Debat

Forsker: Wagnergruppen er i en storhedstid og har droppet al diskretion

Ruslands invasion af Ukraine er blevet anledning til, at Wagnergruppen har udviklet sig fra militært multi-tool i Afrika til en uomgængelig del af den russiske mobilisering og krigsindsats, som formentlig vil sætte varige spor på Rusland, skriver Niklas Rendboe.

Vladimir Putin fotograferet med to topfolk fra Wagner Gruppen i 2016.
Vladimir Putin fotograferet med to topfolk fra Wagner Gruppen i 2016. Foto: Twitter
Niklas Rendboe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Wagnergruppen kæmper på russisk side i invasionen af Ukraine og er gået ind i en gylden æra.

Den paramilitære gruppe, som nu endelig vedkendes af sin ejer, den russiske rigmand Jevgenij Prigozjin, kan ikke prale af mange store militære sejre i Ukraine, men til gengæld kan den levere rekrutter til en hårdt trængende militærindsats.

Wagner og andre russiske militærfirmaer kombinerer specialister, ekstremister, straffefanger og desperadoer. Og hvis det lyder som plottet fra en 90’er actionfilm, er det måske derfor, Prigozjin har finansieret produktionen af hele tre actionfilm om Wagner.

Nu er Prigozjin en stjerne i magtapparatet og ser sig kaldet til at indtræde, som en mere mainstream russisk berømthed. Men hvordan kom det her til og hvad betyder det hele?

Putins skæbnesvangre svar

For ti år siden, i april 2012, åbnede Putin første gang døren for brugen af de såkaldte private militærfirmaer.

Putin præsenterede regeringens årsrapport til Dumaen og blev spurgt af den kontroversielle politiker, Aleksei Mitrofanov, om regeringen ville undersøge muligheden for at bruge private militærfirmaer til at yde indflydelse udenlands, inspireret af USA.

Militærfirmaerne blev en realitet med Wagner som det primære, men firmaerne blev hverken private, gratis eller lovlige.

Niklas Rendboe, projektforsker, Forsvarsakademiet

”Jeg forstår dit spørgsmål, og jeg mener, at det ganske rigtigt udgør et middel til fremmelsen af nationale interesser uden statens direkte indblanding. Du har fuldstændig ret. Og jeg synes, at, ja, det er noget vi kan overveje,” svarede Putin.

Konteksten her er afgørende.

Putin havde i perioden 2008-12 overladt præsidentembeddet til Medvedev, som viede sin periode til at opbygge de kapabiliteter og institutioner, der skulle gøre det muligt for Putin at føre stormagtspolitik i opposition til Nato, som Rusland bebrejdede for fjendtligsindet udvidelse, farverevolutioner og det Arabiske Forår.

Rusland stod foran høje udgifter til at styrke både det territorielle forsvar, antiterrorberedskab og interne sikkerhedsstyrker såvel som grupper i udlandet, der kunne agere modvægt til indflydelsen fra CIA og Nato.

Putins svar i Dumaen i april 2012 var en udlægning af, hvordan han ville håndtere sidstnævnte, når han i den følgende måned ville genindtræde som præsident.

Militærfirmaerne i teori og praksis

Teorien var simpel: Private militærfirmaer kan agere uden statens indblanding og koster ikke staten noget; de skal bare have lov til at drive forretning.

Men Rusland er kompleks, og firmaerne fik aldrig lov.

Russisk industri fik udvidede beføjelser til at bruge bevæbnede vagter i udlandet, men udlejning af militæreksperter til andre landes konflikter, er aldrig blevet legaliseret på trods af adskillige lovforslag i Dumaen.

Private militærfirmaer var fortsat ulovlige foretagender hensat til hemmelige netværk af veteraner, som risikerede at blive retsforfulgt som lejesoldater.

Invasionen i Ukraine i 2014 ændrede landskabet ved at bringe nye komplekse samarbejder i spil.

Pludselig fandt Kreml, militæret og efterretningstjenester ud af at samarbejde med lejesoldater og forretningsfolk som Jevgenij Prigozjin om at rekruttere og optræne slaviske mænd til en lang række forskelligartede operationer i Donbas.

Samarbejdet gjorde det derefter muligt at finde kunder uden for Ukraine med mellemkomsten af russiske diplomater og støtten fra det russiske militærapparat. Wagner m.fl. dukkede op i Syrien, Libyen, Sudan, DR Congo, Den Centralafrikanske Republik, Mali, Burkina Faso, Mozambique og listen fortsætter.

Militærfirmaerne blev en realitet med Wagner som det primære, men firmaerne blev hverken private, gratis eller lovlige.

Firmaerne blev delvist statsstyrede og statsstøttede virksomheder med en kombination af kontraktleverancer til det offentlige og private – militærverdens DSB og Ørsted.

Læs også

Forventninger til Ukrainekrigen

Da invasionen af Ukraine 2022 begyndte, var det ikke klart, at militærfirmaerne overhovedet var relevante for krigsindsatsen. Hvis invasionen var forløbet idéelt for Rusland, havde Kyiv været overtaget efter få dages intens og professionel militæroperation, og i dette billede er det ikke oplagt at inkorporere irregulære styrker.

Ikke desto mindre gik rygterne allerede i januar 2022 på, at Wagnerfolkene blev flyttet fra Libyen og Centralafrika til Rusland for at være klar til en potentiel konflikt med Ukraine. Denne manøvre kunne meget vel have været en skræmmetaktik over for de civile, der kendte til Wagners rygte eller måske huskede dem fra 2014.

Wagners ry for brutalitet har i det hele taget spillet en stor rolle i den nuværende invasion, hvor der i krigens første fase gik forlydender om en gruppe af 200 attentatmænd fra Wagner, som havde infiltreret Kyiv for at dræbe højtstående ukrainere én for én – herunder Præsident Zelenskyj.

Operationen (hvis den fandt sted) fungerer uagtet dens succes eller realitet som skræmmekampagne, og fortæller os, at Rusland fra første dag, har benyttet Wagners ’fear factor’ mod fjenden. Derfor var det ingen overraskelse, da det kom frem, at Wagner tog del i Butjamassakren, som blev belyst i april, efter den første russiske tilbagetrækning.

Militærfirmaernes effektivitet og rolle

Militærfirmaerne er vel at mærke ikke dukket op i hobetal blot for at trække overskrifter, men for at føre regulær krig. Og derfor trænger spørgsmålet sig på, hvor effektive de er sammenlignet med regulære styrker.

Deres fiaskoer og meldingerne om kanonføde har overbevist mange observatører om deres uduelighed sammenlignet med regulært militær, men en del forhold taler imod dette.

Putin er blevet til den faustfigur, som indgår en pagt med Prigozjin om at åbne porten til den kriminelle underverden for at rette den mod fjenden.

Niklas Rendboe, projektforsker, Forsvarsakademiet

Wagner har en forhistorie med berømte operationelle fiaskoer, men i dag kan vi se, at de til forveksling ligner dem, der opstod hos det regulære russiske militær i krigens første fase.

For det andet, ser vi netop nu, at den regulære russiske mobilisering, bærer omtrent lige så meget præg af kanonføde, hvor midaldrende og ældre mænd langt fra god kampform får minimal skoling, inden de sendes til fronten.

Og endelig ved vi, at Wagner m.fl trods alt udfører operationer, som kræver mere end blot kanonføde, herunder deres leverancer i Afrika af træning, områdekontrol, snigskytter samt fly- og droneoperationer.

I det vestlige Lugansk, hvor Wagner har kæmpet om byerne Popasna, Lysytjansk og Bakhmut (stadig ukrainsk), er der ikke meget, der adskiller gruppen fra en regulær militærenhed, måske med undtagelsen af deres luftstøtte, som bl.a. er leveret i form af SU-25 fly styret af pensionerede piloter, som den den 63-årige, nu afdøde, generalmajor Kanamat Botasjev, der i sin tid blev fyret fra det russiske flyvevåben og retsforfulgt for at være skyld i nedstyrtningen af en SU-27.

I Butja og ved erobringen af atomkraftværkerne i Vuhlehirsk og Zaporizjia, har meldingerne derimod været, at Wagnerfolkene tager risici og udøver grumheder, som overstiger det regulære militærs.

Det meste taler således for, at Wagner opererer omtrent på niveau med de regulære styrker, bortset fra, når der er efterspørgsel på særligt risikovillige eller skruppelløse soldater.

Værd at bemærke er også, at Rusland ikke har meget at vinde ved at holde Wagners rolle hemmelig. Hemmeligholdelse og benægtelse giver mening, når man ønsker, at andre lande holder snuden ude af ens operationer, men har begrænset relevans ved en invasion af nabolandet.

Militærfirmaernes rekruttering

Sidst der blev sat antal på militærfirmaerne i Ukraine, var da mediet Bellingcat i april meldte om over 8.000 Wagnersoldater, hvoraf over 3.000 var døde, som primært var mænd fra Libyen.

Der har ligeledes været meldinger om rekruttering fra andre afrikanske lande, bl.a. Sudan og Etiopien, hvor køen af potentielle rekrutter ifølge rygtet gik langt ud i gaden fra de russiske ambassader. Men der er ikke længere meldinger om rekruttering i Afrika, eller andet end forholdsvis kridhvide soldater ved fronten.

Det tyder på, at optaget af afrikanske rekrutter simpelthen er gået til grunde eller er blevet fuldt udskiftet, og så er det svært at forestille sig, at der har været færre end 20.000 Wagnerfolk indsat i invasionen. Derudover ved vi at rekrutteringskontorerne er alt andet end kræsne, og trækker på store netværk af veteraner og kriminelle.

I øjeblikket rekrutterer Prigozjin på livet løs fra fængsler over hele Rusland og på den måde henter Wagner de billigste ressourcer, som blot plejede at være en udgift for Rusland. Det er et rekrutteringsgrundlag med flere hundredtusinder individer, og der meldes allerede om tusindvis af rekrutter, som fragtes til træningsområder og fronten gennem Rusland i hvide lastbiler uden vinduer.

Læs også

Wagners storhedstid og store fremtid

For at levere rekrutter i tilstrækkeligt antal, har Wagner tyet til mere offentlighed om gruppen. Hvad der før måtte henlægge i skyggerne pga. militærfirmaernes illegale status, er kommet frem i trykte medier, plakater, SoMe-kampagner og sågar klistermærkekampagner i Rusland og Donbas.

Hvad end, der har holdt Kreml tilbage fra at lade Wagner fylde i offentligheden, er efterhånden eroderet, og de samme medier, som Wagner skal bruge til at rekruttere, styrker Prigozjins position som en i mange kredse anerkendt mæcen af Ruslands militærindsats.

Og Putin er blevet til den faustfigur, som indgår en pagt med Prigozjin om at åbne porten til den kriminelle underverden for at rette den mod fjenden, uagtet at han næppe har en god plan for at lukke den igen.

Hvor end Ruslands regering og militær står efter invasionen, vil militærfirmaerne sandsynligvis have øget deres betydning som institution både indenlands og udenlands.

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Niklas Rendboe

Projektforsker, Forsvarsakademiet, konsulent, Implement Consulting Group
MSc international security and law (SDU 2019)