Debat

Chef for luftoperationer: Ruslands overlegne luftvåben kom til kort i Ukraine

Russisk luftvåben har ikke formået at vinde kampen om kontrollen over luftrummet i Ukraine på trods af Ukraines på alle områder mindre, ældre og teknologisk underlegne luftforsvar, skriver Karsten Marrup.

De moderne jagerfly Su-34 er en del af Ruslands luftvåben. De nåede deres mål i Syrien, men har ikke vist sig at være så effektive i krigen mod Ukraine som forventet, skriver Karsten Marrup.
De moderne jagerfly Su-34 er en del af Ruslands luftvåben. De nåede deres mål i Syrien, men har ikke vist sig at være så effektive i krigen mod Ukraine som forventet, skriver Karsten Marrup. Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2021 udkom bogen 'Rusland som militær stormagt', hvor min kollega major Kåre S. Dahl og jeg havde skrevet et af kapitlerne. Kapitlet omhandlede udviklingen af Ruslands luftmagt.

Vi gennemgik russisk doktrin og så på, hvilke opgaver der varetages af Den Russiske Føderations Rum- og Luftvåben, der i daglig tale forkortes og omtales som VKS, og vurderede, om VKS var rustet til opgaven.

VKS består af det russiske flyvevåben, luftforsvar og rumforsvar og er resultatet af, at Rusland i 2015 omorganiserede sit forsvar og lagde det russiske flyvevåben og luftforsvar sammen med det daværende rumforsvar.

Gennem brug af en lang række uklassificerede kilder, gennemgik vi alle VKS’ kapaciteter (fly, helikoptere, satellitter og jordbaseret luftforsvar) og sammenholdt disse med den russiske doktrin og VKS’ opgave.

Vores konklusion var følgende:

”VKS anno 2020 er et værn med mange moderne kapaciteter, der er udrustet til at kæmpe i det fulde spektrum af operationer. VKS lever til fulde op til målsætningerne i den russiske militærdoktrin.

Det ligger i russisk såvel som i vestlig forståelse, at man for at kunne vinde på landjorden skal have kontrol over luftrummet

Karsten Marrup, chef for luftoperationer, Forsvarsakademiet

Der ses en god harmoni mellem doktrin, organisation og teknologi, hvilket alt andet lige må tolkes positivt set med russiske øjne.

Kapaciteterne er integrerede i et omfattende kommando- og kontrolsystem, som er udviklet til at kunne fungere under vanskelige forhold og bliver understøtte af rumkapaciteter. Mange af kapaciteterne er testet live i Syrien og herudover på store nationale øvelser. Der er derfor også både en god træningsstandard og operativ erfaring i de russiske enheder.

Hvis VKS’ fornemmeste opgave i krig er at støtte den russiske hær i at vinde, er VKS godt udrustet til denne opgave, både hvad angår transport, overvågning og kampstøtte fra luften.”

Som det ses, vurderede vi, at VKS var et kapabelt værn med mange moderne kapaciteter tilsat krigserfaring fra blandt andet Syrien. Det burde derfor være et værn, som ville kunne løse sine opgaver i Ukraine, også selvom VKS’ primære opgave er forsvar af Ruslands og dets allieredes territorier.

I dag, mere end seks måneder inde i Ruslands angreb på Ukraine, er billedet dog markant anderledes.

VKS har ikke formået at vinde kampen om kontrollen over luftrummet i Ukraine på trods af Ukraines på alle områder mindre, ældre og teknologisk underlegne luftforsvar, og VKS yder ikke den støtte til den russiske hær, som doktrinen foreskriver.

Så det naturlige spørgsmål er – hvordan kan det være, at VKS ikke spiller en større rolle i konflikten?

Læs også

Rusland fejlvurderede ukrainsk modstand

24. februar angreb Rusland Ukraine med såvel landstyrker, luftstyrker og langtrækkende præcisionsmissiler. Så vidt vi ved, var målet at vælte den ukrainske præsident og besætte hele Ukraine.

VKS spillede her en meget mindre rolle, end man kunne have forventet, og deltog kun med få fly i selve kampen.

Angrebet blev indledt med omkring 1.000 langtrækkende præcisionsmissiler, en del af dem affyret fra bombefly i russisk luftrum. Missilerne ramte det ukrainske flyvevåbens baser, luftforsvar, kommando- og kontrolfaciliteter samt en række andre mål.

Overordnet set slog Ruslands angreb fejl, og kun et fåtal af de formodede russiske målsætninger blev nået.

Bemærkelsesværdig er det, at VKS ikke fulgte op på de indledende missilangreb. De burde have fløjet rekognosceringsmissioner for at se, om missilangrebene havde opnået den effekt, der var tiltænkt.

Meget tyder på, at det russiske luftvåben ikke har erfaring med, og dermed heller ikke er i stand til at gennemføre komplekse luftoperationer i et fjendtligt miljø

Karsten Marrup, chef for luftoperationer, Forsvarsakademiet

Hvis de havde gjort det, havde de kunne konstatere, at Ukraine var blevet advaret om det forestående angreb og havde flytte deres fly, så kun et fåtal af de operative fly blev ramt.

VKS burde have fløjet angrebsmissioner mod det ukrainske flyvevåben for at nedkæmpe de resterende dele af det ukrainske luftforsvar, som alt andet lige var i knæ efter de omfattende missilangreb, men det gjorde de ikke.

Det ligger ellers i russisk såvel som i vestlig forståelse, at man for at kunne vinde på landjorden skal have kontrol over luftrummet for derigennem af sikre manøvrefrihed i såvel luften som på landjorden.

Min vurdering af, hvorfor VKS ikke var mere offensiv i denne del af krigen, er, at Rusland på det strategiske niveau havde fejlvurderet såvel den ukrainske forsvarsvilje som det ukrainske forsvars evner.

VKS var i min optik ikke klar til opgaven, da russerne var overbeviste om, at krigen ville være vundet i løbet af ganske kort tid.

Da det gik op for russerne, at de ikke kun var langt fra at kunne opnå deres første målsætninger, men at deres offensiv i det hele taget var kørt fast, var konteksten ændret.

Det ukrainske luftforsvar var på stikkerne, de ukrainske fly var spredt for alle vinde og våbenhjælpen, herunder forskellige mandbårne luftværnsmissiler, væltede ind i Ukraine.

I sådan en situation er den luftmilitære løsning at sammensætte en pakke med fly, der gensidigt støtter hinanden, og hvor hver især er specialiseret til forskellige opgaver såsom overvågning, jamming, angreb mod luftforsvarssystemer, angreb mod fly i luften, samt fly, der kan bombe udvalgte mål på jorden.

Alt sammen med det formål at nedkæmpe modstanderens luftforsvar. Det har VKS ikke gjort. De har end ikke forsøgt. Det kan undre, men der findes højest sandsynlig en simpel forklaring.

Erfaringer fra Syrien

De erfaringer, VKS gjorde sig i Syrien, var mod en modstander uden luftforsvar. Det var i et miljø uden trussel, og selvom op mod 80% af de russiske flybesætninger og herunder 95% af de russiske kamphelikopterbesætninger i gennemsnit hver har fløjet mellem 100 og 120 missioner i Syrien, så har de ikke kunnet omsætte erfaringerne til missionerne i Ukraine.

I Syrien kunne flyene flyve to og to, og der var ikke behov for hverken at planlægge eller gennemføre komplekse luftoperationer med mange fly, der gensidigt var afhængigt af hinanden.

Kigger man på de store russiske øvelser, som VKS har spillet en aktiv rolle i de senere år, er billedet det samme.

Meget tyder derfor på, at VKS ikke har erfaring med, og dermed heller ikke er i stand til at gennemføre komplekse luftoperationer i et fjendtligt miljø. En evne, der er helt essentiel, hvis man skal kæmpe om kontrol over luftrummet mod en modstander, der bider fra sig.

Kigger man på de russiske kapaciteter, så har VKS de kapaciteter, der skal til. De har bare ikke evnen til at bruge dem sammen. En ting er, at have diverse kapaciteter, der på papiret har en række evner, men hvis man ikke kan udnytte disse, så hjælper det lige lidt.

Læs også

Kompliceret udstyr kræver erfarne operatører

Et andet område, hvor VKS såvel som den russiske hær og den russiske flåde har gjort det dårligt, er luftforsvar. Vurderingen her er lidt i samme boldgade.

På papiret har Rusland nogle af verdens mest moderne og kapable jord- og søbaserede luftforsvarssystemer med både højteknologiske radarer og missiler.

Men øjenvidner fra Ukraine, der har indgående kendskab til disse systemer, beretter om, at systemerne umiddelbart er enkle at betjene, men så snart noget skal analyseres eller bliver en lille smule komplekst, så er der ingen hjælp at hente fra systemet. Så er det op til operatørerne selv at analysere og vurdere, hvilke handlinger der skal foretages for at kunne udnyttet systemets egenskaber.

Dette kræver veluddannet personel, der har indgående kendskab til systemet, og som sammen har indøvet, hvem der gør hvad og hvornår.

Meget tyder på, at en stor del at det personel, der betjener disse systemer, ikke har den fornødne uddannelse og/eller erfaring til at kunne udnytte systemerne.

Russisk luftvåben har på papiret alle de systemer, de skal bruge for at nedkæmpe det ukrainske luftforsvar, men de har ikke evnen til at omsætte systemernes kapaciteter til handling

Karsten Marrup, chef for luftoperationer, Forsvarsakademiet.

Igen hjælper det lige lidt, at data på papiret viser, at radar og missiler kan x, y og z, hvis personellet ikke kan finde ud af at bruge det, fordi det, når alt kommer til alt, ikke er brugervenligt.

Dette kan forklare Ukraines succesfulde luftangreb mod Belgorod i Rusland, sænkningen af krydseren Moskva, ukrainernes succes med brug af droner herunder især den store Bayraktar overvågning- og angrebsdrone.

Endelig er der også noget, der peger på, at selvom de mest moderne kampfly som Su-34 Fullback og Su-35 Super Flanker på papiret har moderne systemer til måludpegning og aflevering af præcisionsvåben, så er systemerne ikke integreret hensigtsmæssigt i flyets øvrige systemer, hvilket gør det svært for piloten at anvende dem.

Herudover lader det også til, at præcisionsvåbnene ikke er til rådighed i et tilstrækkeligt antal, og angreb med moderne fly, der anvender upræcise bomber, er ikke særligt effektivt uanset flyets øvrige kapaciteter.

Så samlet set er VKS langt mere udfordret, end vi havde forudset. De har på papiret alle de systemer, de skal bruge for at kunne nedkæmpe det ukrainske luftforsvar og opnå kontrol over luftrummet, men de har ikke evnen til at omsætte systemernes kapaciteter til handling og kan dermed ikke følge deres egen doktrin, hvor de dels skal opnå denne kontrol og dels støtte den russiske hærs kamp på landjorden.

Når alt det er sagt, skal vi være varsomme med helt at afskrive VKS og russisk luftmagt generelt.

Det kan godt være, at russisk luftvåben ikke er så imponerende som først antaget, men det er ikke det samme, som at det ikke er brugbart. Rusland har indtil videre anvendt knap 4.000 langtrækkende missiler i krigen, hvoraf en del har forrettet stor skade i Ukraine, og VKS har i lange perioder fløjet mellem 200 og 300 flyvninger om dagen i offensive missioner i og omkring Donbas.

Flyvninger, der alt andet lige, må have haft en effekt i forhold til den russiske offensiv. Kampen om kontrol over luftrummet er ingenlunde slut. Ukraine har modtaget nye missiler, der kan nedkæmpe russiske luftforsvarsradarer på lang afstand, og der er også nye luftforsvarssystemer på vej til Ukraine.

Begge dele kapaciteter, som gør det endnu mere udfordrende for VKS at opnå sine mål.

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Omtalte personer

Karsten Marrup

Major og chef for Center for Luftoperationer, Forsvarsakademiet
Master i Military Operational Art and Science

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion