Uddannelses- og Forskningsstyrelsen frigav i sidste uge den efterhånden længe ventede første delrapport i den evaluering af pædagoguddannelsen, som er igangsat.

Udover at tilvejebringe indsigter om de studerendes forudsætninger og forløb på og efter uddannelsen, omhandler rapporten uddannelsens niveau og vidensgrundlag baseret på en ekspertgruppevurdering udarbejdet af Evalueringsinstituttet.

Når vi skriver, at rapporten er længe ventet, er det ikke alene, fordi den har været længe undervejs. Det er også, fordi spørgsmålet om uddannelsens vidensgrundlag selvfølgelig er helt centralt.

Styrelsen nedtoner kritik
Vi har tidligere udtrykt en vis skepsis over, at man fra EVA's side har valgt at undersøge vidensgrundlaget gennem en ekspertgruppevurdering af uddannelsens kompetencemål, litteraturlister fra uddannelsen, de studerendes bachelorprojekter og relationen mellem dem.

Det er selvfølgelig interessant at se på litteraturlister og bachelorprojekter – og vi skal være de første til at sige, at kompetencemålene og særligt de mange videns- og færdighedsmål kunne trænge til et grundigt eftersyn.

Umiddelbart ville man jo mene, at man må tage rapporteringen af vurderinger, som er bestilt hos kompetente forskere, for gode varer.

Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd
Hhv. forskningsleder for 'Dannelse og etik', VIA University College, og docent i barndomspædagogik ved UCSyd

Men en sådan undersøgelse vil i sagens natur altid rejse flere spørgsmål, end den besvarer. Hvad der imidlertid er vældig interessant er, at EVA's ekspertgruppevurdering ikke ser ud til at rejse spørgsmål hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Den ser snarere ud til at rejse behov for en række fortolkende gengivelser, der – alt efter øjnene, der læser, "kontekstualiserer" eller "nedtoner" ekspertvurderingens kritikpunkter.

Vurdering falder ikke bestillerens smag
Lad os straks forklare: De norske og svenske eksperter, som har vurderet uddannelsens vidensgrundlag, vurderer gennemgående uddannelsens niveau som (for) lavt og peger på, at kompetencemål og bachelorprojekter indikerer, at studerende ikke i tilstrækkelig grad tilegner sig akademiske og forskningsmæssige kompetencer.

I styrelsens rapport gøres en del ud af at fortolke vurderingerne for læseren, idet det bemærkes, at "Forskellene skal ses i sammenhæng med landenes forskellige traditioner med hensyn til, i hvilken grad der lægges vægt på det praksisorienterede eller det videnskabelige og akademiske i de studerendes læringsproces." (side 71).

Det er nærliggende at forstå det som: Vi behøver ikke at tage kritikken alvorligt, pædagoguddannelsen vurderes på et "forkert" grundlag.

Det er bemærkelsesværdigt, at man netop i Forskningsministeriet behandler vurderinger fra forskere på denne måde. Umiddelbart ville man jo mene, at man må tage rapporteringen af vurderinger, som er bestilt hos kompetente forskere, for gode varer.

Men det er omvendt ikke første gang i historien, at en bestilt ekspertvurdering ikke lige viser det, som bestilleren helst så, hvorpå bestilleren laver nogle krumspring for ikke at skulle tage pointerne helt bogstaveligt.

Hvad kan være sket i ministeriet
Så hvordan skal vi forstå manøvren? Ja, det ser ud til, at man har bedt eksperterne om en vurdering, og at man efterfølgende "nuancerer" deres vurdering gennem en henvisning til "forskellige traditioner". Dem har man jo haft kendskab til, så man kan undre sig over, at man i det hele taget har bestilt vurderingen, hvis man på forhånd godt kunne have en stærk formodning om, hvordan vurderingen vil falde ud.

Vores gæt er, at der i tiden, fra evalueringsopgaven blev stukket ud til nu, er sket en forandring i styrelsens, ministeriets, interessenternes, måske endda ministerens forestillinger om karakteren af vidensgrundlaget i pædagoguddannelsen.

Vi gætter på, at evalueringen blev sat i gang med den – udbredte – forestilling, at vidensgrundlaget i uddannelsen skal være stærkt og niveauet højt, ud fra en idé om, at jo bedre og nyere viden, desto bedre praktikere.

Vi gætter også på, at man nu har lyttet til kommentarer og bemærkninger til dén figur og dermed også til præmisserne for ekspertvurderingen.

Flere af de mest betydningsfulde interessenter i relation til uddannelsen ser gerne, at man i højere grad orienterer uddannelsen mod en pædagogisk praksis, der må forstås som andet og mere end "anvendt viden".

Ministeren har i øvrigt også selv været ud med budskabet om, at (den beslægtede) læreruddannelse skal tættere på praksis.

Aktørerne har brug for faglig hjælp
Hvis det er rigtigt, at der er sket en nuancering og bevægelse i styrelsen, så er der jo intet galt i det. Tværtimod. Forholdet mellem viden og kunnen, mellem teori og praksis, mellem akademisk arbejde og pædagogisk arbejde er kompliceret og fortjener en løbende tematisering.

Ja, faktisk vil vi hævde, at det netop er denne tematisering, der burde lægges til grund for både evaluering og en reform af pædagoguddannelsen.

Problemet er, at aktørerne i evaluerings- og reformprocessen ikke selv er i stand til at lave denne tematisering. De kommer i højere grad til at blæse med vinden, også når vindretningen skifter. 

Det er uddannelsen ikke tjent med. Aktørerne og interessenterne har derfor brug for faglig hjælp. 

Man kløjes i det
Det er bemærkelsesværdigt, at man ikke erkender behovet for faglig hjælp og heller ikke tager imod den hjælp til at stille nye spørgsmål, man faktisk kan læse i ekspertgruppevurderingerne. Behovet for tematisering og afklaring mellem akademisk arbejde og pædagogisk arbejde kunne man snildt have været opmærksom på før. 

Vores gæt er, at der i tiden, fra evalueringsopgaven blev stukket ud til nu, er sket en forandring i styrelsens, ministeriets, interessenternes, måske endda ministerens forestillinger om karakteren af vidensgrundlaget i pædagoguddannelsen.

Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd
Hhv. forskningsleder for 'Dannelse og etik', VIA University College, og docent i barndomspædagogik ved UCSyd

Før den sidste reform af uddannelsen i 2013/14 var der etableret en delvis faglig følgegruppe for pædagoguddannelsen, der skulle komme med anbefalinger. Én af dem tager afsæt i det også dengang stærke ønske om at styrke vidensbasering.

I rapporten kan man således læse ”at de forskellige initiativer har trukket i retning af en mere vidensbaseret pædagoguddannelse, men at der fortsat er plads til forbedring. Især er der behov for at skabe klarhed over, hvordan vi får skabt et dynamisk samspil mellem forskningsbaseret viden og praksis”.  

Uddannelsen blev dengang evalueret af Rambøll, som i sin afsluttende rapportering, der blev en del af grundlaget for den nye uddannelse, afslører, at de ser forholdet mellem viden og praksis som noget, der kan reguleres ved, at man skruer op eller ned for det ene eller det andet.

Det var ikke et kvalificeret svar på følgegruppens opfordring, resultatet blev derefter, og man kløjes tilsyneladende fortsat i det.

Sæt fagligt arbejde i gang
Så, kære Ane Halsboe-Jørgensen, vil du ikke godt sætte et fagligt arbejde i gang, hvor forholdet mellem akademisk og forskningsbaseret viden og praksis står centralt?

Det er et emne, som pædagogikken har beskæftiget sig med i et par hundrede år, og det er rodet, men ikke umuligt at håndtere.

Lars Løvlie, én af de norske pædagogiske koryfæer, siger det helt enkelt: "Uten tradisjonen er praksis uten innhold, uten kritisk teori er praksis tapt i fordommer."

Det faglige spørgsmål er så efterfølgende, hvordan man skal tænke uddannelsens indhold (curriculum), organisering (didaktik) og formål (pædagogik), så de studerende lærer at agere i dette dynamiske forhold.

Lad os samle kræfterne, og tage fat dér, hvor grundlaget for uddannelsen ligger.