Der gik ikke en måned, før den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi blev overhalet af virkeligheden

Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar nåede ikke at blive en måned gammel, før et flertal i Folketinget nu ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet. Efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine må strategien omskrives, skriver Claus von Barnekow.

Placeholder image
Mette Frederiksen og Jeppe Kofod præsenterede den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi på Marienborg 31. januar 2022. Strategien må omskrives, skriver Claus von Barnekow. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar 2022, hvor regeringen "som modsvar til en historisk uforudsigelig verden, præsenterer (...) et nyt værdikompas", må med Ruslands angrebskrig mod Ukraine nødvendigvis omskrives eller gennemskrives.

Bemærk formuleringen "en historisk uforudsigelig verden". Giver den mening? Ikke umiddelbart.

Historisk rækker tilbage, vedrører det allerede indtrufne, vedrører fortiden. Uforudsigelig vedrører fremtiden, det der ikke er sket og forudsætter noget uberegneligt.

Er sætningen så noget vrøvl? Strengt taget ja. Men den er snarere ubehjælpsom, for det giver jo mening, hvis man skriver den om til, at verden har i et historisk perspektiv aldrig været mere uforudsigelig. Nu kan den forstås, men sætningen er en påstand, der kun kan søges verificeret ved komparativ metode.

Den russiske føderations angrebskrig på Ukraine og den dermed åbenbare krænkelse af den internationale retsorden har langt om længe fremkaldt en aktiv og konkret forståelse for, at værneministerierne Udenrigsmisteriet (udenrigstjenesten) og Forsvarsministeriet er og har været underprioriterede jævnfør "Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik". 

Udenrigstjenesten værner om Danmarks bilaterale og internationale politiske interesser, således som de formelt set til enhver tid aktuelt fremstår på baggrund af Folketingets flertal, og på samme baggrund leverer Forsvarsministeriet i sit internationale projektsamarbejde med andre enten en lille stålhandske, når der kræves krudt og kugler eller uddannelse og logistik, når det efterspørges.

Danmarks territorialforsvar blev jo afskaffet for små tyve år siden, men vækkes nu til live. I en vis forstand står ministerierne ryg mod ryg. Arbejdet trækker også på Justitsministeriet.

Medier, kommentatorer og forskere har siden Ruslands overfald på Ukraine tænkt over, hvorfor man/vi ikke så overfaldet komme? Efter dets iværksættelse ses det som uundgåeligt. Dette emne er en selvstændig kommentar værd; der er fortilfælde, hvor det store hvorfor forbliver ubesvaret.

Verden ville utvivlsomt være et bedre sted at leve i, hvis staterne opførte sig sådan som verdenshavet anskues fra Frederiksholms kanal, men det er en utopi, og de tårnhøje ambitioner ledsages ikke af ressourcer.

Claus von Barnekow, historiker, fhv. ambassadør, Europarådet

Lad os som et eksempel trække en parallel fra anhængerstaten (til USA) Danmark til det primære magtsystems ledende styrestat USA.

For 73 år siden, i 1949 genbekræftede USA's nationale sikkerhedsråd (NSC) sin konklusion på en analyse vedrørende Korea. Den var, at Koreas strategiske værdi for USA var beskeden. Omstændigheder, der kunne føre til en miliær indsats i Korea, var således ikke tilstede.  

Den 24. juni 1950 var USA's præsident Trumann på et weekendophold, da han om aftenen blev ringet op af sin udenrigsminister med den besked, at Nordkorea netop havde invaderet Sydkorea. Da præsidenten indfandt sig i Washington dagen efter, havde han besluttet, at USA skulle intervenere med styrke. I løbet af den næste uge blev der truffet de nødvendige beslutninger til at intervenere på Sydkoreas side.

Meldingerne med 73 års mellemrum var som sagt, at der var ingen grund til at involvere sig i Sydkorea militært, og ingen grund til at afskaffe forsvarsforbeholdet, men pludselige ændringer i det internationale system - i begge tilfælde folkeretsstridige angrebskrige - skaber ny operationel erkendelse.

Den indtræffer uanset om ændringerne ses at have været varslet, om deres komme var utilstrækkeligt erkendt eller tog en på sengen.  En igangværende eller hurtigt opstået dynamisk udvikling ændrer på forudsætninger for mulige handlinger, og så må det nationalt vurderes, hvilken reaktion udviklingen kræver.

Den ledende styrestat og atommagt USA gik derfor i krig og krigens internationalisering - mellem øst og vest - var en realitet. Et politisk flertal i anhængerstaten Danmark  - der overordnet tilhører det internationale  magtsystems tertiere niveau - beslutter sig ligeledes for, at EU forsvarsforbeholdet skal søges ophævet. Et afgørende normbrud i det internationale politiske system er indtruffet med Ruslands folkeretsstridige adfærd og brud på krigens love.

Man bliver stakåndet over den fremlagte "strategi", som vist ikke var meget modsvar til Ruslands (måske) uforudsigelige krig mod Ukraine.

Teksten virker som et erstatningsprodukt for den kendsgerning, at udenrigstjenesten ikke er et lovministerium. Teksten er en programerklæring, et politisk manifest, ikke en strategi. Teksten viser en retorisk handlekraft, som var Danmark en større magt, "vi vil" henved 130 gange, men meget lidt om hvordan. Dertil kommer "vi skal," "arbejde for", "vi skal kæmpe", "gå forrest og "tage lederskab" op mod 140 gange; "vi skal" udgør halvdelen heraf.  

Teksten er ordmageri. Hvem er målgrupper? Har Socialdemokratiets politik- og udviklingsafdeling med bistand fra et konsulentbureau trykket på tasterne? I et energisk, nærmest foruroligende og foreskrivende konsulentsprog vurderer regeringen de bølgeskvulp, den kuling og de stormvejr, som allerede truer eller kan true det danske statsskibs rolige sejlands i smult farvand.

Og herefter anprises de fortræffeligheder regeringen vil iværksætte til en imødegåelse af en usikker og truende fremtid. Har ingen tidligere regering gjort sig lignende overvejelser? Hvad er kontinuitet, og hvad er nyt i den nye strategi?

Den såkaldte Taksø-rapport fra 2016 var indsigtsfuld, holdt i et nøgternt embedsmandssprog og med stor forståelse for sammenhængen mellem på den ene side økonomisk/politisk tyngde, geografi og ressourcer og på den anden side disse forholds betydning for at kunne varetage Danmarks interesser bedst muligt, idet rapporten nedtonede værdipolitiske perspektiver til fordel for interesser; en i øvrigt falsk modsætning fordi værdier kan defineres som en interesse.

Læs også

Et er, hvad man vil, et andet er, hvad man kan. Er udenrigspolitik ikke andet end en viljesakt? Kan regeringen og et folketingsflertal opnå, hvad der ønskes blot viljen er til stede?

Verden ville utvivlsomt være et bedre sted at leve i, hvis staterne opførte sig sådan som verdenshavet anskues fra Frederiksholms kanal, men det er en utopi, og de tårnhøje ambitioner ledsages ikke af ressourcer.

De herværende ambassader, der måtte finder strategien en indberetning værdig til deres hovedstæder vil straks kunne slå ned på forholdet mellem endog meget veludviklede ambitioner og uudviklede ressourcer samt pege på, at strategien nok i hovedsagen er til indenrigspolitisk brug.

Det ville være sagligt ønskeligt, at en omskrevet tekst lagde den foreliggendes overmod på hylden. Regeringen kan på Danmarks vegne ikke påtage sig ansvar for noget, man ikke har eller kan tage ansvar for.

Overmodet er bedst repræsenteret af den selvopfattelse, der udtrykkes under "Dansk kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-­2026". Den gode ambition om medlemskab bliver til en vrangforestilling om, at "Danmark vil være verdens tillidsmand i Sikkerhedsrådet og stå vagt om en international orden baseret på regler og rettigheder."

Denne indholdsløse ansvarspådragelse kan ikke være udtænkt blandt Udenrigsministeriets medarbejdere. Måske har nemesis allerede indfundet sig efter hybris: Den særlige repræsentant vedr. valget til FN's Sikkerhedsråd af medlemskab, fhv. udenrigsminister Kristian Jensen har netop fundet anden bekæftigelse.

Derfor: Udarbejd en nøgtern, problematiserende strategi med udeladelse af det i hovedsagen virkelighedsfortrængende ord "udfordringer."

Skru ned for målsætningerne til et niveau, der giver mening for et land af Danmarks størrelse og ressourcer. Målrettethed er bedre end spredehagl.

Claus von Barnekow, historiker, fhv. ambassadør, Europarådet

Tag udgangspunkt i Rigets/Danmarks geografiske, økonomiske og demografiske grundvilkår. Stil og besvar et overordnet spørgsmål som: Hvad skal Riget/Danmark være foruroliget over i verden?

Herefter følger besvarelsen af: Hvor, hvem, med hvem og hvorledes Danmark skal samarbejde, påvirke og søge at gøre sin indflydelse gældende. (Spørgsmålet er inspireret af historikeren Steen Andersens fortræffelige monografi om Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april. "Der er intet foruroligende for Danmark" Odense 2020).

Søg saglig og metodisk inspiration samt kontinuitet i Udenrigsministeriets "Principper og perspektiver i dansk udenrigspolitik ... på vej mod år 2000" (1993).

Lad os få en strategi med målsætninger og en metode, der målrettet og systematisk anviser veje i udenrigspolitikken, den internationale politik og sikkerheds- og forsvarspolitikken til at sikre Danmarks interesser og suverænitet, og som klargør, hvorledes diplomatiet bliver styrket.

Strategien bør følges op af en resultatorienteret handlingsplan. Og skru så ned for målsætningerne til et niveau, der giver mening for et land af Danmarks størrelse og ressourcer. Målrettethed er bedre end spredehagl. En sådan strategi kan en journalist herefter iklæde et passende sprog og give en drejning, der på få sider udstråler den fra politisk side ønskede handlekraft.  

Det værdikompas som er centralt i den næværende strategi nævnte udenrigsministeren allerede i sit indlæg om udenrigspolitik og socialdemokratiske værdier i efteråret 2020. Det ville nok være en ide at tilføje et barometer til værdikompasset, hvis det skal bevares. 

Udenrigsministeren har tidligere udtalt, at strategien skulle skrives med "input fra danskerne". Det lyder godt og fører til spørgsmålet om, hvor man i teksten ser danskernes fingeraftryk? Bedre er nok, at en udenrigspolitisk strategi tager højde for Folketingets magtpartier. Se "Principper og perspektiver" ovenfor.  Det er Danmarks interesser, der skal varetages i det internationale statssystem.

Danmarks første grundvilkår er den geografiske placering. Det andet grundvilkår er landets begrænsede udstrækning, befolkningsstørrelse og demografiske udvikling, relative mangel på råstoffer, og det deraf afledte behov for en omfattende udenrigshandel.

Det tredje grundvilkår bliver dermed afhængighed af andre, af større magter samt af den politiske, økonomiske og teknologiske udvikling i det internationale statssystem, som Danmark både kan bidrage til og drage nytte af. Med den naturlige inddragelse af de to øvrige rigsdele skubbes der til grundvilkårene.

For cirka 12 år side kunne man i  "Kurs mod 2020 - Dansk udenrigspolitik i nyt farvand" (Udenrigsministeriet, 2010-11) læse, at Danmark må ikke lade sig reducere til udkantsland i den europæiske region. Det kræver et opgør mod de danske EU-forbehold."

Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar 2022 blev ikke en måned gammel, før et flertal i Folketinget nu ønsker EU forsvarsforbeholdet afskaffet.

Som digteren og videnskabsmanden Piet Hein bemærkede: "Verden består som bekendt af to lande: indlandet og udlandet - hvoraf det første er langt det vigtigste, men for dets egen skyld, må det tage det sidste med i betragtning."

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser