Bo Lidegaard: Det kræver mod at tabe en krig

Den smertelige erfaring fra 20 års krig i Afghanistan tyder på, at deltagelse i offensive militære operationer alligevel ikke er det stærkeste kort på Danmarks udenrigspolitiske hånd. Ulysten til at erkende fejltagelser er lige så grundlæggende som nødvendigheden af at gøre det, skriver Bo Lidegaard i dette essay. 

Gennem det meste af den kolde krig lykkedes det Danmark med betydelig succes, gennemslagskraft og respekt fra vore allierede at optræde med lav stemmeføring i geostrategiske minefelter, skriver Bo Lidegaard.
Gennem det meste af den kolde krig lykkedes det Danmark med betydelig succes, gennemslagskraft og respekt fra vore allierede at optræde med lav stemmeføring i geostrategiske minefelter, skriver Bo Lidegaard. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Bo Lidegaard

Tyve års krig i Afghanistan er ved at være slut – for vores vedkommende. Taleban er ikke nedkæmpet og landet ikke stabiliseret, endsige demokratiseret.

Om skribenten

Bo Lidegaard er historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-2011.

De mål, vi satte os, kunne vi ikke nå. Så meget desto mere må vi se tilbage og stille de uomgængelige spørgsmål:  
Hvorfor gik vi i krig? Mål og motiver ser anderledes ud i bakspejlet. Men vi skal tilbage og se på, hvad det var vi ville - den gang. 

Hvad kom der ud af det? Vi må prøve at forstå, hvorfor det gik, som det gjorde. Hvordan troede vi, det ville gå? Og hvorfor gik det ikke sådan? Det er ubehageligt. Ulysten til at erkende egne fejltagelser er lige så grundlæggende som nødvendigheden af at gøre det. 

Hvilken erfaring tager vi med? Ingen kan bringe de døde tilbage. Vi kan ikke hindre, at mange står tilbage med savn og sår på krop og sjæl. Dem skylder vi at tage debatten om, hvorfor det ikke gik, som dem, der traf beslutningerne, håbede og forventede. De ansvarlige må have modet til at se nederlaget i øjnene og stå ved den tabte krig.

Hvorfor gik vi i krig? 
I første omgang er svaret enkelt: Fordi terrorangrebene 11. september 2001 var rettet mod vores største og vigtigste allierede, som havde brug for vores solidaritet og bad om vores hjælp, også formelt ved at aktivere Nato-pagtens artikel 5.

Ingen tvivl om, at vi måtte stå skulder ved skulder, og da USA hurtigt identificerede al-Qaeda som hovedfjenden i en "krig mod terror", var rammen sat. Da al-Qaeda var åbenlyst til stede i Afghanistan og stod under Taleban-regimets beskyttelse der, var det også klart, at Taleban stod for skud.

USA handlede hurtigt, og inden årets udgang var Taleban fordrevet fra Kabul ved hjælp af en koalition af styrker fra det nordlige Afghanistan bakket op af USA. Herhjemme tog det længere tid. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev folketingsvalg 20. november, et valg Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, vandt stort.

Forud var gået en valgkamp, hvor især spørgsmålet om muslimsk indvandring spillede en stor rolle også under indtryk af den amerikansk ledede krig mod terror. I Washington gjorde præsident Bush sig stor umage for at sondre mellem islamistisk fundamentalisme på den ene side og islam på den anden.

Politisk var der bred enighed om, at Danmarks skulle bidrage og skulle gøre det hurtigt.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Han var klar over, at krigen mod islamistisk terror kun kan vindes, hvis det store flertal af verdens muslimer vender sig mod voldelige ekstremister, der erklærer hellig krig i islams navn. Hvis det først lykkedes for Osama bin-Laden at piske en stemning op mod islam som religion og præsentere angrebet 11. september som det første slag i et storstilet sammenstød mellem verdens civilisationer, ville krigen mod terror ikke kunne vindes.

Derfor rakte Bush ud til muslimer i USA – og over hele jorden – for gøre dem til allierede i kampen mod den internationale terrorisme, herunder også den, der udsprang af ekstremistiske og militante udlægninger af islam. 
Mens statsminister Poul Nyrup Rasmussen lå på samme linje, trak Dansk Folkeparti frygten for terror ind i udlændingedebatten, der var partiets politiske trumfkort.

Truslen kom ikke kun fra Afghanistans bjerge, men også fra islam som sådan og dermed også fra danske boligområder med mange muslimske indvandrere. I valgkampen gik Anders Fogh Rasmussen en balancegang mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor han nok sluttede sig til regeringens – og USA’s – linje, men også politisk kædede truslen sammen med kravet om en "fast men fair indvandrerpolitik i Danmark."

Valget førte for første gang siden 1901 til rent borgerligt flertal i Danmark, og en af VK-regeringens første opgaver blev at tage stilling til, hvordan Danmark skulle bidrage til krigen i Afghanistan. Efter politiske konsultationer fremlagde regeringen 13. december beslutningsforslag om en ganske robust dansk deltagelse på 250-400 mand i en indledende periode på op til seks måneder.

Taleban var allerede på flugt, og ingen vidste, hvad USA ville bede Danmark – og andre allierede – om, men forventningen var, at FN ville blive sat i spidsen for en sikringsstyrke, som de danske styrker ville indgå i. I første omgang blev styrken dog uden yderligere betingelser stillet under amerikansk kommando.

Politisk var der bred enighed om, at Danmarks skulle bidrage og skulle gøre det hurtigt. Men oppositionen med Socialdemokratiet og De Radiale i spidsen mente, at vi skød over målet med den relativt skarpe styrke, og at det var mest sandsynligt, at Danmark kunne bidrage bedre med blødere indsatser omkring opbygningen af et afghansk demokrati.

Men Foghs regering lagde op til et paradigmeskifte i dansk sikkerhedspolitik, der fremover skulle gå længere i retning af hårde militære operationer. Beslutningsforslaget er vagt, når det gælder formålet med den danske krigsindsats, men to mål trådte frem: Kampen mod terrorisme og ønsket om at hjælpe USA. 

Da FN kort tid senere som ventet bad Danmark bidrage til en sikringsstyrke, der skulle bakke en ny afghansk regering op og bidrage til sikkerheden i landet med afsæt i en netop indgået international aftale, indgik ingen af de to danske krigsmål i FN-mandatet, som var lagt bredere og mere politisk.

Terror blev ikke nævnt, men Folketinget vedtog det danske bidrag enstemmigt samtidig med, at alle forstod og betonede, at det i sidste ende gjaldt om at hjælpe det ludfattige og mishandlede land på fode med udviklingshjælp og civile indsatser. 

Gennem 2002 havde de vestlige styrker fremgang i Afghanistan, Taleban var halvt i opløsning og på flugt sydpå, hvorfra også Osama bin laden og hans al-Qaeda-krigere flygtede i skjul – mange i nabolandet Pakistan og i grænseområderne. Men det, der en kort tid lignede en sejr, blev sat over styr, da verdens opmærksomhed rettede sig mod Irak, hvor USA i marts 2003 indledte en invasion, hvori også Danmark og en del andre Nato-lande deltog.

Igen var det ønsket om at stå last og brast med USA, der drev det danske engagement, og militært gik Danmark endnu et skridt i retning af de mere robuste indsatser. Fogh mente, at vi havde svigtet under anden verdenskrig og den kolde krig, og at vi skyldte på ”frihedskontoen”. Nu var det tid at betale tilbage – med danske tropper i skarpe amerikansk ledede missioner.  

Hvad gik galt? 
Mens offensiven i Irak kørte fast, gled krigen i Afghanistan ud af fokus. Taleban begyndte igen at konsolidere sig i Afghanistans sydlige provinser, hvor den lokale befolkning gradvist mistede tilliden til, at de vestlige styrker kunne og ville blive. 

Samtidig gled etniske og religiøse skillelinjer sammen med oldgamle stridigheder mellem klaner og kriminelle netværk omkring opiummarkernes narko-økonomi til et uigennemtrængeligt politisk og strategisk morads, hvor det var umuligt for de vestlige styrker at finde varige og troværdige lokale allierede.

Krigens mål om stabilitet og demokrati fortabte sig sammen med udsigten til civil genopbygning, især i syd – på trods af, at Danmark og andre vestlige lande bevilgede store summer. Mange så, hvordan det gik i Irak – og nåede til den konklusion, at det var et spørgsmål om tid, hvornår de vestlige styrker igen ville forlade Afghanistan.

Færre og færre havde lyst til at støtte de vestlige styrker vel vidende, at de en dag ville stå over for Taleban uden vores støtte og opbakning. Før eller siden ville den vestlige kampvilje blive slidt ned – og Irak viste, at det kunne gå stærkt. I slutningen af 2005 stod det klart, at krigen og genopbygningen i Afghanistan var kørt fast, samtidig med, at det gik fra helt galt til endnu værre i Irak. 

Politikerne var fanget i det ældgamle dilemma, når krigen går skidt og nederlaget truer: holde ud eller trække sig tilbage?

Bo Lidegaard, historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

I både Afghanistan og Irak opererede de danske styrker i regi af de langt større britiske styrkebidrag, som igen spillede rollen som lillebror til de langt større og mere robuste amerikanske styrker, hvis strategi de europæiske allierede kun havde ringe indflydelse på.

I lyset af den katastrofale udvikling i Irak begyndte både Storbritannien og Danmark at overveje det utænkelige: tilbagetrækning fra Irak – under politisk dække af til gengæld at optrappe indsatsen i Afghanistans urolige sydlige provinser, hvor håbet var at stoppe Talebans fornyede fremgang. Efter forslag for regeringen besluttede Folketinget i februar 2006 at sende tropper til Helmand, vel vidende, at sikkerhedssituationen der var ”mere kompleks og uforudsigelig”, som det hed.

Nu i anden omgang var målet sammen med de afghanske sikkerhedsstyrker at "bidrage til at skabe sikkerhed, hvor den p.t. ikke eksisterer". Der var FN mandat og bred opbakning i Folketinget, og læser man debatten får man ikke indtryk af, at det stod klart, at beslutningen om at sende danske kamptropper til Helmand betød, at danske soldater var på vej ud i en blodig krig uden udsigt til hurtig sejr.

Den virkelighed blev åbenbar løbet af 2007, hvor et voksende antal danske soldater faldt og blev lemlæstet i hårde kampe og som ofre for vejsidebomber, der viste sig at være et grusomt effektivt våben mod de vestlige styrker. Svaret blev tungere våben og materiel, mere panser. 

I 2008 fulgte en forsvarspolitisk nyorientering, hvor man yderligere reducerede fokus på Danmarks nærområde og betonede, at det var gennem de mere offensive indsatser i spidsen af de internationale operationer, dansk forsvar skulle løse sin hovedopgave.

Samme sommer, efter mere end seks års krig, vedtog Folketinget også for første gang en strategi for den danske indsats i Afghanistan: Op til 750 soldater skulle sættes ind – og 400 millioner kroner afsættes til civile indsatser. For Folketinget stod det klart, at hovedsagen var at skabe den sikkerhed, der er nødvendig for den civile genopbygning.

Men på slagmarken i Helmand var det mere teori end praksis. Her kæmpede de danske styrker en stadig mere ubønhørlig krig med et stadig mere selvsikkert Taleban, og selv om de tungere våben gav os større slagstyrke og mere beskyttelse, gjorde det også indsatsen mere brutal og vilkårlig i forhold til den lokale befolkning – den, det hele gik ud på at hjælpe.

Politikerne var fanget i det ældgamle dilemma, når krigen går skidt og nederlaget truer: holde ud eller trække sig tilbage? At holde ud giver mening, hvis der er udsigt til, at krigslykken vender. At trække sig tilbage afæsker spørgsmålet, om ofrene var forgæves og krigen tabt?

Uvant med sådanne ubønhørlige valg på en fjern og blodig slagmark, veg regering og Folketing tilbage i flere år, mens vi begyndte at føre de faldnes krig uden udsigt til sejr men også uden vilje til tage ansvaret for nederlaget og sige stop.

