fortælle om deres funktionsnedsættelse.

Mads Brix Baulund
Formand for SUMH

Af Mads Brix Baulund
Formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap

Mange studerende med handicap oplever i dag stadig store udfordringer i forbindelse med at påbegynde og gennemføre en videregående uddannelse - på trods af de værdier omkring inklusion, der længe har været en vigtig brik i det danske uddannelsessystem.

Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) mener ikke, at dette skal opfattes som diskrimination eller en bevidst udelukkelse, men snarere et behov for at omtænke indsatsen for at inkludere unge med handicap. Som ungdoms- og handicaporganisation er vi bevidste om, at studerende med handicap har visse rettigheder - men også at rettigheder ikke altid skaber løsninger. Vi hører ikke til gruppen af old-school rettighedsforkæmpere, men er derimod bevidste om, at vi som eksperter på eget område må gå forrest og aktivt søge dialog i forsøget på at skabe løsninger og konsensus, hvor det er muligt.

Fysiske, faglige og sociale udfordringer
De ovennævnte udfordringer findes både på det fysiske, faglige og sociale niveau - samt i forbindelse med de støtteordninger, studerende med en funktionsnedsættelse har mulighed for at få. For at skabe et grundlag for viden omkring disse problemstillinger, der ikke blot er baseret på enkelte erfaringer og farvede, touchy-feely cases, har SUMH lavet en rapport, der afdækker nogle af disse centrale udfordringer for studerende med handicap.

For studerende med fysiske handicaps bunder mange af udfordringerne hovedsageligt i uhensigtsmæssig planlægning eller pludselige omlægninger, f.eks. klasselokaler eller lignende, der viser sig ikke at være tilgængelige - samt, især elektronisk, udstyr, der ikke virker i klasselokaler/auditorier - som især berører unge med et hørehandicap.

Yderligere ses der faglige udfordringer, idet mange studerende med handicap ofte er længere tid om arbejdet på trods af de samme læringsmæssige forudsætninger som andre studerende. Dette kan være problematisk, især vedrørende dannelse af studiegrupper, hvor nogle studerende med en funktionsnedsættelse ikke ønsker at sænke studiegruppen, og derfor vælger de at udgå af disse sammenhænge.

Herudover ses der udfordringer i forbindelse med støtteordninger, idet mange studerende med handicap ikke kender, eller kun i ringe grad kender, til de støtteordninger, der findes. Dette kan delvist hænge sammen med oplevelsen af, at uddannelsesinstitutionernes rådgivning af, og viden omkring, unge med handicap og deres muligheder varierer meget fra institution til institution.

Sidst, men ikke mindst, oplever studerende med et handicap, at der er udfordringer omkring fællesskabet med de medstuderende og den måde, man som studerende med handicap indgår heri.

Nogle oplever, at studerende ikke tør spørge ind til det at have en funktionsnedsættelse, mens andre er i tvivl om, hvordan eller hvorvidt de skal fortælle om deres funktionsnedsættelse.

Anbefalinger
Selvom der er blevet gjort en stor indsats for at inkludere studerende med handicap, ses der altså stadig mange udfordringer. SUMH inviterede derfor, i forsøget på at skabe dialog og innovative løsninger, til en ekspertcamp, hvor fagfolk fra uddannelsesinstitutioner, de unge selv, samt politikere mødte op, hvor gamle fordomme omkring højtråbende, rettighedsforkæmpende handicaporganisationer, urokkelige politikere og ansvarsfralæggende uddannelsesinstitutioner blev lagt på hylden, og kun konstruktiv og løsningssøgende dialog var på tegnebrættet. Dette endte med en række policy-anbefalinger:

Der herskede bred enighed om, at mere ansvar, og en præcisering af dette, bør lægges ved uddannelsesinstitutionerne for at skabe medejerskab og gode løsninger på konkrete problemstillinger, da disse bedst tilpasses den enkelte - på den enkelte institution. Som et led i denne ansvarstildeling bør der samtidig finde en decentralisering af den specialpædagogiske støtte sted, således at midler og bemyndigelse flyttes til uddannelsesinstitutionerne.

Hernæst er det vigtigt, at der sikres en udvikling af didaktik og pædagogik på diverse uddannelsesinstitutioner, således at optimal læring sikres, og dermed også større inklusion af studerende med handicap, hvilket også inkluderer en øget viden på området hos især studievejledere.

Også studerende med en funktionsnedsættelse selv har et ansvar, i den tilgang og identitetsskabelse som alle i denne verden har et personligt ansvar for. Man kan ikke kun blive inkluderet - man skal også ville inkludere sig selv.