Kommentar af 
Jacob Kaarsbo

Tidligere chef i FE: Droneangreb i kampen mod terror er som at tisse i bukserne i frostvejr

Droneangreb er ikke et effektivt våben i kampen mod terror. De har alt for ofte ramt civilbefolkningen, og selvom oplysningerne er usikre, har de sandsynligvis skabt flere militante islamister, end de har bekæmpet, skriver Jacob Kaarsbo.

Droneangreb har sandsynligvis bidraget til, at der er cirka fire gange så mange militante islamister i dag i forhold til 2001, skriver Jacob Kaarsbo.
Droneangreb har sandsynligvis bidraget til, at der er cirka fire gange så mange militante islamister i dag i forhold til 2001, skriver Jacob Kaarsbo. Foto: Michaela Rehle/Reuters/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I forbindelse med USA's tilbagetrækning fra Afghanistan og Talibans magtovertagelse har præsident Joe Biden flere gange slået fast, at USA fremover vil holde terrortruslen nede ved hjælp af såkaldte "over-the-horizon counter-terror capabilities" – det vil sige ved at gennemføre målrettede angreb med droner og specialstyrker.

Tanken bag er, at terrortruslen kan håndteres uden soldater på jorden og uden et engagement i at opbygge stater. Strategien indebærer lav risiko for tab af soldater og giver besparelser på statsbudgettet. Derfor er den politisk attraktiv.

Desværre tyder erfaringerne fra de sidste 20 års indsats mod militant islamistisk terror på, at det er tvivlsomt, om strategien reelt kan holde terrortruslen nede fra Afghanistan og andre områder, hvor terrorgrupper forsøger at opbygge fristeder.

20. oktober 2021 var det 20 år siden, USA for første gang forsøgte at likvidere en fjende ved hjælp af en bevæbnet drone. På den dato i 2001 lettede en Predator-drone fra den amerikanske base i Karshi-Kanabad i Usbekistan (også kaldet K2).

Få timer senere forsøgte dronepiloten med et Hellfire-missil at likvidere Talibans åndelige leder, Mullah Omar, i et bygningskompleks nær Kandahar.

Dynamikken har været, at jo mere USA anvendte droneangreb, jo flere uskyldige blev ramt, herunder kvinder og børn

Jacob Kaarsbo, kommentarskribent

Godt nok mislykkedes forsøget på at likvidere Mullah Omar den nat i Kandahar, men brugen af droner voksede støt de efterfølgende år.

Under Obama-administrationen fra 2009 til 2017 skete der en tidobling af angreb uden for de erklærede krigszoner i Afghanistan og Irak i forhold til årene under præsident George W. Bush.

Der blev udført klart flest angreb i Pakistans grænseområder op til Afghanistan. Siden 2011 har antallet af angreb i Pakistan været nedadgående, mens lande som Yemen og Somalia efterhånden blev hyppige mål.

Under Obama blev udpegningen af mål udvidet fra at være likvideringsforsøg af navngivne topterrorister til også at omfatte generelle mål som træningslejre med ikke-identificerede mænd i den våbenføre alder.

Trump-administrationen drejede yderligere på gashåndtaget for droneangreb fra 2017 til 2021. Samtidig blev autorisationen til at gennemføre angreb flyttet ud fra Det Hvide Hus, hvorfra det havde været stramt styret under præsident Obama, til de militære kommandoer og ansvarlige i CIA. Under Donald Trump var droneangreb favoritvåbenet i konfliktzonerne. Det gjaldt ikke mindst mod ISIL i Syrien.

Biden-administrationen signalerede indledningsvis mere tilbageholdenhed med at anvende droneangreb, men har endnu ikke afsluttet den gennemgang af procedurerne, der skulle fastlægge en ny tilgang i forhold til Trump.

LÆS OGSÅ: David Trads: Biden ligner Carter – og det er skidt for Danmark

Sandsynligvis kommer Talibans magtovertagelse i Afghanistan til at få en markant effekt på Biden-administrationens tilgang. Der blev ikke gennemført angreb de første seks måneder, efter at Biden overtog Det Hvide Hus. Siden juli måned er der dog blevet gennemført flere droneangreb i både Afghanistan, Syrien og Somalia.

Der er ingen tvivl om, at droneangreb gennem alle 20 år har ramt en lang række topterrorister fra både al-Qaida og Isil samt deres internationale filialer.

Angrebene har gjort det svært for terrorister at flytte sig. De har forhindret konkrete angrebsplaner og ramt evnen til at planlægge angreb fra fristeder.

Hundredevis af droneangreb i Pakistan, Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Somalia, Libyen, Mali og Niger har ud fra det perspektiv været succesfulde. Operationerne er lykkedes. 

Ud fra et bredere perspektiv tyder alt dog på, at droneangrebene trods den taktiske succes har bidraget til at bringe USA og Vesten i større strategiske problemer. Patienten (det vil sige kampen mod militant islamistisk terror) er trods de succesfulde operationer blevet mere syg.

Droneangrebene er blandt de faktorer, der har bidraget til, at der ifølge flere estimater i dag er omtrent fire gange så mange militante islamister, som der var i 2001.

Da Mullah Omar var forsvundet fra sit hovedkvarter nær Kandahar for godt 20 år siden, blev et antal bodyguards ramt. Værre gik det knapt 20 år senere, da USA 29. august under den tumultariske evakuering fra Kabul affyrede et missil mod det, som de troede, var en bil pakket med sprængstoffer ført af en Isil-tilknyttet terrorist i området nær Kabul Lufthavn. Det var det dog ikke.

I stedet dræbte missilet en afghansk medarbejder fra en amerikansk humanitær organisation og ni af hans familiemedlemmer. Nødhjælpsarbejderen havde læsset sin bil med vanddunke, der skulle transporteres ud til nødlidende.

Droneangreb har sandsynligvis været med til at skabe flere militante islamister, end det har ramt

Jacob Kaarsbo, kommentarskribent

Det tragiske angreb i Kabul er symptomatisk for problemet med droneangreb.

De har ofte ramt uskyldige og bidraget til at vende lokalbefolkningen mod USA og Vesten. Dynamikken har været, at jo mere USA anvendte droneangreb, jo flere uskyldige blev ramt, herunder kvinder og børn.

Der findes ingen sikre oplysninger, men droneangreb har sandsynligvis været med til at skabe flere militante islamister, end det har ramt.

Empirien fra konfliktområderne tyder på, at droneangreb kan sidestilles med at tisse i bukserne i frostvejr. Det har en kortvarig positiv effekt, men senere forværrer det situationen. 

Både droneangreb og indsættelse af specialoperationsstyrker kræver kvalitet og rettidighed af efterretninger. På det punkt vil USA's "over-the-horizon capabilities" være udfordret de kommende år, ikke mindst i Afghanistan.

Kvaliteten og rettidigheden af de efterretninger, der skal føre til de målrettede angreb, bliver forringet, når USA og allierede ikke er til stede med militære styrker. 

Det er der flere årsager til. Blandt andet bliver det sværere både at opbygge og vedligeholde kildenetværk.

Forringede kildenetværk påvirker ofte effektiviteten af den tekniske indhentning negativt. Allerede i april slog den nye CIA-direktør, William Burns, fast i en høring i Senatets efterretningsudvalg, at USA's evne til at indhente og agere på efterretninger vil være markant forringet efter USA's tilbagetrækning.

Derudover er der det praktiske problem, at jo længere flyvetid dronerne har, jo større er risikoen for, at angrebene rammer de forkerte. USA kan ikke få adgang til baser i Afghanistans nabolande til at anvende "over-the-horizon capabilities".

Angrebene skal derfor lanceres fra al-Udeid-basen i Qatar eller fra hangarskibe i Det Arabiske Hav, hvilket er flere timers flyvning væk. Det kræver desuden tilladelse til at overflyve Pakistans luftrum, som Pakistans regering aktuelt holder igen med.

Fra dansk side bør vi erkende, at Bidens strategi er svag og forsøge at påvirke den

Jacob Kaarsbo, kommentarskribent

I Afghanistan viser de sidste 20 år, hvor svært det er at anvende "over-the-horizon capabilities", selv når setuppet omkring efterretninger er optimalt, og indsættelsen af droner sker fra korte distancer.

Biden-administrationens forhåbninger stemmer derfor ikke overens med de konkrete erfaringer. De skal ses i det lys, at Biden er i hård politisk modvind efter det tumultariske exit fra Afghanistan, og han reelt ikke har andre muligheder end at klynge sig til et håb.

Fra dansk side bør vi erkende, at Bidens strategi er svag og forsøge at påvirke den.

Vi skal for eksempel forsøge at undgå, at dronevåbenet bliver bredt anvendt, som det har været under både Trump og Obama. Grænsen for, hvornår våbenet anvendes, skal højere op.

Sikkerhedsmargin for, at målene er positivt identificerede, skal være højere, og risiko for tab af uskyldige menneskeliv skal være lavere. 

Hidtil har statsminister Mette Frederiksen (S) slået fast, at Danmark står last og brast med USA, og hun har affejet enhver snak om tættere europæisk forsvarssamarbejde.

Hun vil gøre klogt i at huske, at europæisk enighed kan være med til at styrke USA, og at forholdet mellem Europa og USA ikke nødvendigvis er en nulsum.

Eksempelvis vil europæisk enighed om at forsøge at påvirke USA's anvendelse af droner være et skridt i den rigtige retning, så vi undgår at stille os selv værre inden for terrorbekæmpelse.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
Bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)