Et demokratisk Vestukraine er en større sejr end en blodig evighedskrig

Ikke desto mindre har genopblusningen af evighedskonflikten i Mellemøsten lagt beslag på opmærksomheden, hvilket kan vise sig at være fatalt for Ukraines kamp for frihed i det lange løb.

Trump vs. Biden

Det er ikke kun den falmende opmærksomhed, der skaber problemer for ukrainerne, da også valgtrommerne i Washington varsler dystre tider forude.

Et USA spredt over tre konfliktzoner vil tære på supermagtens militære ressourcer og den i forvejen skrøbelige politiske sammenhængskraft i Washington

Kasper Valentin Poulsen
Historiestuderende, Københavns Universitet

For uagtet hvem der indfinder sig i Det Ovale Kontor efter præsidentvalget til november næste år, vil Ukrainekrigen primært være et europæisk problem.

Donald Trump vil formodentlig gå til valg på en hurtig løsning af Ukrainekrigen, som efter alt at dømme vil indebære betydelige afståelser af annekteret ukrainsk jord til Rusland.

Og selv hvis Joe Biden skulle blive genvalgt i en alder af 81 år – hvilket forekommer mindre sandsynligt for hver prognose – vil USA overlade Europa store dele af ansvaret for den vestlige støtte til Ukraine, da amerikanerne vil se sig nødsaget til at rette blikket mod Kina.

Biden forsikrede ellers Vesten og sine fjender om, at USA selvfølgelig kan håndtere tre konflikter simultant – herunder Ukrainekrigen, konflikten i Mellemøsten og en potentiel kinesisk invasion af Taiwan – hvilket han selvfølgelig skal sige, selvom et USA spredt over tre konfliktzoner unægteligt vil tære på supermagtens militære ressourcer og den i forvejen skrøbelige politiske sammenhængskraft i Washington.

Derudover viser seneste måling fra nyhedsbureauet Reuters, at kun 41 procent af amerikanerne ønsker, at regeringen sender flere våben til Ukraine. Det tal var 65 procent tilbage i juni, da den længe ventede ukrainske modoffensiv blev iværksat.

Faldet kan i høj grad tilskrives Ukraines manglende gennembrud, der trods meldinger om krydsningen af Dnipro-floden har været beskedne. Ja, faktisk har Rusland vundet mere territorium i løbet af 2023, end Ukraine har, og besætter i øjeblikket omkring en femtedel af landet.

Dødvande på slagmarken

Efter krigen er havnet i et dødvande synes problemerne på slagmarken efterhånden at være af mere strukturel karakter.

Zelenskyj beder ganske vist om flere og bedre våben, alt imens hans topgeneral, Valerii Zaluzhnyi, stiller sig spørgende overfor, hvem der skal bruge dem og henviser til den stigende mangel på soldater.

Muligheden for en ukrainsk militær sejr over Rusland forekommer mere urealistisk for hver dag, krigen skrider frem

Kasper Valentin Poulsen
Historiestuderende, Københavns Universitet

Udfordringerne med rekruttering, desertation og meldinger om en gennemsnitsalder på omkring 43 år for ukrainske soldater taler til Putins fordel, hvis umiddelbare strategi er at holde krigen kørende, indtil ukrainerne simpelthen løber tør for kampdygtige mænd og kvinder. Muligheden for en ukrainsk militær sejr over Rusland forekommer dermed mere urealistisk for hver dag, krigen skrider frem.

Og så længe vi krampagtigt fastholder illusionen om, at al tabt territorium kan generobres, gambler vi med Ukraines fremtid.

Vesten må derfor som konsekvens af krigens realiteter justere sin strategi for ikke at accelerere den hastigt stigende krigstræthed samt nedadgående støtte til Ukraine yderligere.

Et opdelt Ukraine

Russiske satirikeres famøse fupopkald til blandt andre danske Lars Løkke Rasmussen og italienske Giorgia Meloni udmøntede sig i overraskende bramfrie udmeldinger om politikernes respektive syn på Vestens stigende krigstræthed og et eventuelt slutspil.

Politikerne har således indset behovet for en revurdering af strategien, men tør ikke offentligt turnere med deres synspunkter for et alternativt slutspil, der næppe er afstemt med Zelenskyjs vision om at genoprette Ukraines grænser fra før annekteringen af Krim i 2014.

Michael Zilmer-Johns udtalte i den forbindelse til Frihedsbrevet, at det mest realistiske slutspil vil være en slags Korea-løsning, hvilket indgyder en smule håb for, at selv et opdelt Ukraine kan få lov at blomstre.

For i sidste ende er en territorial afståelse i køb for et frit og demokratisk Vestukraine, som er medlem af EU og har solide sikkerhedsgarantier, måske en større sejr for Vesten og det ukrainske folk, hvis alternativet er en frossen og tærende konflikt uden lovende fremtidsudsigter.

Man behøver blot vende blikket nordøst mod vores venner i Finland for at finde et andet historisk eksempel på, at territorielle afståelser i bytte for frihed har ført til konsolideringen af en solid demokratisk nation, som er medlem af både EU og Nato.