Irans atomvåbenprogram vil ende i et af to onder

Spørgsmålet om Irans overholdelse af den atomaftale fra 2015, som Donald Trump trak USA ud af, og som Joe Biden nu vil have USA ind i igen, vækker berettiget frygt i både Mellemøsten, Europa og USA.

Som ledende vestlige kommentatorer gentagne gange har konkluderet, så har ingen brug for et Iran, der råder over atomvåben.

Der er kun ét problem med den konklusion. Den deles ikke af det iranske styre, og det er ren ønsketænkning, når man i både Bruxelles, London og Washington gør sig forhåbninger om en revitaliseret og udvidet aftale med Iran, som for tid og evighed vil få iranerne til at afskrive sig muligheden for at tilegne sig atomvåben med den indbyggede sikkerhedsgaranti, som følger med.  

Atomvåben er en enorm sikkerhedsgaranti 

En del af forklaringen skal findes i den fjendtligtsindede ”belejring”, som iranerne med kombinationen af økonomiske sanktioner og truslen om yderligere likvideringer af regimets topfolk med en vis ret føler sig truet af. 

I dag står det klart, at værdien af de sikkerhedsgarantier, som landet fik til gengæld fra Rusland, USA og Storbritannien, ikke var det papir værd

David Munis Zepernick
David Munis Zepernick, EU-kandidat, Det Radikale Venstre

En anden og måske væsentligere del af forklaringen skal findes cirka 3000 kilometer nordvest fra Teheran i ukrainske, Kiev. Her får man i dag anskuelighedsundervisning i værdien af stormagternes sikkerhedsgarantier, hvis man frivilligt vælger at skaffe sig af med sine atomvåben.  

Det var nemlig netop, hvad Ukraine, som det eneste land i verden, gjorde med det såkaldte Budapest-memorandum tilbage i 1994.  

I dag står det klart, at værdien af de sikkerhedsgarantier, som landet fik til gengæld fra Rusland, USA og Storbritannien, ikke var det papir værd, som de var skrevet på, og at ingen garantier kan erstatte sikkerheden ved selv at besidde atomvåben som afskrækkelsesvåben.  

Ingen militærteknologi har historisk set kunnet holdes hemmelig til evig tid, og den 75-85 år gamle atomteknologi er ingen undtagelse. Derfor vil flere og flere lande, som føler sig truede af eksisterende stormagter og vil optimere deres egen sikkerhed, helt naturligt forsøge at anskaffe sig den bedagede atomvåbenteknologi. Den udvikling kan måske nok forsinkes, men næppe forhindres med fredelige midler. 

Vi kan vælge mellem pest eller kolera

Høgene i Israel, som i sin tid anskaffede sig atomvåben af præcis samme grund, og som af geografiske årsager har truslen fra Iran helt inde på livet, ser truslen klart og forholder sig derfor anderledes kontant til de faktiske forhold.  

Enten følger vi israelerne og eliminerer Irans atomprogram for tid og evighed, eller også forbereder vi os på en politisk og militær virkelighed, hvor Iran indtræder i rækken af atomvåbenmagter på linje med for eksempel Israel, Pakistan og Nordkorea

David Munis Zepernick
David Munis Zepernick, EU-kandidat, Det Radikale Venstre

Når truslen ikke kan elimineres ved forhandlingsbordet, så må den forsøges elimineret militært med eller uden Vestens eksplicitte opbakning. Det er utænkeligt, at Israel ikke har en plan i skuffen for det scenarie, og skuffen er måske allerede åbnet på klem.

Forhandlingssporet og debatten om en ny aftale kan, hvis det lykkes at nå til enighed, udskyde tidspunktet for Irans erhvervelse af atomvåben.

Det vil selvfølgelig være positivt set med Vestens øjne. Men ud fra en nøgtern realpolitisk analyse vil det netop ikke fjerne, men kun udskyde det forhold, at vi står med valget mellem pest eller kolera.

Enten følger vi israelerne og eliminerer Irans atomprogram for tid og evighed, hvilket utvivlsomt vil føre til en voldsom eskalation og givetvis decideret krig i store dele af Mellemøsten, eller også forbereder vi os på en politisk og militær virkelighed, hvor Iran indtræder i rækken af atomvåbenmagter på linje med for eksempel Israel, Pakistan og Nordkorea.  

Det er næppe en udvikling, som vil gøre Mellemøsten og resten af verden til et sikrere sted, men måske at foretrække frem for at tænde gnisten i den mellemøstlige krudttønde med helt uoverskuelige konsekvenser til følge?