Europa anno 2021: Kan vi banke virussen, genrejse økonomien og finde vej ud af krydsilden mellem USA og Kina?

NYTÅRSANALYSE: Dette bliver året, hvor covid-vaccinen rulles ud, mens både nye klimamål og milliardplanen for genopretning af det indre marked skal realiseres. Den Europæiske Union vil søge samarbejde med USA's nye præsident, men også større autonomi og handlekraft i håbet om at placere sig stærkere over for Kina.

BRUXELLES: Beskeden fra Beijing til Haag sidste forår var tydelig: Hvis I behandler Taiwan for meget som et selvstændigt land, så kan det pludselig blive svært for jer at få det medicinske udstyr fra Kina, som Holland i lighed med resten af Europa har hårdt brug for under coronakrisen.

Truslen blev udløst, fordi hollænderne havde ændret navnet på deres repræsentation i Taipei til noget, der smagte lidt for meget af ambassade.

Historien er bare et lille hjørne af hele det system af handelsmæssigt, diplomatisk og økonomisk pres, som Kina har gjort til en geopolitisk kunstart. Det kinesiske styre lod også sidste år Tysklands regering forstå, at manglende markedsadgang for teknologi-giganten Huawei kunne koste den tyske bilindustri dyrt på det voksende kinesiske marked. Og så videre.

Samtidig har både tyskerne og andre europæiske lande været udsat for et modpres fra Washington, som i Donald Trumps præsidentperiode har stillet krav om en hårdere europæisk kurs over for Kina.

Trump har også selv brugt handelssanktioner imod EU i form af straftold på blandt andet stål og aluminium. Og USA’s trussel om at straffe europæiske firmaer, der investerer i Iran, har reelt ødelagt de europæiske landes mulighed for at redde deres del af atomaftalen med iranerne.

Det er en udvikling, som ikke kun handler om Donald Trump. 

”Handel er blevet et våben, og lige nu er Europa fanget i krydsilden mellem kineserne og amerikanerne,” siger en højtstående embedsmand i EU-Kommissionen.

I årevis har eksemplerne hobet sig op. Efterhånden som Verdenshandelsorganisationen (WTO) og andre multilaterale organisationer er blevet udhulet, har Den Europæiske Union og dens medlemslande været længe om at erkende den nye verdensorden.

Her på tærsklen til 2021 forudsiger økonomiske eksperter og politiske ledere, at det er på høje tid for EU at vågne op, hvis ikke Europa skal blive mast mellem rivalerne USA og Kina.

”Europa må genopfinde sig selv (…) Konkret betyder det, at Europa skal finde dets egne teknologiske løsninger i stedet for at være afhængig af amerikanske og kinesiske teknologier,” sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i november til magasinet Le Grand Continent udgivet af den franske tænketank Groupe d’Études Géopolitiques.

Men virussen og dens konsekvenser vil stadig fylde det meste i år. Spørgsmålet er, om det corona-ramte EU kan mønstre kræfterne til at blive en mere økonomisk selvberoende og strategisk tænkende modpol til Beijing og Washington. Eller om de interne forskelle og konflikter vrister Unionen fra hinanden, før den når så langt.

En skrøbelig position mellem USA og Kina
”2021 bliver den store prøve på, om det europæiske samarbejde kan vise den handlekraft, der er nødvendig for at få indflydelse på verden. Det er nu, det skal ske,” siger den erfarne franske diplomat og ekspert i udenrigs- og sikkerhedspolitik, Claude-France Arnould.

”Problemet med Europas manglende selvstændighed økonomisk og politisk eksisterede længe før 2020. Men pandemiens år har udstillet Europas skrøbelighed og afhængighed i en grad, der ikke længere kan ignoreres af nogen europæisk regering,” siger Arnould, der i dag fungerer som europapolitisk analytiker tilknyttet Det Franske Institut for Internationale Studier (IFRI) i Paris.

Tidligere var hun i mange år fransk topfunktionær, ambassadør og blandt andet også direktør for Det Europæiske Forsvarsagentur. Indtil sidste sommer var hun udenrigspolitisk rådgiver for den franske regering.

Derfor kan Arnould forene sin EU-erfaring med en aktuel indsigt i, hvordan de europæiske stormagter Frankrig og Tyskland ser på de europæiske ambitioner i 2021. Året, hvor Storbritannien endegyldigt er trådt ud af samarbejdet – og hvor EU må forsøge at få det indre marked på benene igen efter coronakrisen.

”Den økonomiske genrejsning af Europa og den solidaritet mellem medlemslandene, som det kræver, er forudsætningen for, at EU kan gøre sig gældende og forsvare vores interesser globalt. Ellers bliver vi en brik i spillet mellem USA og Kina,” siger hun:

”Det har længe været Frankrigs holdning. Og nu er vi nået dertil, hvor Tyskland også har indset det. Af den grund lykkedes det at vedtage en stor økonomisk genopretningsplan for Europa. Men først i 2021 vil vi begynde at se, om planen kan blive til virkelighed.”

Claude-France Arnould og den franske regering står bestemt ikke alene med den analyse.

”Både Kina og USA er i gang med at fusionere geo-økonomi med geopolitik. Gensidig afhængighed er blevet et våben i stedet for et værn mod konflikt,” skrev direktøren for European Council on Foreign Relations (ECFR), Mark Leonard, i en rapport fra den paneuropæiske tænketank i oktober:

”Der er en reel fare for, at europæerne kommer i klemme midt i den kinesisk-amerikanske konkurrence (…) EU må lære at tænke som en geopolitisk magt, at definere mål og handle strategisk.”

For at kunne gøre det, skal EU have styr på både sit eget interne køkken – og på den vigtige alliance over Atlanten.

Side om side? Turbulente tider for Vesten
”USA og Tyskland som del af Den Europæiske Union må stå sammen for at løfte vor tids store udfordringer,” sagde Angela Merkel, da hun 9. november sidste år ønskede Joe Biden tillykke med sejren ved det amerikanske præsidentvalg ugen før.

”Side om side i corona-epidemiens svære prøvelse, side om side i kampen mod klimaforandringerne og deres globale følger såvel som i kampen mod terrorisme, side om side for at sikre en åben verdensøkonomi og fri handel. For det er grundlaget for vores velstand på begge siden af Atlanten,” sagde hun.

Merkels ord virker lidt som en udfordring af skæbnen.

Ganske vist er der positiv symbolik i, at den første virkelig lovende covid-vaccine viste sig at komme fra et transatlantisk samarbejde mellem tyske BioNTech og amerikanske Pfizer. Men i de seneste uger har det vist sig svært for EU at komme i gang med at vaccinere lige så hurtigt som Storbritannien og USA. 

Og er det nu også så sikkert, at forholdet mellem Vestens stormagter vil udvikle sig til det parløb, som Angela Merkel drømmer om?

Dette bliver jo året, hvor hun selv forlader magten i Tyskland efter 16 år som forbundskansler. Ovre på den anden side af Atlanten er magtskiftet samtidig omgærdet af historisk forvirring, mudderkastning og senest voldelige optøjer på Capitol Hill.

Det siger noget om denne tids flygtighed og turbulens, at der helt op til årsskiftet har været usikkerhed om en række parametre, som er afgørende for EU’s muligheder og faldgruber: Klargørelsen af en vaccine mod covid-19, gennemførelsen af Europas økonomiske genopretningsplan, frihandelsaftalen med Storbritannien og placeringen i Det Hvide Hus af den nyvalgte amerikanske præsident.

Forsøget på at genoplive det transatlantiske forhold bliver centralt. Med ganske få (østeuropæiske) undtagelser har de europæiske ledere anført af kansler Merkel og Frankrigs præsident budt Joe Biden velkommen som selve antitesen til Donald Trump.

Der er da heller ingen tvivl om, at Europa med Biden igen vil få en amerikansk leder, der dyrker EU og Nato som vigtige fora for de nære allierede – og som vil gøre en ende på økonomiske aggressioner som straftold på europæiske varer.

EU vil også umiddelbart genfinde en allieret i kampen mod klimaforandringer, hvis man skal tro Joe Bidens løfter om straks at bringe USA tilbage til FN’s klima-aftale fra Paris.

Det er noget, de europæiske regeringer ser store muligheder i, efter at det i december lykkedes EU-lederne at enes om et nyt klimamål på 55 procents CO2-reduktion i 2030. 

Men det betyder langt fra, at de transatlantiske partnere bare vil kunne klare det hele ”side om side”, sådan som Merkel ønsker.

En ny amerikansk præsident løser ikke alt
”Biden vil gøre meget for at signalere, at han respekterer Europa og ønsker samarbejde frem for alt. Især i Nato vil forbedringen i det politiske forhold blive meget markant. Men i praksis vil de vigtige samarbejder om handel og klima på tværs af Atlanten stadig være sværere, end man skulle tro,” siger den amerikanske forsker Jeremy Shapiro fra tænketanken ECFR i London.

Hans største bekymring er ikke den meget usædvanlige situation, at republikaneren Trump til det sidste benægter sit nederlag og pisker voldsomme stemninger op blandt sine mange millioner tilhængere. Det vil utvivlsomt fortsætte helt frem til den formelle magtoverdragelse 20. januar – og sikkert også længe efter. Det er foruroligende nok i sig selv.

Men det er ikke det værste politiske problem for europæerne, mener Shapiro, der tidligere arbejdede for det amerikanske udenrigsministerium.

”Det værste er, at Kongressen tegner til at blive mere splittet, end jeg havde forventet før valget,” siger han.

På trods af, hvad der nu ser ud til at blive snævre flertal i begge kamre, kan det blive en udfordring for Joe Biden at finde flertal i Kongressen, hvis han for eksempel vil lave nye handelsaftaler med EU. Der kan også opstå tværpolitiske flertal, som kræver skarpe træk over for Europa, hvis for eksempel europæerne indfører ny beskatning af amerikanske teknologi-giganter som Apple, Google, Twitter og Facebook.

”Og så er der klimapolitikken. Det er nemt nok for Biden at slutte USA til Paris-aftalen igen, for den aftale indeholder ikke i sig selv nogen særlig konkrete forpligtelser. Men når præsidenten senere vil have gennemført amerikansk lovgivning for at kunne leve op til FN-aftalen, så bliver det sværere,” siger Shapiro.

Det bliver meget vigtigt for de europæiske regeringer og for EU, hvordan den politiske situation i USA ender med at se ud. Som en højtstående diplomat fra et af medlemslandene formulerer det:

”Vi kan kun håbe på, at det trods Trumps mærkværdige opførsel til sidst lander så stabilt som muligt. Vi forventer meget bedre samarbejde med USA – men vi forventer også krav fra præsident Biden om, at EU placerer sig tydeligt på amerikansk side i diskussionerne med Kina og resten af verden.”

Planen for Europas økonomiske genopretning
Jeremy Shapiro fra ECFR påpeger også, at de europæiske regeringer og institutioner ”er vågnet meget sent op” til den trussel, som Kina udgør handelsmæssigt og økonomisk.

Men coronakrisen udstiller EU’s afhængighed og skrøbelighed overfor Kina i en hidtil uset grad. Det har sat gang i udviklingen af nye strategier. Og det har samtidig gjort det muligt at vedtage en kolossal plan for økonomisk genopretning af Europa, der markerer et skred i Tysklands vilje til at finansiere løsninger i sydeuropæiske og andre hårdt ramte lande.

Den tyske ekspert i internationale forhold, Constanze Stelzenmüller, beskriver det som øjeblikket, hvor Tyskland endelig måtte indse nødvendigheden af at investere i hele det indre markeds økonomi for at overleve.

”Pandemien har tvunget europæerne til at se ned i en afgrund, hvor Europa har gensidig afhængighed, men ingen solidaritet. Genopretningsplanen er et robust svar på det øjebliks rædsel. Det var afgørende for at redde EU – men det er ikke sikkert, at det var nok,” siger Stelzenmüller, som er seniorforsker ved tænketanken Brookings Institution i Washington, D.C.

Da der efter fem dages topmøde i juli sidste år endelig lå en pakke med op mod 5.600 milliarder kroner til genstart af det indre marked, var Frankrigs ambitiøse leder ikke sen til at udråbe det til et historisk skridt i retning af en regulær finansunion.

”For første gang har vi besluttet at stifte fælles gæld, som vil blive anvendt på en forskelligartet måde i de regioner og sektorer, der har mest brug for det. Med andre ord har vi skabt en overførselsunion, baseret på en fælles underskrift. Det er væsentligt for at opbygge euroens suverænitet og gøre den til en rigtig valuta,” sagde Emmanuel Macron i sit store interview med Le Grand Continent i efteråret.

Man kan levende forestille sig frustrationen i Elysée-palæet over den udvikling, der i efteråret skubbede både genopretningsplanen og EU’s syvårige rammebudget for 2021-2027 ud på kanten af afgrunden igen.

Oprør fra øst kan stække Europa
”Ungarernes penge kan ikke bare tages væk,” sagde Viktor Orban midt i november sidste år til ungarsk statsradio.

Regeringslederen i Budapest fortalte, at han netop havde talt med forbundskansler Merkel over telefonen og advaret hende om en forestående blokade af både EU’s langtidsbudget og corona-genopretningsplanen.

”Jeg var nødt til at sige til hende, at hvis de her regler fremlagt af Europa-Parlamentet og det tyske formandskab bliver gældende, så har vi forvandlet Den Europæiske Union til Sovjetunionen,” sagde Orban.

Den ungarske leder henviste til et nyt regelsæt, der vil tillade at fratage medlemslande EU-støtte, hvis de ikke respekterer borgernes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper som domstolenes uafhængighed. Både Ungarn og Polen er i årevis blevet kritiseret af EU for brud på sådanne grundlæggende demokratiske værdier, men de to landes nationalistiske regeringer føler sig udsat for en politisk motiveret hetz fra Bruxelles.

”Vi siger ja til EU, men vi siger højlydt nej til mekanismer, der tugter os, som om vi var børn,” sagde Polens regeringschef, Mateusz Morawiecki.

Sammen med Orban nedlagde han veto. De to østeuropæiske ledere håndbremsede dermed hele godkendelsen af den økonomiske saltvandsindsprøjtning til det indre marked.

Manøvren fik samtlige europæiske arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer til i fællesskab at advare imod at ”spille politiske spil” med en pengekasse, der er afgørende for erhvervslivet i alle EU’s medlemslande.

Blokaden virkede paradoksal set i lyset af, at både Polen og Ungarn er meget afhængige af den EU-støtte, der ligger i rammebudgettet for 2021-2027. Op til et EU-topmøde i december endte Orban og Morawiecki da også med at acceptere et kompromis efter hårdt pres fra især Tysklands forbundskansler og Frankrigs præsident. 

Men de to østeuropæiske lederes vilde ridt mod budgettet virkede ildevarslende. Det kan blive åbningsfanfaren for nye og benhårde diskussioner om fordelingen af EU’s corona-milliarder i år.

”Det kan blive en kæmpe diskussion, der overskygger det meste andet i 2021: Hvem skal have hvor mange penge? Da genopretningsplanen blev skruet sammen i sommeren 2020, var det klart Sydeuropa, der var hårdest ramt af covid-19. Men i løbet af efteråret var det i stigende grad også Central- og Østeuropa,” siger kilde i EU-Kommissionen, som er involveret i planerne.

Kapløbet om vacciner bliver også geopolitisk
Usikkerheden om den økonomiske redningsplan risikerer at svække Europa i forhold til omverdenen, lød advarslen i december fra formanden for Europa-Parlamentets store konservative gruppe, Manfred Weber:

”Europa har brug for det her skub. Vores bruttonationalprodukt står til at falde med otte procent i år, mens det kinesiske ikke falder. Derfor er det også et geopolitisk spørgsmål: Bliver vi den store taber på grund af de økonomiske skader fra corona – eller vil vi stadig være et ledende kontinent i verden?”.

I løbet af dette år bliver kampen om det europæiske samarbejdes fælles grundværdier således på en hidtil uset måde bundet sammen med en eksplosiv debat om fordeling af penge på tværs af kontinentet. Det sker samtidig med, at EU's nye klimamål for 2030 skal udmøntes land for land. 

Resultatet af den kamp bliver afgørende for, hvorvidt EU kan opfylde Emmanuel Macrons drømme om et stærkere Europa og Angela Merkels håb om igen at gøre det transatlantiske samarbejde til en ledestjerne.

Den store geopolitiske og geoøkonomiske udfordring skal håndteres sideløbende med, at Europa ligesom resten af verden kommer til at bruge det meste af 2021 på at vaccinere mange millioner mennesker mod covid-19.

Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) markedsgodkendelse af vacciner fra producenter som BioNTech/Pfizer og Moderna er kun de første små skridt i en titanisk sundhedsoperation uden fortilfælde. Hundredvis af millioner af vaccinedoser skal distribueres.

Foreløbig er det ikke ligefrem gået stærkt med det her på kontinentet. Så centralt et land som Frankrig fik kun vaccineret nogle få tusinde mennesker i årets første uge, mens Storbritannien - der netop har forladt EU - har vaccineret over 1,3 million. 

Både EU's fælles vaccinekøb og proceduren for godkendelse i EMA har udløst kritik især i Tyskland, mens andre (for eksempel den danske lægemiddelstyrelse) tværtimod støtter EU's procedurer og advarer mod hastværk. 

EU-Kommissionens forkvinde forudsagde allerede i forbindelse med et videotopmøde i november, at det ville komme til at tage noget tid. 

”I begyndelsen vil der kun være et lille antal vacciner. De store mængder doser kommer først senere. Det er vigtigt at huske på, og derfor har vi bedt alle medlemslandene om vaccinationsplaner,” sagde Ursula von der Leyen dengang.

Ved den lejlighed advarede hun også indirekte Viktor Orban imod at inddrage vaccinationsplanerne i sin politiske strid med Bruxelles. På trods af alle EU’s planer om fælles udvikling og opkøb af vacciner, så har Ungarn nemlig som foreløbig eneste medlemsland bestilt en russisk udviklet vaccine mod covid-19.

”Vaccination handler om sikkerhed og tillid. Derfor er det af største vigtighed, at enhver vaccine bliver godkendt af EMA,” sagde Ursula von der Leyen.

Både Rusland, Kina og Donald Trumps modvilligt afgående amerikanske administration vil gøre meget for at vinde kapløbet om hvem, der har de bedste vacciner og får vristet sig hurtigst og mest effektivt ud af pandemiens greb.

På den anden side af Brexit, Trump og pandemi
Midt i dette krydsfelt af eksistentielle og vidtrækkende udfordringer for det europæiske samarbejde risikerer man næsten at overse en begivenhed, der under normale omstændigheder ville fylde meget i europæisk politik: Storbritanniens endelige exit fra EU.

Selv om det bidrager til usikkerheden, så har de europæiske ledere for længst affundet sig med, at briterne er helt ude af Den Europæiske Union her i 2021.

De årelange og kaotiske forhandlinger med briterne, først om selve udmeldelsen og så om fremtidens handelsforhold, har vænnet regeringerne på kontinentet til tanken om et ustabilt og dyrt Brexit. Også selv om de to parter i sidste øjeblik vedtog en fremtidsaftale efter en rasende slutspurt i forhandlingerne op til juleaftensdag. 

”Vi kan håbe på et konstruktivt forhold, men vi må ikke være naive. Der er en klar risiko for, at Storbritannien ikke bliver nogen pålidelig partner for EU,” siger Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

Mange udviklinger i europæisk politik og samarbejde kommer til at støde sammen her i 2021. Det bliver et år, hvor Europa vil prøve at vriste sig ud af krisen og få sat gang i den genopretning, der er en forudsætning for at spille en rolle på den globale scene.

Pandemien har udstillet sårbarheden i et allerede temmelig forslået samarbejde. Men i de sidste uger af 2020 lykkedes det trods alt at få lavet nye og langsigtede aftaler om både EU's økonomiske genopretning, klimaet og forholdet til Storbritannien. 

"Det er på mange måder et styrket Europa, der kommer ud af det her," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) efter topmødet i december. Og hun er ellers ikke ligefrem kendt for at være en jubeleuropæer. 

Frederiksen er ikke den eneste, der tror på, at Den Europæiske Union har kræfter til at håndtere det næste årti.

”Se på de seneste fem år: Migrationskrise, Brexit, Trump, Kina, budgetkrise, værdikamp – og nu sundhedskrisen… så mange ting, man har set som ødelæggende for EU. Men vi er her endnu. EU har også vist, at det virkelig kan noget i modvind,” siger en højtstående diplomat.

Også i løbet af dette år vil meget forsøge at vriste EU fra hinanden. Efterhånden som vaccinerne strømmer ud over verden, vil det vil vise sig, om det europæiske samarbejde kan komme videre.

”Der er taget gode beslutninger i 2020, både om økonomi og om sundhed. Nu skal vi se, om de kan føres ud i livet,” siger den franske ekspert Claude-France Arnould:

”Alle disse kriser og trusler demonstrerer, at det er nu, Europa skal vise kineserne og russerne, hvad vi kan. Og vi skal gøre det sammen med vores genfundne venner i Amerika.”

Forrige artikel Helikopterberedskab bliver dyrt bekendtskab for Forsvaret Helikopterberedskab bliver dyrt bekendtskab for Forsvaret Næste artikel Arktiske investeringer, materielindkøb og nye strategier vil præge 2021 Arktiske investeringer, materielindkøb og nye strategier vil præge 2021
Stormomsust eks-departementschef får nyoprettet post i Udenrigsministeriet

Stormomsust eks-departementschef får nyoprettet post i Udenrigsministeriet

SIKKERHED: Udenrigsministeriet opretter en ny stilling som "særlig repræsentant for nye trusler og teknologier". Den skal Forsvarsministeriets tidligere departementschef og tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Thomas Ahrenkiel varetage, mens tjenesten undersøges af en kommission.