Forsker: Østersøen er Danmarks nye sikkerhedspolitiske mulighedsvindue

I en krig ville de have behov for at komme ud i Atlanterhavet og vejen ud af Østersøen mod vest er gennem Øresund, Store- og Lillebælt.

Dette var man naturligvis opmærksom på i Nato, hvorfor Danmarks opgave blev at fungere som ’prop’ i Østersøen. Fra 1961 blev denne opgave løst i samarbejde med Vesttyskland og Norge inden for rammerne af den såkaldte Enhedskommando, BALTAP (Baltic Approaches).

Strategisk placering

Derudover skulle Danmark stille et eksistens- eller minimumsforsvar. Danmark ville aldrig kunne forsvare sig alene mod det mægtige Sovjetunionen, hvilket var pointen med være med i Nato.

Idéen om på ny at indgå i et bredt afspændingsorienteret samarbejde med Rusland synes stendød

Iben Bjørnsson
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Men man skulle kunne holde en angriber stangen, indtil hjælpen nåede frem. Når der kunne være tvivl om, hvor realistisk det var, skyldtes det, blandt andet at Danmark konsekvent lå i den lave ende af Nato-bidrag.

Når Nato (i sidste ende USA) accepterede dette, skyldtes det måske særligt Grønland, som Danmark stillede til rådighed som baseområde for USA, stik imod den danske politik om ikke at have amerikanske baser på dansk område.

'Grønlandskortet' har forskningen siden kaldt det. Et andet dansk 'kort' var Bornholms beliggenhed, hvorfra man kunne lytte med på elektronisk kommunikation fra Warszawapagtlandene og dermed var i besiddelse af dyrebare byttevarer på efterretningsmarkedet.

Politisk stod Danmark for en linje i Nato, der lagde vægt på afspænding og brobygning. Noget der eksplicit blev gjort til en Nato-prioritet i 1967 anført af en række mindre europæiske Nato-lande. Nato fik derefter et dobbelt formål: afskrækkelse og afspænding.

Den nye verdensorden 

Med ophøret af Den Kolde Krig mistede Danmarks 'kort' – Grønland og Bornholm – betydning. Danmark måtte søge en ny rolle i Nato.

Ud over deltagelse på Balkan, spillede Danmark i 1990’erne en ledende rolle i forhold til de baltiske lande både politisk og militært med oprettelsen af nye bi- og multilaterale samarbejder, herunder Østersørådet, som Danmark sammen med Tyskland tog initiativ til.

I forskningen taltes der om, at Danmark havde formået at gribe det window of opportunity, der var opstået i nærområdet, da Østblokken kollapsede.

Efter fuldbyrdelsen af denne integrationsproces med indlemmelsen af de baltiske lande i EU og Nato, rettede Danmark dog fokus helt væk fra sit nærområde.

Anders Fogh-regeringen prioriterede et godt forhold til USA med væsentlige danske bidrag i Afghanistan og Irak.

I 2004 afmonteredes det territorialforsvar, som var blevet bygget op under Den Kolde Krig. Samme år nedlagdes Natos Joint Command North East, som BALTAP var blevet omdøbt til i år 2000.

Danmarks nye rolle

Nu står vi så igen i en situation, hvor Rusland er blevet udpeget som hovedfjenden. Danmark er ikke længere frontlinjestat – den tvivlsomme ære tilfalder nu de baltiske lande.

Danmark har en potentielt væsentlig rolle at spille for regionen

Iben Bjørnsson
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Hvor Danmark under Den Kolde Krig skulle have hjælp vestfra, er Danmark nu en del af denne hjælp, særligt som forbindelsesled – et såkaldt ’staging area’ – for øvrige Nato-kapaciteter.

Som en opvakt studerende ved den svenske Försvarshögskolan udtrykte det på et kursus i efteråret: Vi har altid set røde pile, der gik vestpå, når vi kiggede på øvelseskort over Østersøen.

Nu skal vi vænne os til at se blå pile, der går østpå. Eller, med dansk sikkerhedspolitiks grand old man, Bertel Heurlins ord: Danmark er gået fra at være konsument til producent af sikkerhed i Nato.

USA har meget at se til. Derfor konkluderede Zilmer-Johns rapporten om dansk sikkerhedspolitik i 2022, at de europæiske lande i højere grad fremover må tage ansvar for europæisk forsvar. Her står Danmark atter over for et window of opportunity i Østersøområdet.

Tænk nordisk frem for dansk

Danmark står overfor genoprustning. Hvilket isenkram vi bør investere i, vil jeg overlade til mere kvalificerede folk at diskutere.

Overordnet kan der dog være en idé i at tænke nordisk frem for dansk, måske i form af en fællesnordisk eller nordisk/baltisk kommando, i lighed med det hedengangne BALTAP.

Nato har i 2000’erne og 2010’erne fokuseret på udrykningsstyrker frem for stedbundne kommandoer, og det giver mening, hvis man primært foretager sine militære operationer uden for Natos område, men pilen peger i retning af et øget fokus på forsvaret af Natos medlemslande.

En regionskommando vil alt andet lige have andre muligheder for at fokusere og finpudse både strategi og kræfter samt finde en meningsfuld arbejdsdeling, end en styrke der skal stå klar til hvad som helst, hvor som helst.

Rusland efter Putin

Nato har skrevet afspænding ud af deres strategiske koncept, så formålet nu ikke er ’deterrence and detente’ (afskrækkelse og afspænding), men ’deterrence and defence’ (afskrækkelse og forsvar).

Putin lever ikke evigt, og når han dør eller bliver frataget magten, kan det vise sig værdifuldt at stå klar med en udstrakt hånd

Iben Bjørnsson
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Det kan være forståeligt i lyset af den nuværende situation. Selvom forhandling kan være en nødvendighed for at få ende på krigen i Ukraine, synes idéen om på ny at indgå i et bredt afspændingsorienteret samarbejde med Rusland stendød.

Men på længere sigt er det alligevel noget, det kan betale sig at holde øje med.

Putin lever ikke evigt, og når han dør eller bliver frataget magten, kan det vise sig værdifuldt at stå klar med en udstrakt hånd.

Da Sovjetunionen syntes allermest forstenet, kom en ny mand til magten – Gorbatjov – som var til at tale med for selv de allermest antisovjetiske vestlige ledere, hvilket ledte til omfattende nedrustningsaftaler.

Vesten har nu, som under Den Kolde Krig, vist, at vi kan opruste og sætte hårdt mod hårdt. Måske kan der være en idé i at vise, at vi også kan det modsatte, hvis vi står over for en modpart, der er til at tale med.

Afspænding i Østersøområdet

På kortere sigt kunne det også være værd at indtænke afspænding i Østersøområdet. Som min kollega Jørgen Staun påpeger kan Sverige og Finlands Nato-medlemskab bære ved til det såkaldte ’sikkerhedsdilemma’: At ens egen oprustning gør modparten usikker, hvorefter modparten opruster, hvilket øger ens egen usikkerhed, og så videre.

Staun skriver, at de nordiske lande i rammen af Nato kan tage initiativ til tillidsskabende foranstaltninger i lighed med under Den Kolde Krig.

Sikkerhedsskabende foranstaltninger kan hjælpe med at minimere risikoen for, at en krig bliver udløst som følge af fejl, uheld eller misforståelser.

Da ukrainske missildele faldt ned i Polen i november, viste både Rusland og USA/Nato (med enkelte mindre undtagelser) stor vilje til at være tilbageholdende indtil sagen var opklaret.

Denne erfaring viser, at der er et fundament at bygge de-eskaleringsmekanismer på ­– ud fra den formodning at vi i sidste ende gerne vil undgå at komme i krig med Rusland.

I fremtiden for denne region, og hvordan den skal se ud, har Danmark en potentielt væsentlig rolle at spille, og vinduet for det initiativ står lige nu helt åbent.