Den afghanske befolkning havde ikke samme mulighed, men så sig tvunget til mere og mere at orientere sig mod de egentlige magthavere i syd: Taleban. Den fremskudte danske post ved Armadillo står som symbolet på dette største danske militære syndefald siden 9. april 1940.

Først i februar 2011 forlod den sidste danske konvoj Armadillo, næsten to år efter vores britiske allierede havde indset, at kampen der var udsigtsløs.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Basen blev oprettet i efteråret 2007 sammen med briterne, men den kunne trods heroisk kampvilje ikke holdes. I foråret 2009 gav de mere krigsvante briter op og trak sig, men den danske regering havde hverken mod eller vilje til at erkende, at kampen var tabt. Trods vedvarende tab insisterede den på at holde Armadillo, selv efter Barack Obama som ny amerikansk præsident i 2009 trak tæppet væk under det danske mantra om, at exit end ikke kunne diskuteres.

Først i februar 2011 forlod den sidste danske konvoj Armadillo, næsten to år efter vores britiske allierede havde indset, at kampen der var udsigtsløs – og havde taget konsekvensen. Det var en fjer i hatten for præsident Obama, da han 1. maj 2011 kunne fortælle, at amerikanske specialstyrker natten forinden havde fundet og dræbt Osama bin-Laden under en operation i Pakistan. Dermed var i en vis forstand det oprindelige erklærede mål med angrebet i 2001 mod Taleban opfyldt.

Nederlaget i øjnene 
Da først tilbagetoget blev indledt, nød Danmark godt af at være så lille en brik i så stort et spil. Det var indlysende for enhver, at vi måtte følge med amerikanerne og briterne ud. Når alt kom til alt, indgik de danske styrker i de britiske enheder, og det var i fuld forståelse med London, at de sidste danske kamptropper forlod Afghanistan i august 2013. 

Selv om nedtrapningen fortsatte, og de nationale afghanske sikkerhedsstyrker fra 2014 stod i forreste række med ansvar for Afghanistans sikkerhed, fortsatte reducerede danske og andre vestlige styrker deres træningsindsats i Afghanistan, hvor borgerkrigen fortsatte med uformindsket styrke. Politisk blev tilbagetrækningen for Danmark også lettet af, at Lars Løkke Rasmussen i foråret 2009 overtog statsministerposten efter Anders Fogh Rasmussen, og Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt posten to år senere.

Det hjalp også, at beslutningen om at forblive i landet med en vis styrke slørede, at krigens vedtagne mål, der vedrørte Afghanistan, ikke var nået: Taleban var tilbage, og civil genopbygning stort set opgivet i syd.  
I august 2017 godkendte Præsident Trump en amerikansk strategi for at afslutte krigen i Afghanistan.

Efter det mønster, der var kendt fra Irak, skulle vejen ud gå gennem en midlertidig optrapning af indsatsen. De følgende par år led Taleban væsentlige og smertelige tab under amerikanske bombardementer og droneangreb, men heller ikke denne sidste offensiv kunne fastholdes, og gennem de sidste måneder har USA engageret sig i "fredsforhandlinger" med Taleban, der står som krigens reelle sejrherrer. 

I sidste uge kom så den længe ventede meddelelse fra præsident Biden om, at USA nu gennemfører en fuldstændig tilbagetrækning – fulgt af Danmark og andre allierede – og symbolsk fastsat til at være fuldbyrdet 11. september i år – tyve år efter angrebene i USA. 

Selv om der er håb om, at regeringen i Kabul med amerikansk opbakning kan holde stand og fortsat kontrol, med den mindre del af landet i nord, er størstedelen af Afghanistan igen under Talebans kontrol. Den såkaldte fredsaftale minder mere om en kapitulation. 

Det er ikke krigen, men vores krig i Afghanistan, der er ved at være forbi, og selv ikke den mest optimistiske sortsnakker kan udlægge vores tilbagetrækning som en sejr.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Det er en slet skjult hemmelighed, at dele af Bidens egne folk har advaret mod den fuldstændige tilbagetrækning, og den nytiltrådte direktør for CIA, Bill Burns, har åben sagt og betonet, at den vil gøre det sværere for USA at holde øje med islamistisk terror, der udgår fra Afghanistan.

Men Biden gennemfører en beslutning, han mener skulle have været effektueret allerede under Obama – og har offentligt kaldt beslutningen "let". Det er ikke, fordi han ikke ser farerne eller erkender dilemmaerne. Det er, fordi han grundlæggende ikke mener, at der for USA er en militær løsning på dem, og ikke tror på, at det amerikanske militær kan fremme demokrati, menneskerettigheder og kvinders position i Afghanistan.

Han deler målet så meget som enhver anden, men tror ikke det kan nås – eller blot fremmes – med fortsat militær tilstedeværelse. I det perspektiv vil yderligere forlængelse af krigen kun gøre ondt værre, hvor pinefuldt det end er at trække stregen i sandet. Det er muligt, at Kabul falder, når de sidste Nato-styrker er ude til efteråret.

Mere sandsynligt vil regeringen holde stand i hovedstaden og mod nord, også fordi heller ikke Kina, Indien, Iran eller Rusland ønsker et Taleban-emirat. Det kan let ende med en langvarig lavintensiv borgerkrig, hvor forskellige regionale magter støtter forskellige afghanske aktører, der konsoliderer deres magtpositioner i forskellige dele af landet, sådan som vi ser i Syrien og Libyen.  

Det er ikke krigen, men vores krig i Afghanistan, der er ved at være forbi, og selv ikke den mest optimistiske sortsnakker kan udlægge vores tilbagetrækning som en sejr. Det er ikke uden videre det samme, som alt var forgæves. Når alt kommer til alt, var vores vigtigste mål måske at vise solidaritet med USA, og det har vi gjort, selv om det måske fylder knapt så meget i Washington, som vi selv holder af at tro. 

Selv om hensynet til USA vejer tungt, besvarer det ikke spørgsmålet, om vi kunne have vist denne solidaritet på en måde, der havde opnået det samme - eller mere – uden at forvolde så megen død og ødelæggelse? Det er det spørgsmål, vi må stille, og den diskussion vi skylder de faldne, fordi det er den eneste måde, vi kan lære af krigens erfaring.

Kun gennem den diskussion, viser vi den respekt, vi skylder. Kun på den måde kan vi forsøge at retfærdiggøre deres tab på vores alles vegne. Det er ikke noget tilfælde, at præsident Biden valgte at føre forhandlingerne med Taleban til ende og sætte definitivt punktum for den amerikanske deltagelse i krigen i Afghanistan.

Et langt livs indgående erfaring med USA’s sikkerhedspolitik har overbevist ham om, at en mission som den, USA og dets allerede påtog sig i Afghanistan i 2006, ikke kan lykkes. Uanset gode viljer og ædle formål, uanset offervilje og heltemod, og uanset om man er verdens mægtigste og stærkeste, lader en sådan krig sig ikke vinde. Ikke i Afghanistan, ikke i Irak, ikke i Libyen – og ikke i Vietnam. 

Det er ubestrideligt, at Taleban står stærkere i Afghanistan i dag, end i 2006 – lige som resultatet af invasionen af Irak i 2003 førte til en betydelig styrkelse af Irans indflydelse i regionen og til dannelsen at Islamisk Stat. Det, vi gør, har konsekvenser, og det forhold, at vi er en ganske lille aktør med ubetydelig indflydelse på afgørende beslutninger i de store krige, fritager os ikke for ansvaret for at tænke selv – endsige for ansvaret for vore egne bidrag. 

Vi må lære af Joe Bidens ydmyghed
Joe Biden er ikke naiv, og hans synspunkt er omdiskuteret, også af realistiske strateger med dyb indsigt. Men det er ikke uvæsentligt for Danmark at besinde sig på, at den nye præsident for vores store allierede har det synspunkt, eller på, at det falder sammen med hans republikanske forgængers, alle forskelle ufortalte.

USA har forladt den neokonservativt inspirerede, militært interventionistiske udenrigspolitik, som også Danmark har bekendt sig til i det 21. århundrede. Vi må lære af Joe Bidens ydmyghed over for, hvad der kan opnås med militære interventioner i fjerne lande – selv når man er verdens stærkeste land.

Og vi må genopdage strategernes oldgamle erkendelse af, at det eneste, der er sikkert i krig, er, at den ikke går som planlagt. Når vi herhjemme diskuterer forskellen mellem en ”realistisk udenrigspolitik”, som den Joe Biden står for, over for en ”idealistisk” eller "værdibåret", er det lette argument, at de to ikke er hinandens modsætninger, men forudsætninger.

Også realisten ønsker at fremme demokrati og menneskerettigheder, og også idealisten vil tage hensyn til realiteten. Ingen er 100 procent det ene eller det andet. De to er uløseligt bundet til hinanden. Alt det er ubestrideligt. Men forskellen er der alligevel, og præsident Bidens beslutning – på trods af advarsler fra hans egen CIA-direktør og fremtrædende diplomat – viser, at den forskel har konsekvenser. 

Derfor skylder vi os selv at tage dilemmaet alvorligt, også når vi skal tage stilling til andre, presserende udenrigspolitiske spørgsmål, herunder vores forhold til Rusland, Kina, Arktis og klima, for blot at nævne nogle overskrifter.

Hvis alliancen og europapolitikken er de givne forudsætninger, de fleste af os er enige om som grundpiller for Danmarks strategiske forankring i verden, hvad er så den politik, der giver Danmark mest indflydelse og den, der bedst varetager vores interesser og værdier? 

Her går skillelinjen måske ikke primært mellem realisme over for idealisme og slet ikke mellem aktivisme over for passivitet. Den går snarere mellem en pragmatisk tilgang, hvor Danmark søger de instrumenter, der bedst når vores mål med et minimum af konflikt og konfrontatorisk stemmeføring, over for en mere ideologisk tilgang, hvor signalgivningen bliver et mål i sig selv, og effekten tillægges mindre betydning.

Måske er deltagelse i offensive militære operationer alligevel ikke det stærkeste kort på Danmarks udenrigspolitiske hånd.

Bo Lidegaard, historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Ingen af de to valg skal karikeres, og der kan tales vægtigt for begge. Men vi kan ikke troværdigt gøre begge dele på én gang. Hvis Danmarks vil holde en høj ideologisk profil i udenrigspolitikken med klar værdipolitiske markeringer, kan vi ikke samtidig søge rollen som den pragmatiske formidler, der kan tale fornuftigt også med dem, vi er mest uenige med.

Gennem det meste af den kolde krig lykkedes det Danmark med betydelig succes, gennemslagskraft og respekt fra vore allierede at optræde med lav stemmeføring i geostrategiske minefelter, hvor netop vores lidenhed gjorde det muligt for os at udvirke små resultater, der var vigtige i den store sammenhæng – og som tjente både vores interesser og vores værdier. 

Gennem de årtier opbyggede vi også det måske vigtigste usagte mantra i dansk udenrigspolitik: at få den atlantiske og den europæiske dimension til at spille sammen, så det for Danmark aldrig bliver et valg mellem Europa og USA, men altid hvordan et styrket europæisk engagement er med til at styrke vores position over for USA og omvendt.

Både vores europæiske partnere – med Tyskland i spidsen – og Washington forventer intet mindre af os, og aldrig står Danmark stærkere, end når vi formår at få de to til at gå op i en højere enhed – for eksempel som spydspids i grøn omstilling eller som konstruktiv partner i Arktis.  

De fejlslagne krige i Afghanistan, Irak og Libyen må vække til eftertanke næste gang, vi er i gang med at overbevise os selv om, at krig er den bedste – og måske eneste mulige løsning – på indviklede problemer i fjerne lande. Måske er deltagelse i offensive militære operationer alligevel ikke det stærkeste kort på Danmarks udenrigspolitiske hånd. Faktisk tyder den smertelige erfaring fra 20 års krig i Afghanistan på det modsatte. 

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion