Kronik

Tidligere chef i FE: Afghanistan-exit fører til Det Islamiske Emirat version 2.0

Militante islamistiske grupper vil udnytte den vestlige tilbagetrækning fra Afghanistan og landet vil igen blive arnested for en alvorlig terrortrussel, skriver Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste. 

Det tyder på, at regeringen vælger at se bort fra meget af det, vi ved om Afghanistan nu, samt det vi har lært de seneste 20 år, skriver Jacob Kaarsbo.
Det tyder på, at regeringen vælger at se bort fra meget af det, vi ved om Afghanistan nu, samt det vi har lært de seneste 20 år, skriver Jacob Kaarsbo. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med beslutningen om at trække alle allierede tropper ud af Irak inden 11. september spiller præsident Joe Biden og de øvrige regeringer højt spil.

Taliban vil ikke respektere den såkaldte fredsaftale, men vil genetablere Det Islamiske Emirat, som også vil blive fristed for al-Qaida. Dermed vil Vesten igen blive udfordret fra Afghanistan. Samtidig bliver kontraterrorindsatsen også ramt af tilbagetrækningen.

For at gøre ondt værre har både USA og Danmark valgt at gennemføre tilbagetrækningen på den symbolske dag 11. september, 20-årsdagen for angrebet på World Trade Center og Pentagon.

Det er sympatisk at mindes vore faldne. Problemet er, at de terrornetværk, vi forsøger at bekæmpe, vil udnytte det maksimalt.

Ved at vælge 11. september vil denne dato for militante islamister fremover ikke blot være forbundet med det mest succesrige terrorangreb i historien.

Datoen vil også blive fejret som "de vantros kapitulation" efter 20 års forgæves forsøg på at besætte Det Islamiske Emirat. End ikke al-Qaidas bedste spindoktor kunne have fundet på noget bedre.

Den type symboler har stor effekt på rekruttering, og det vil være med til at tiltrække endnu flere hellige krigere. Trods de gode intentioner er det et spektakulært selvmål. 

Usikker fremtid
En forstærket trænings-, efterretnings- og specialstyrkeindsats med omfangsrig luftstøtte havde været en bedre løsning. Det ville være en udsigtsløs mission uden troværdigt exit. Sikkerhedsmæssigt er det dog en nødvendighed.

Både udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) begrunder tilbagetrækningen med, at vi lykkedes med at nedkæmpe truslen fra al-Qaida i Afghanistan og dermed kan rykke videre til områder, hvor der nu er farligere fristeder for terrorister, herunder Sahel og Irak. 

Trods den håbefulde retorik om al-Qaidas nederlag har ministrene erkendt, at Afghanistans fremtid er usikker, og at der er risiko for, at flere militante islamistiske grupper vil udnytte den vestlige tilbagetrækning til at opbygge deres kapacitet.

I forhold til den fremtidige udvikling i Afghanistan knytter regeringens topfolk først og fremmest deres forhåbninger til to ting: Fremskridt i fredsforhandlingerne med Taliban, og at USA vil fastholde en kapacitet til at bekæmpe terror i regionen. Vi kan derfor trygt gå videre til andre regioner, hvor truslerne er større, må vi forstå. 

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at strategien bliver succesfuld. Tværtimod tyder udmeldingerne på, at regeringen vælger at se bort fra meget af det, vi ved om Afghanistan nu, samt det vi har lært de seneste 20 år. Afghanistan vil derfor igen blive arnested for en alvorlig terrortrussel i årene fremover. 

En rigtig dårlig politisk hånd 
Jeg anerkender fuldt ud, at den danske regerings handlerum var minimalt.

USA's præsident, Joe Biden, havde afgjort tilbagetrækningen på forhånd, og den amerikanske udmelding trak tæppet væk under Danmark og de øvrige koalitionspartnere. 

Biden-administrationen og regeringens fortælling om koalitionens exit viser et fundamentalt fravær af realisme i forhold til den trussel, vi står overfor

Jacob Kaarsbo, tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste

Jeg anerkender også, at der er begået så mange fejl i løbet af 20 år, at præsident Biden og med ham den danske regering står med rigtigt dårlige kort på hånden. Det er svært at se løsninger for sig, der vil have markant positiv effekt i Afghanistan i en overskuelig fremtid. 

Det er også korrekt, at Vesten står med større geopolitiske udfordringer nu end for 20 år siden. Kina, Rusland og regionale stormagter udfordrer os i langt større omfang, end da vi gik ind i Afghanistan. Vi er relativt set svagere, og terrortruslen fylder mindre i forhold til de øvrige trusler, vi står overfor. 

Men jeg tager handsken op, da Biden-administrationen og regeringens fortælling om koalitionens exit viser et fundamentalt fravær af realisme i forhold til den trussel, vi står overfor.

En politik, der bæredygtigt reducerer truslen fra Afghanistan og fra militant islamisme generelt, må basere sig på den viden, vi har, og hvad vi har lært i løbet af de seneste 20 år.

Al-Qaida er fortsat i Afghanistan 
Lad os se på, hvad Biden-administrationen og den danske regering tilsyneladende overser: 

Så sent som i december 2020 skrev Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i den årlige risikovurdering blandt andet, at al-Qaida opererer i grænselandet i Afghanistan og Pakistan. Det har FE konkluderet i mange år, og det bygger på et solidt efterretningsgrundlag.

Risikovurderingen er efter alt at dømme et konservativt estimat. I løbet af de sidste 12 måneder har der været talrige åbne rapporter fra de afghanske sikkerhedsstyrker og FN om, at al-Qaida er til stede, træner og deltager i angreb i 21 ud af 34 afghanske provinser.

Jeg kan ikke bekræfte det præcise antal. Det kan være 18 eller 25, men der er ikke længere basis for at sige, at al-Qaida kun opererer i grænselandet. 

Ud fra de afghanske sikkerhedsstyrkers offentliggjorte oplysninger kan vi slå fast, at kendte ledere fra al-Qaida er blevet dræbt i otte afghanske provinser det seneste år.

Fem af de otte ligger ikke i det bjergrige grænseområde op til Pakistan, der traditionelt har udgjort al-Qaidas skjulested. Det gælder Farah, Nimroz, Helmand, Kapisa og Ghazni.

Den geografiske spredning mod vest (blandt andet Farah og Nimroz) vidner om, at al-Qaidas tilstedeværelse i Afghanistan er mere udbredt nu end på noget tidspunkt siden 2001. 

Kommer ikke til at bekæmpe al-Qaida 
Al erfaring gennem de sidste 20 år viser, at det er helt urealistisk at forestille sig, at Taliban vil holde al-Qaida ude af Afghanistan.

De to samarbejder tæt både politisk og operativt og er mere eller mindre vævet sammen på globalt plan. Her følger nogle eksempler: 

En række kendte al-Qaida-ledere – både afdøde og nuværende i blandt andet Syrien og Yemen – har gennem en  
årrække ledt træningslejre i Afghanistan, som støttede Taliban.

Når vestlige politikere fortsat tillægger "fredsaftalen" værdi, viser det, at de ikke har forstået Taliban og al-Qaida

Jacob Kaarsbo, tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste

Det gælder blandt andet Faroukh al-Qahtani, der blev dræbt i 2016. Al-Qahtani stod bag flere terrorplots i Vesten på vegne af al-Qaida. Han drev samtidig en træningslejr for og kæmpede sammen med Taliban i Kunar-provinsen. 

Flere af de ledere fra al-Qaida, der er blevet dræbt i Afghanistan det seneste år, er fundet sammen med Taliban. Det gælder blandt andre Abu Muhammad al-Tajiki, der blev dræbt i følgeskab med talibankommandanten Hazrat Ali i Paktika-provinsen så sent som den 30. marts.  

7. marts lagde Taliban mindeord på deres hjemmeside, "Voice of Jihad", til ære for Mullah Saif ur Rahman Mansoor. Mindeordene henviser til Mullah Mansoors indsats som leder for Taliban og al-Qaida i den fælles kamp mod de allierede specialstyrker, herunder danske, under Operation Anaconda ved Tora Bora i marts 2002. Mindeordene viser, at Taliban fortsat fejrer de to organisationers fælles hellige krig. 

Al-Qaidas ledere i Afghanistan, Yemen og Syrien samt lederen for al-Shabaab i Somalia har svoret troskab til Emir Haibatullah Akhunzada, der er Talibans øverste religiøse leder og efterfølger for Mullah Omar.

I deres offentlige meddelelser tiltaler de Akhunzada som den næste emir af Afghanistan og som leder af et fremtidigt kalifat. 

I FE's risikovurdering fra december 2020 står der blandt andet: "Taliban, Haqqani-netværket, al-Qaida og TTP (Pakistansk Taliban, red.) har samarbejdet i mange år og gør det fortsat".

FE fortsætter: "Det er meget sandsynligt, at flere militante islamistiske grupper vil udnytte en vestlig tilbagetrækning til at opbygge deres kapaciteter og bruge Afghanistan som base. Tilbagetrækningen vil derfor sandsynligvis øge den terrortrussel, der udspringer fra Afghanistan både på kort og langt sigt. Nogle grupper vil fokusere på at angribe lokale mål, mens andre vil forsøge at angribe mål i regionen og Vesten". 

Taliban vil ikke overholde en fredsaftale 
Den såkaldte "fredsaftale" med Taliban, som blev indgået af daværende præsident Donald Trump i Doha i Qatar i februar 2020, er ikke det papir værd, den er skrevet på. Fredsaftalen er ikke præsident Bidens eller den danske regerings skyld, men de knytter tilsyneladende håb til den. 

Taliban skrev i Doha under på to centrale ting, som åbenlyst bliver overtrådt: For det første måtte den ikke huse al-Qaida. Som vi har set ovenfor, samarbejder Taliban fortsat med al-Qaida.

For det andet skulle Taliban stoppe sine angreb. Der er sket lige det modsatte. Taliban har intensiveret sine angreb. På de godt 13 måneder, der er gået, er der blevet dræbt mindst 4.000 afghanske sikkerhedsstyrker. 

Når vestlige politikere fortsat tillægger "fredsaftalen" værdi, viser det, at de ikke har forstået Taliban og al-Qaida. Begge ser krigen for at etablere Talibans islamiske emirat og krigen mod Vesten som "generationernes hellige krig". De vil med våben genetablere Det Islamiske Emirat. 

Derudover skal vi være os bevidst, at "fredsaftalen" og referencerne til den er med til at legitimere en organisation, der sværger til hellig krig.

Den væsentligste forskel på Taliban og Islamisk Stat i den henseende er, at Taliban ikke i eget navn planlægger angreb i Vesten. Men de støtter og giver husly til personer, der gør. 

 

Afghanistan spiller en særlig rolle for militante islamister 
Både Biden-administrationen og den danske regering anfører i forbindelse med tilbagetrækningen, at det er vigtigere at fokusere på andre trusler, og at truslen fra militante islamister i blandt andet Sahel, Irak og Yemen er større end fra Afghanistan. Det ræsonnement er yderst tvivlsomt. 

Uanset hvor den aktuelle kapacitet er størst, har Afghanistan en særlig status som talibanemirat og hjemsted for al-Qaidas øverste ledelse.

Afghanistan har en betydning i fortællingen for militante islamister, som ligger langt ud over eksempelvis Sahel eller Yemen.

Kandahar og Tora Bora har særlige pladser i den militante islamistiske fortælling. Timbuktu og Adrar de Ifoghas i det nordlige Mali er ikke i nærheden af den status. 

De kommende måneder vil vi efter alt at dømme se tallet for Taliban-kontrollerede distrikter gå opad

Jacob Kaarsbo, tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste

Derudover er det helt centralt, at når koalitionens sidste tropper forlader Afghanistan om få måneder, vil store dele af landet allerede være under Talibans kontrol.

Ifølge de seneste opgørelser kontrollerer Afghanistans regering blot 127 ud af landets 398 distrikter. Taliban har egentlig kontrol med 76, mens der er kamp om 195 distrikter.  

De kommende måneder vil vi efter alt at dømme se tallet for talibankontrollerede distrikter gå opad. Dermed er der allerede reelt et fristed i store dele af Afghanistan.

Det store spørgsmål er ikke om, men hvornår de første provinshovedstæder falder, og om det bliver Kandahar eller Jalalabad, der falder først. 

Det er korrekt, at terrorcellerne i navnlig Sahel er vokset i styrke, men at påstå, at problemet er større der, end det er i Afghanistan, giver ikke mening. Når Kandahar falder, vil det have langt større betydning, end hvis det samme skete i Kidal i det nordlige Mali.

Tilbagetrækningen svækker vores kontraterrorindsats 
Forsvarsminister Bramsen udtalte i forbindelse med tilbagetrækningen, at truslen fra Afghanistan fremover kan håndteres via den kapacitet til kontraterror, som USA vil fastholde i regionen. Ved samme lejlighed var der ros til efterretningsindsatsen, som, ministeren mener, kan dække de kommende trusler. 

Om det rækker til at afværge terrorplots fra Afghanistan fremover, må tiden vise. Det er dog hævet over enhver tvivl, at efterretningsbilledet af Taliban og al-Qaida bliver alvorligt forringet, når den militære indsats lukkes ned. Det har alvorlige følger for både teknisk indhentning og håndtering af kildenetværk.

Rent operativt skal der findes et land, der vil lægge hus til den kontraterrorkapacitet, USA har meldt ud. Blandt nabolandene er Iran og Pakistan ude af ligningen.

Flere centralasiatiske lande, blandt andet Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan, var i årene efter 9-11 hjemsted for amerikanske baser.

De sidste blev dog lukket i 2014 efter uskønne processer. Siden har Kina og Rusland øget deres indflydelse i området. Det er derfor usikkert, om det kan lade sig gøre at lave indsatsen derfra.

For den type operationer spiller distance en vigtig rolle. Tidsfaktoren afgør ofte succes eller fiasko. Om indgreb skal laves fra Bagram nord for Kabul eller fra amerikanske baser 2.000 kilometer væk i Qatar eller Bahrain, får alvorlig betydning for effektiviteten. 

Hvad havde været den bedste udvej? 
Som nævnt stod Biden-administrationen og koalitionspartnerne med dårlige kort på hånden.

Efter 20 år i Afghanistan og med en oprørskamp, der syntes umulig at slå tilbage, var afslutning på indsatsen den politisk mest opportune løsning. Problemet er bare, at beslutningen i løbet af kort tid vil føre os til en endnu dårligere situation samlet set. 

I forhold til argumenterne om, at ressourcerne skal bruges til at håndtere andre trusler, er det relevant at huske, at Afghanistan-indsatsen allerede er skåret så langt ind til benet, at den kun udgjorde cirka 0,25 procent af USA's forsvarsbudget i 2020.

Det er tankevækkende, at Taliban blev fjernet fra Afghanistan i slutningen af 2001 uden hjælp fra en hær. Det skete ved en efterretningskampagne bestående af 110 CIA-operatører og cirka 300 specialoperationsstyrker.

Disse blev indsat sammen med de lokale militser fra Den Nordlige Alliance, mindre allierede militser og bakket op af præcisionsbombardementer fra USA's flyvevåben. I løbet af to måneder mistede Taliban stort set al kontrol i landet, og der var meget få amerikanske tab.

Det stod først klart små fem år senere, at grebet om situationen var mistet. Det skyldes navnlig, at de allierede ikke lykkedes med at sikre overgang til lokalt forankret regeringsførelse, herunder navnlig en troværdig, lokalt forankret sikkerhedsstyrke i den østlige og sydlige del af landet.

Formentlig havde der ikke været meget at stille op, da Taliban havde og fortsat har mulighed for at finde fristed i de uregerlige stammeområder i den nordvestlige del af Pakistan. 

I den nuværende situation ville en fortsat træningsmission, en forstærket efterretnings- og specialstyrkeindsats samt forstærket luftstøtte formentlig være den bedste model. I forhold til, hvad vi kommer til at stå overfor, ville det formentlig være en relativt billig forsikringspolice. 

I forhold til en målsætning om et bæredygtigt exit vil skeptikere med ret kunne hævde, at en sådan mission for nærværende ville forekomme udsigtsløs.

Vejen til en levedygtig republik uden Taliban kan ikke anvises inden for en overskuelig tidsramme. Sikkerhedsmæssigt er en militær indsats bare en nødvendighed. 

Med beslutningen om at trække alle allierede tropper ud af Irak inden 11. september, spiller præsident Biden og de øvrige regeringer højt spil.

Taliban vil ikke respektere den såkaldte fredsaftale, men vil genetablere Det Islamiske Emirat, som også vil blive fristed for al-Qaida.

Dermed vil Vesten igen blive udfordret fra Afghanistan. Samtidig bliver kontraterrorindsatsen også ramt af tilbagetrækningen.

Læren fra Irak 
Det er svært ikke at se en parallel til tilbagetrækningen fra Irak, hvor præsident Biden havde en central rolle som vicepræsident i Barack Obama-administrationen.

Obama var gået til valg på betingelsesløs tilbagetrækning fra Irak og imod den køreplan for overgang til irakisk sikkerhedsansvar, som var forhandlet på plads mellem George W. Bush-administrationen og Iraks regering.  

Læren er blandt andet, at hvis vi sætter dato for exit fremfor betingelser for exit, vil vi sandsynligvis fejle

Jacob Kaarsbo, tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste

I Irak lykkedes det at skabe ro og sikkerhed i den mest uroplagede vest- og nordlige del af landet fra 2007 indtil Obamas tilbagetrækning i 2010. Det skete ved hjælp af lokale stammeråd, der fik ansvar for sikkerheden bakket op og trænet af amerikanske styrker.

Da USA trak sig ud før tid, blussede de sekteriske spændinger op på regeringskontorerne i Bagdad, og de lokale, sunnitiske militser blev marginaliseret. Dermed blev frøene til Islamisk Stat sået i den vestlige og nordlige del af landet. 

Læren er blandt andet, at hvis vi sætter dato for exit fremfor betingelser for exit, vil vi sandsynligvis fejle. Vi må indse, at der kan være områder, herunder også aktuelt Sahel, hvor der er en militær nødvendighed af en indsats, men hvor vejen til bæredygtig regeringsførelse og lokalt forankrede sikkerhedsstyrker skal måles i årtier.

Vedholdenhed er en betingelse for succes. 

-----

For mere om det danske specialstyrkebidrag til Mali og dilemmaet mellem den militære nødvendighed og det lange perspektiv på regeringsførelse, se her.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion