Debat

Alternativets Unge: Danmark skal ud af Nato

DEBAT: Nato og de mange amerikansk ledte koalitioner fungerer som en undskyldning for at forsvare og berettige blodige og tvivlsomme krigsaktioner, skriver forpersoner i Alternativets Unge.

Nato udgør en af vores tids største trusler mod verdensfreden, skriver forpersonerne i Alternativets Unge.
Nato udgør en af vores tids største trusler mod verdensfreden, skriver forpersonerne i Alternativets Unge.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Emil Ipsen og Anton Stubbe Teglbjærg 
Politisk forperson og politisk næstforperson, Alternativets Unge

Da Danmark få år efter Anden Verdenskrig underskrev Atlantpagten, var formålet klart: at bevare freden ved at stå sammen i tilfælde af angreb fra øst.

Men Berlinmuren er for længst faldet, og mange af vores udstationerede soldater har aldrig oplevet Den Kolde Krig. Meget tid er gået siden dengang, og mange ting har ændret sig.

Forsvar er blevet til angreb, og det er tydeligt, at Danmark på nuværende tidspunkt er en marionetdukke i supermagten USA's udenrigspolitiske dagsorden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nato og de mange amerikansk ledte koalitioner fungerer efterhånden som en undskyldning for at forsvare og berettige blodige og yderst tvivlsomme krigsaktioner. Se bare på Danmarks deltagelse i Irak eller Afghanistan, som de færreste i dag vil kalde en succes.

Her kan USA med nogle reelt ligegyldige par tusinde tropper fra europæiske lande legitimere disse krige med civile drab og krigsforbrydelser, da man så kan spinne det som en international indsats for demokrati og menneskerettigheder.

Man kan finde mange steder i det danske velfærdssamfund, der trænger endnu mere til den saltvandsindsprøjtning end militæret.

Emil Ipsen og Anton Stubbe Teglbjærg 
Politisk forperson og politisk næstforperson, Alternativets Unge

Danmark er altså bare en brik i et magtspil med centrum i Washington, som kan give krigene et skær af "new nordic design" og "hygge".

Det er rendyrket newspeak, som blot bidrager til at give folk den ønskede indstilling til krigene. Men det er på tide, at vi siger nej til at lege den brik i spillet og melder os ud af Nato.

Er Nato en blodig omgang fri leg?
I Nato går fredsnationen Danmark ind i et bindende militært samarbejde med et USA, som bombede et hospital, der var drevet af Læger Uden Grænser i Afghanistan, og et Tyrkiet, som for nylig med USA's validering angreb de kurdere, som bekæmpede Islamisk Stat for os.

Med disse eksempler må man spørge sig selv, om Nato virkelig er flammen, der brænder for fredelige og demokratiske værdier eller blot en blodig omgang "fri leg" for USA og Tyrkiet uden skyggen af samråd med de andre medlemslande. Vi ser desværre alt for ofte, at det er det sidste, der er på spil.

Nato udgør en af vores tids største trusler mod verdensfreden. Det famøse toprocentskrav samt Natos støtte til atomvåben sætter Europa ind på et spor mod fortsat mere oprustning og krigsretorik, som i høj grad er rettet mod Rusland, som har et militærbudget på langt under en tiendedel af Natos.

Dette bliver kun endnu mere kritisk, når USA's præsident, Donald Trump, i rollen som Nato-familiens tyranniserende storebror er lykkedes med at presse flere lande til at øge deres militærbudget.

Men vi glemmer ofte, hvilken effekt oprustning kan have i udenrigspolitik. For hvordan vil russerne eller kineserne forholde sig til den militære oprustning?

De vil naturligvis tage det som en trussel. Det vil føre til oprustning fra deres side, og så er vi tilbage i det samme våbenkapløb, som vi havde omkring Den Kolde Krig, og for penge, der i stedet kunne gå til flere læger, grønne investeringer eller sågar skattelettelser.

Alle tre forslag er noget, som vi foretrækker i stedet for mere dyrt militært isenkram. De 27 nye kampfly koster alene 13 milliarder kroner, men man kan finde mange steder i det danske velfærdssamfund, der trænger endnu mere til den saltvandsindsprøjtning end militæret.

Læs også

Gå forrest om et fælleseuropæisk forsvar
Nogle vil måske frygte, at Danmark vil stille sig i en udsat situation ved at bryde ud af Nato-samarbejdet. Frygten er forståelig, men overvej, hvilke muligheder der også vil opstå ved at bryde ud af samarbejdet.

Danmark kunne eksempelvis gå forrest om et fælleseuropæisk forsvar, der også anbefales af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, så vi sammen med det øvrige EU kan effektivisere vores samlede militær ved at koordinere vores arsenal.

Derudover har Danmark mulighed for at overveje sin udenrigspolitiske position for eksempel gennem en neutralitetspolitik som i Irland, der står uden for Nato-samarbejdet og kun bruger 0,3 procent af deres BNP på militæret.

Uanset hvad er det på tide at erkende, at Danmark ikke længere er en stor og krigsførende nation som i vikingetiden, og at vi derfor ikke skal lege med som verdens politimand.

Lad os derfor sadle om og droppe Nato-monsteret og enten skabe et demokratisk og retfærdigt militært samarbejde i EU eller gøre os til en neutral stat.

Fred skabes ikke med bomber, men gennem diplomati. En ny retning for det danske militær skal gøre Danmark til verdens stærkeste bløde magt, og så kan andre nationer slås om, hvem der har de største bomber. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024