Debat

Tidligere forsvarsattaché: Derfor fremstår den russiske hær så ynkelig på slagmarkerne i Ukraine

Da Ruslands væbnede styrker indledte angrebet på Ukraine, overraskede den russiske hærs dårlige resultater de fleste. Det overraskede bestemt også mig. I min tid som forsvarsattaché i Rusland har jeg overværet briefinger og set øvelser, som tegnede et markant andet billede af den mægtige russiske hær, skriver brigadegeneral Carsten Rasmussen.

En ukrainsk soldat står på en forladt russisk tank i udkanten af den nyligt generobrede by Izyum i&nbsp;Kharkiv-regionen.<br>
En ukrainsk soldat står på en forladt russisk tank i udkanten af den nyligt generobrede by Izyum i Kharkiv-regionen.
Foto: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste år har den russiske hær gennemgået omfattende reformer. På overfladen så reformerne ud til at have været succesfulde, men virkeligheden viste sig at være en anden ved hærens invasion af Ukraine. Hvad gik der galt? Hvorfor fremstod den russiske hær så ynkelig på slagmarkerne i Ukraine?

Enkelte af svarene skal findes hos den politiske ledelse i Kreml, andre i det militære system. Kreml baserede sin beslutning om at angribe Ukraine på forkerte formodninger om Ukraines styrke og sammenhængskraft.

Antagelsen var, at Kiev ville falde i løbet af nogle dage. En anden antagelse var formentlig, at den russiske hær var meget stærk, måske endog uovervindelig, som russiske propagandister havde hævdet det op til krigens udbrud. Putin og hans inderkreds af rådgivere havde glemt, at selvfedme kan være kimen til nederlag.

I andre konflikter, senest i Syrien, har russerne anvendt en meget mere sammenhængende og strømlinet kommandostruktur.

Carsten Rasmussen, brigadegeneral

De forkerte antagelser førte til, at den russiske hærs operation hverken var ordentligt planlagt eller forberedt. Informationer fra krigens første dage tyder på, at armécheferne først fik deres opgaver omkring to døgn før, at angrebet blev indledt, hvilket er alt for sent til at kunne gennemføre en grundig planlægning og ordreformidling, som sikrer, at chefer, førere og soldater på alle niveauer kender deres opgave.

Afhøringer af russiske krigsfanger fra krigens første fase tegner også et klart billede af en uforberedt hær. Flere af de tilfangetagne russiske soldater troede, at de var på øvelse, indtil de passerede den ukrainske grænse. Den russiske hær havde spildt tiden i de mange måneder, hvor enhederne havde været opmarcheret ved den ukrainske grænse.

Forventning om en hurtig sejr

I begyndelsen af konflikten anvendte den russiske hær en mildest talt besynderlig kommandostruktur.

Fremskudte hovedkvarterer fra Ruslands fire militærdistrikter førte styrkerne i de fire overordnede angrebsakser. Fire hovedkvarterer fra det operative niveau skulle således koordinere indsatsen af ikke blot hærstyrkerne, men også flystyrkerne, flåden, raketstyrkerne og de luftbårne styrker i det, der i realiteten var ét operativt område. Der var hverken ‘unity of command’ eller ‘unity of effort’.

I andre konflikter, senest i Syrien, har russerne anvendt en meget mere sammenhængende og strømlinet kommandostruktur.

Den militære ledelse vidste formentlig godt, at kommandostrukturen ved invasionens start var uhensigtsmæssig. Den korte forberedelsestid og ønsket om hemmeligholdelse gjorde det imidlertid ikke muligt at løse problemet før invasionens start. Det skete derfor først i krigens anden fase efter nederlaget i slaget om Kiev og det russiske tyngdeskift til Donbas. 10. april blev de russiske hærstyrker i Ukraine samlet i en enhedskommando under den daværende chef for det sydlige militærdistrikt, general Dvornikov.

Da den russiske hær rullede over grænsen til Ukraine, var enhederne organiseret i bataljonskampgrupper. Disse enheder er kampbataljoner, hvor kernen, mekaniserede infanterikompagnier og kampvognskompagnier, forstærkes med artilleri, luftværn, ingeniørenheder og logistik.

Læs også

Bataljonskampgrupper er velegnede til lokale konflikter mod en svag modstander. En bataljonskampgruppe er en lille fleksibel enhed, som kan indsættes selvstændigt. Hvis den ukrainske hær, som den russiske ledelse forventede, var krakeleret, da den mægtige russiske hær angreb den, ville bataljonskampgrupperne kunne have ført den russiske hær til en hurtig sejr.

Det skete som bekendt ikke. Den ukrainske hær kæmpede en hård og mobil forsvarskamp. Den russiske hærs troppeenheder havde brug for at kunne etablere og skifte tyngde i kampen. Det kunne troppeenhederne imidlertid ikke. De tyngdemidler, troppeenheder anvender; artilleri, ingeniører, luftværn og logistik, var forhåndsdisponeret til bataljonskampgrupperne.

Denne fejl har den russiske hær i nogen grad rettet op på siden. Under sommerens kampe i Donbas kæmpede den russiske hær mere i en troppeenhedsramme. Troppeenhederne disponerede over ovennævnte tyngdemidler, og kampbataljonerne blev anvendt som manøvreenheder.

Mangelfuld træning af soldater

Dette løste dog ikke hele problemet. Det viste sig nemlig, at den russiske hær havde store problemer med noget så fundamentalt, som at koordinere ild og bevægelse i tid og rum, herunder at anvende nærstøtten fra fly effektivt.

Denne svaghed afslører en mangelfuld uddannelse af de russiske enheder. Under de store koreograferede og nøje indøvede demonstrationsøvelser, som den russiske hær elsker at imponere omverdenen med, så det ud som om, at hæren mestrede denne grundlæggende militære disciplin. Det, vi havde set, var imidlertid en potemkinkulisse. 

Når russisk infanteri stod af køretøjerne, kom der typisk kun en to-tre mand i stedet for seks-ti ud af hvert pansret køretøj. Det er alt for få til at kæmpe infanteriets kamp. 

Carsten Rasmussen, brigadegeneral

Hvis man nærstuderer de mange videoklip fra kampene i Ukraine, ser man russiske enheder og soldater begå mange helt elementære fejl og udvise dårlig feltmæssig optræden, som indikerer, at den militære uddannelse, også på de laveste niveauer, er ganske mangelfuld.

Jeg har for eksempel set adskillige eksempler på kampvogne og infanterikøretøjer, som drejede kanonen væk fra ilden og forsøgte at flygte, når de kom under beskydning fra direkte skydende våben.

Den korrekte første reaktion er at rette kanonen mod fjenden og skyde igen. Den indledende reaktion, når man kommer under beskydning, skal være kampeksercits. Reaktionen skal være en betinget refleks. Den skal være så overindlært, at soldaten automatisk reagerer hensigtsmæssigt.

Fatal underbemanding

Endelig vil jeg nævne underbemandingen af de russiske enheder. Jeg antog fejlagtigt, før invasionen startede, at de opmarcherede enheder var fuldt bemandede. Det viste sig at være en forkert antagelse. De russiske enheders bemanding var på fredstidsniveau. Det vil sige 70 procent eller lavere.

Da man ikke kan reducere antallet af kørere og lignende, var konsekvensen, at der manglede infanteri – altså soldater, der kan kæmpe på jorden. Når russisk infanteri stod af køretøjerne, kom der typisk kun en to-tre mand i stedet for seks-ti ud af hvert pansret køretøj. Det er alt for få til at kæmpe infanteriets kamp. Det er ikke engang tilstrækkeligt til at sikre de pansrede køretøjer.

De mange fejl og mangler, den russiske invasion af Ukraine har afsløret hos den russiske hær, vil måske få nogen til at spørge, om vi så blot kan lade være med at foretage de planlagte store investeringer i genopbygningen af vores egen hærs evne til at kæmpe en konventionel krig og forsvare Danmark samt allierede landes territorium.

Mit svar er et klart nej! Der er ingen grund til at antage, at den russiske hær ikke er i stand til at lære af sine fejl. At det lige nu går dårligt for den russiske hær, må ikke forlede os til at gentage Putins fejl. Også for os kan selvfedme blive kimen til nederlag.

Læs også

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Omtalte personer

Carsten Rasmussen

Brigadegeneral
Hærens Officersskole (B-linjen, 1982-84), Forsvarsakademiet, (Operations- og Føringsuddannelse samt Stabskursus II, 1995-96)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion