Forsker: Wagnergruppen er i en storhedstid og har droppet al diskretion

Forventninger til Ukrainekrigen

Da invasionen af Ukraine 2022 begyndte, var det ikke klart, at militærfirmaerne overhovedet var relevante for krigsindsatsen. Hvis invasionen var forløbet idéelt for Rusland, havde Kyiv været overtaget efter få dages intens og professionel militæroperation, og i dette billede er det ikke oplagt at inkorporere irregulære styrker.

Ikke desto mindre gik rygterne allerede i januar 2022 på, at Wagnerfolkene blev flyttet fra Libyen og Centralafrika til Rusland for at være klar til en potentiel konflikt med Ukraine. Denne manøvre kunne meget vel have været en skræmmetaktik over for de civile, der kendte til Wagners rygte eller måske huskede dem fra 2014.

Wagners ry for brutalitet har i det hele taget spillet en stor rolle i den nuværende invasion, hvor der i krigens første fase gik forlydender om en gruppe af 200 attentatmænd fra Wagner, som havde infiltreret Kyiv for at dræbe højtstående ukrainere én for én – herunder Præsident Zelenskyj.

Operationen (hvis den fandt sted) fungerer uagtet dens succes eller realitet som skræmmekampagne, og fortæller os, at Rusland fra første dag, har benyttet Wagners ’fear factor’ mod fjenden. Derfor var det ingen overraskelse, da det kom frem, at Wagner tog del i Butjamassakren, som blev belyst i april, efter den første russiske tilbagetrækning.

Militærfirmaernes effektivitet og rolle

Militærfirmaerne er vel at mærke ikke dukket op i hobetal blot for at trække overskrifter, men for at føre regulær krig. Og derfor trænger spørgsmålet sig på, hvor effektive de er sammenlignet med regulære styrker.

Deres fiaskoer og meldingerne om kanonføde har overbevist mange observatører om deres uduelighed sammenlignet med regulært militær, men en del forhold taler imod dette.

Putin er blevet til den faustfigur, som indgår en pagt med Prigozjin om at åbne porten til den kriminelle underverden for at rette den mod fjenden.

Niklas Rendboe
Projektforsker, Forsvarsakademiet

Wagner har en forhistorie med berømte operationelle fiaskoer, men i dag kan vi se, at de til forveksling ligner dem, der opstod hos det regulære russiske militær i krigens første fase.

For det andet, ser vi netop nu, at den regulære russiske mobilisering, bærer omtrent lige så meget præg af kanonføde, hvor midaldrende og ældre mænd langt fra god kampform får minimal skoling, inden de sendes til fronten.

Og endelig ved vi, at Wagner m.fl trods alt udfører operationer, som kræver mere end blot kanonføde, herunder deres leverancer i Afrika af træning, områdekontrol, snigskytter samt fly- og droneoperationer.

I det vestlige Lugansk, hvor Wagner har kæmpet om byerne Popasna, Lysytjansk og Bakhmut (stadig ukrainsk), er der ikke meget, der adskiller gruppen fra en regulær militærenhed, måske med undtagelsen af deres luftstøtte, som bl.a. er leveret i form af SU-25 fly styret af pensionerede piloter, som den den 63-årige, nu afdøde, generalmajor Kanamat Botasjev, der i sin tid blev fyret fra det russiske flyvevåben og retsforfulgt for at være skyld i nedstyrtningen af en SU-27.

I Butja og ved erobringen af atomkraftværkerne i Vuhlehirsk og Zaporizjia, har meldingerne derimod været, at Wagnerfolkene tager risici og udøver grumheder, som overstiger det regulære militærs.

Det meste taler således for, at Wagner opererer omtrent på niveau med de regulære styrker, bortset fra, når der er efterspørgsel på særligt risikovillige eller skruppelløse soldater.

Værd at bemærke er også, at Rusland ikke har meget at vinde ved at holde Wagners rolle hemmelig. Hemmeligholdelse og benægtelse giver mening, når man ønsker, at andre lande holder snuden ude af ens operationer, men har begrænset relevans ved en invasion af nabolandet.

Militærfirmaernes rekruttering

Sidst der blev sat antal på militærfirmaerne i Ukraine, var da mediet Bellingcat i april meldte om over 8.000 Wagnersoldater, hvoraf over 3.000 var døde, som primært var mænd fra Libyen.

Der har ligeledes været meldinger om rekruttering fra andre afrikanske lande, bl.a. Sudan og Etiopien, hvor køen af potentielle rekrutter ifølge rygtet gik langt ud i gaden fra de russiske ambassader. Men der er ikke længere meldinger om rekruttering i Afrika, eller andet end forholdsvis kridhvide soldater ved fronten.

Det tyder på, at optaget af afrikanske rekrutter simpelthen er gået til grunde eller er blevet fuldt udskiftet, og så er det svært at forestille sig, at der har været færre end 20.000 Wagnerfolk indsat i invasionen. Derudover ved vi at rekrutteringskontorerne er alt andet end kræsne, og trækker på store netværk af veteraner og kriminelle.

I øjeblikket rekrutterer Prigozjin på livet løs fra fængsler over hele Rusland og på den måde henter Wagner de billigste ressourcer, som blot plejede at være en udgift for Rusland. Det er et rekrutteringsgrundlag med flere hundredtusinder individer, og der meldes allerede om tusindvis af rekrutter, som fragtes til træningsområder og fronten gennem Rusland i hvide lastbiler uden vinduer.

Wagners storhedstid og store fremtid

For at levere rekrutter i tilstrækkeligt antal, har Wagner tyet til mere offentlighed om gruppen. Hvad der før måtte henlægge i skyggerne pga. militærfirmaernes illegale status, er kommet frem i trykte medier, plakater, SoMe-kampagner og sågar klistermærkekampagner i Rusland og Donbas.

Hvad end, der har holdt Kreml tilbage fra at lade Wagner fylde i offentligheden, er efterhånden eroderet, og de samme medier, som Wagner skal bruge til at rekruttere, styrker Prigozjins position som en i mange kredse anerkendt mæcen af Ruslands militærindsats.

Og Putin er blevet til den faustfigur, som indgår en pagt med Prigozjin om at åbne porten til den kriminelle underverden for at rette den mod fjenden, uagtet at han næppe har en god plan for at lukke den igen.

Hvor end Ruslands regering og militær står efter invasionen, vil militærfirmaerne sandsynligvis have øget deres betydning som institution både indenlands og udenlands.