Debat

Anders Puck Nielsen: Rusland tabte søkrigen til Ukraine, som ikke har en flåde

Ironisk nok skal vi vende erfaringerne fra Ukrainekrigen på hovedet, når vi udleder lærdom til vores egne doktriner. Her skal vi i højere grad spørge os selv, om vi ville have været i stand til at gøre det bedre end Rusland over for den type af forsvar, som Ukraine har udført, skriver Anders Puck Nielsen.

Foto: Yoruk Isik/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den maritime krig har ikke fyldt så meget i mediernes dækning af Ukraine. Der har været glimtvise nedslag som eksempelvis slaget om Slangeøen og problematikken omkring korneksport, men derudover er den maritime krig mest foregået uden for rampelyset.

Ikke desto mindre kan man udlede en række interessante pointer, både om moderne søkrig generelt og om Ruslands status som maritim stormagt.

Det mest iøjefaldende godt seks måneder inde i krigen er at Rusland i store træk har mistet søherredømmet i Sortehavet. Det er bemærkelsesværdigt, fordi de er oppe mod en modstander som i store træk ikke har nogen flåde.

Ved krigens start havde Ukraine enkelte krigs- og kystvagtskibe, men dem fik russerne hurtigt sat ud af spillet. Nogle af dem sænkede ukrainerne selv for at undgå at de skulle falde i fjendens hænder, og Ukraines flåde blev således meget hurtigt reduceret til bare at bestå af enkelt mindre skibe, som ikke kan gøre en forskel i kamp.

Derefter fulgte en periode hvor Rusland dominerede havet og kunne gennemføre maritime operationer, og vi så flere gange russiske krigsskibe meget tæt på Odesa.

I løbet af krigens første måneder lykkedes det imidlertid ukrainerne at tvinge de russiske skibe væk, og i dag er vi i store træk i en situation hvor den russiske Sortehavsflåde gemmer sig på den modsatte side af Krim for at være i sikkerhed.

Ukraine har bevist nyt militært koncept

Det har ukrainerne opnået ved dygtig anvendelse af det, som i militærslang kaldes Anti-Access / Area Denial (A2/AD). Det går ud på, at man lukker et område for modstanderen, ved at have en så solid våbendækning at det nærmer sig selvmord at sejle derind.

Inden krigsudbruddet lagde Ukraine store minefelter for at beskytte deres kyst, og fra midten af april har de også haft langtrækkende landbaserede sømålsmissiler.

Vi bør overveje om landbaserede sømålsmissiler kan være en interessant kapacitet i fremtidens danske forsvar

Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Det opdagede hele verden, da Sortehavsflådens flagskib 13. april blev sænket, og en stor del af de næsten 500 besætningsmedlemmer omkom. Det skete angiveligt med nyudviklede Neptun-missiler, som Ukraine havde formået at færdigproducere efter krigsudbruddet.

I yderligere et par måneder forsøgte russerne ihærdigt at fastholde noget af deres maritime fodaftryk ved Ukraines kyst. Det drejede sig om Slangeøen, som ligger strategisk ud for den ukrainske kyst.

At have Slangeøen gav Rusland en række militære fordele med overvågning af både skibs- og lufttrafikken i området, og på den anden side af en fredsaftale kunne det også have betydet noget for territorialfarvandsgrænserne.

I praksis var det dog en konstant hovedpine for Rusland. De mistede adskillige mindre fartøjer til droneangreb, som formentlig blev udført med den berømte, tyrkiske Bayraktar-drone. Og i slutningen af juni mistede russerne så et større forsyningsskib, som blev ramt af Harpoon-missiler.

Danmark har doneret Harpoon-missiler til Ukraine, og det kan være dem, som blev brugt til det angreb. Resultatet var at Rusland trak sig fra Slangeøen, og siden har flåden holdt sig på sikker afstand.

Samlet vidner dette om potentialet ved A2/AD. Det er ikke som sådan nyt, at man kan beskyde skibe fra land, men rækkevidden på moderne missiler har ændret søkrigens grundvilkår.

I kombination med overvågning fra satellitter og droner som Bayraktar gør landbaserede missiler det i dag muligt at lukke havområder flere hundrede kilometer ud fra kysten. Og Ukrainekrigen er nok det første praktiske eksempel, vi har set på vellykket udførelse af A2/AD til i store træk at gøre en stormagts flåde irrelevant for kampene på land.

Læringspunkter for Danmark

Deri ligger naturligvis en række væsentlige pointer, som vi også i Danmark bør notere os. For det første bør vi nok overveje om landbaserede sømålsmissiler kan være en interessant kapacitet i fremtidens danske forsvar.

Danmark ligger ved indsejlingen til Østersøen og skal således forholde sig til russiske krigsskibe som ankommer både fra øst og vest. Hvis vi gerne vil have en robust kapacitet til at holde russiske overfladeskibe på afstand, kan landbaserede missiler være et billigere supplement til nye skibe.

Men lige så vigtigt, så er vi også nødt til at erkende den trussel som de landbaserede missiler udgør over for os selv. Nato’s afskrækkelse i Østersøområdet hviler på en forudsætning om at vi kan komme de baltiske lande – og snart Finland – til undsætning i tilfælde af en krig. Rusland har gode sømålsmissiler, som vil udgøre en trussel over for de danske skibe.

I den danske forsvarsdebat har det udviklet sig til en form for mantra, at det er nemmere at ramme fjendens missiler på jorden end i luften. Flere har argumenteret for at det danske modsvar til langtrækkende russiske missiler skal være såkaldte strike-missiler, der kan ramme mål på landjorden. 

Den maritime krig i Ukraine har imidlertid blotlagt svaghederne ved den tilgang. Rusland har netop de langtrækkende strike-missiler, som kunne have ramt de ukrainske missilbatterier, men i praksis har det ikke fungeret for dem.

Læs også

Det er dyrt at opgradere vores fregatter til forsvar mod moderne sømålsmissiler, da det i praksis kræver SM-6 missiler og en sofistikeret ny radar. Erfaringen fra Ukraine må imidlertid være at det kræver en solid luftforsvarskapacitet hvis vi skal operere i et område med en missiltrussel.

Vi kan ikke nøjes med offensive kapaciteter og en antagelse om at ramme alle de russiske missiler inden russerne kan nå at skyde dem af.

Endeligt har Ukrainekrigen demonstreret behovet for at mestre minekrigsførelse. Det handler både om at kunne udlægge minefelter, men også om at kunne fjerne miner og at kortlægge havbunden.

Specifikt har Ukraine brugt minefelter til at afbøde truslen fra den russiske flåde i krigens tidlige fase, og senere i krigen har de brugt minerydningskapacitet til at skabe sikre korridorer for korneksporten.

Begge disse formål kan let overføres til en dansk kontekst, hvor vi også kan have behov for at indsnævre adgangsvejene til vores farvande og at skabe sikre korridorer.

Konsekvenser for Ruslands flåde

I mit kapitel i bogen, Rusland som militær stormagt, beskrev jeg hvordan Rusland generelt er inde i en periode med dalende sømilitær styrke. Hvor den sovjetiske flåde kunne projicere magt over hele verden, er den nutidige russiske flåde i højere grad ved at udvikle sig til en regional magtfaktor.

Det russiske forsvar har generelt underpræsteret i krigen

Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Dette skyldes at Rusland mangler resurser til at bygge de helt store skibe, og at produktionsapparatet har svært at levere på de politiske målsætninger. Når gamle skibe bliver udfaset, bliver de således ofte erstattet af mindre enheder med en mindre rækkevidde.

Krigen i Ukraine vil accelerere Ruslands transformation fra global flådemagt til kystflåde. Det skyldes at midlerne i de kommende år vil blive endnu mere sparsomme, når især hæren skal genopbygges efter krigen.

Derudover må man sige, at den russiske flåde har mistet anseelse, hvilket reducerer den afskrækkende virkning. Den russiske flåde har gennem de senere år haft en række pinlige indsatser, som har indikeret en lav grad af professionalisme.

Mest iøjefaldende var hangarskibet Admiral Kuznetsovs operationer ved Syrien i 2016, hvor to fly på tre uger styrtede i havet i forsøg på at lande på skibet. Derefter overførte man alle fly til en luftbase på land, og Admiral Kuznetsov sejlede videre som et impotent hangarskib uden fly.

Dette billede af dårlige russiske træningsstandarder er under Ukrainekrigen blevet forstærket med tabet af flagskibet Moskva. På papiret var det Ruslands stærkeste luftforsvarsenhed, men i realiteten var det ude af stand til at forsvare sig mod to relativt traditionelle subsoniske sømålsmissiler.

Man sidder tilbage med det spørgsmål om de andre russiske krigsskibe mon er lige så lette at sænke. Endeligt må man også sige at det russiske forsvar generelt har underpræsteret i krigen, og det billede smitter af på flåden.

Læs også

Samlet er det således en russisk flåde som ikke, i samme omfang som før krigen, vil kunne afskrække et samlet Nato på havet. Og det betyder at vi nok snarere skal forholde os til Rusland som en stat med et stærkt kystforsvar end en global flåde.

Ironisk nok skal vi derfor vende erfaringerne fra Ukrainekrigen på hovedet, når vi udleder lærdom til vores egne doktriner. Her skal vi i højere grad spørge os selv, om vi ville have været i stand til at gøre det bedre end Rusland over for den type af forsvar, som Ukraine har udført.

For i en krig i Østersøen vil det være Nato, som skal bruge søherredømmet og Rusland, der kan bruge de taktikker som Ukraine har gjort.

Og det ærlige svar er, at selvom Rusland er svækket som global flådemagt, så er de en voksende maritim trussel for et land som Danmark. For Ukrainekrigen har vist at A2/AD virker, og hvis vi skal sikre stabiliteten i Østersøområdet i de kommende årtier, er vi nødt til at finde modsvar til sådan en trussel.

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Omtalte personer

Anders Puck Nielsen

Militærforsker, Forsvarsakademiet, podcastvært, Krigskunst.dk
sprogofficer, russisk (Forsvarsakademiet 2001), officer i Søværnet, Navigation og taktik (Forsvarsakademiet 2006), master i pædagogisk udviklingsarbejde (Aarhus Uni. 2017)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion