Debat

Militærhistoriker: Den menneskelige faktor gør det russiske forsvar sårbart

Rusland kan ikke løse problemerne i de væbnede styrker, hvis der ikke sættes ind overfor de bagvedliggende samfundsmæssige udfordringer. Med mindre Putin foretager en drastisk eskalation, kan han ikke for alvor kompensere for sine selvskabte problemer, skriver Niels Bo Poulsen.

Når ingen granskede forsvaret, var det op til generalerne selv at rapportere problemer og uregelmæssigheder til forsvarsmister Shoigu eller Putin – og det har de ikke vist sig særligt villige til, skriver Niels Bo Poulsen.
Når ingen granskede forsvaret, var det op til generalerne selv at rapportere problemer og uregelmæssigheder til forsvarsmister Shoigu eller Putin – og det har de ikke vist sig særligt villige til, skriver Niels Bo Poulsen. Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er mange årsager til Ruslands manglende succes i krigen mod Ukraine: Efterretningsgrundlaget var ringe, beslutningen om at invadere, og planerne for, hvordan det skulle ske, blev truffet i en snæver kreds og aldrig udfordret af sagkyndige, kompleksiteten i kampagneplanen var alt for høj, ukrainernes modstand og sammenhængskraft uventet stor, osv.

Jeg vil i dette indlæg se på det russiske forsvars evne til at skabe soldater og enheder, som kan kæmpe disciplineret, velmotiveret, samvirkende og agilt. ’Den menneskelige faktor’ – eller som forskerne kalder det ’den militære kultur’ – er nemlig en fundamental sårbarhed i det russiske forsvar.

Den lave disciplin, som både giver sig udtryk i overgreb og desertioner, hænger også sammen med, at man fortsat ikke har et stærkt korps af underofficerer.

Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet

I 2021 skrev jeg sammen med en kollega et kapitel om det russiske forsvars ’virksomhedskultur’ til bogen Rusland som militær stormagt.

Her vurderede vi, at der var tegn på, at de store problemer, som eksisterede i de sovjetiske og russiske styrker med rekrutmishandling, korruption, overdreven topstyring og centralisme, samt dårligt uddannet og ringe motiveret mandskab, var blevet væsentligt formindsket siden militærreformerne startede i 2009.

Titlen på vores kapitel antydede samtidig en vis usikkerhed: ’Ruslands Militærkultur – reformprocessens akilleshæl?’ Vi var nemlig bevidst om, at en del af de tilsyneladende forbedringer kunne skyldes, at det russiske forsvar simpelthen var blevet bedre til at skjule tingenes sande tilstand.

Kan det lykkes Kreml?

De beretninger, der kommer fra fronten i Ukraine, peger i retning af, at vores formodning var rigtig.

Det er oplysninger om russiske soldaters plyndringer og ugerninger. Om indsatsen af enheder, som hverken uddannelsesmæssigt, mentalt eller mht. deres bemanding lever op til slagmarkens krav. Om trægheden i at flytte de russiske styrker, samt store tab af højere officerer.

Jeg vil i det følgende pege på fire forhold i den militære kultur som bidrager til problemerne. Derpå spørger jeg: Kan det lykkes Kreml at forbedre tilstanden i forsvaret?

Læs også

Mit fokus vil være på landstyrkerne. Det er vigtigt at understrege det. For der er store forskelle mellem forskellige værn og tjenestegrene i det russiske forsvar.

Eksempelvis er specialstyrkerne og de luftbårne tropper bedre motiveret, udrustet og uddannet, end den gennemsnitlige infanterist. Ligeledes er værnepligtige og kontraktsoldaters vilkår og indsatsevne forskellig.

Det russiske forsvars ’kultur’-svagheder

Putins nok største politiske ’succes’ har været afviklingen af det aldrig særligt velfungerede russiske demokrati. Prisen har dog været, at den frie debat og granskning af alvorlige samfundsproblemer, der præger et solidt demokrati, ikke eksisterer i Rusland. Det har haft alvorlige problemer for forsvaret.

I den sene Sovjettid og Ruslands første årtier var de væbnede styrker gennemsyret af korruption, nepotisme og ineffektivitet. Samtidig formåede forsvaret effektivt at holde politikere og offentlighed ude af dets cirkler.

Det russiske forsvar afspejler samfundet og det politiske system. Der kan altså ikke blive tale om en løsning, hvor man kun tager fat på de væbnede styrker.

Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet

Det ville man tro ændrede sig, da de store militærreformer gik i gang i 2009. Forsvaret blev oprustet, fik justeret sin struktur, der blev sat spot på at skabe bedre vilkår for soldaterne. Man overgik til en delvis professionel styrke. Samtidig blev der lagt mere vægt på løbende at teste styrkernes tilstand gennem forskellige øvelser.

Som den russiske forsvarsekspert Aleksandr Golts konstaterede for et par år siden, endte øvelserne dog hurtigt som skuespil, hvor alt var nøje indøvet, inden de fandt sted. Og den stadig strammere styring af medierne efter de store demonstrationer i 2011 betød, at andre korrigerende mekanismer forsvandt.

Når hverken medier, parlament eller ombudsmand granskede forsvaret, var det (stort set) op til generalerne selv at rapportere problemer og uregelmæssigheder til forsvarsmister Shoigu eller Putin – og det har de ikke vist sig særligt villige til. Konkret har korruptionen blandt andet vist sig i krigen i form af, at soldaterne manglede materiel og udstyr, som de på papiret skulle have. Og ved at styrker, som på papiret var fuldtallige, rykkede i felten med meget færre soldater.

Korruption er prisen for et tilfreds system

Forsvaret er i dag i betydeligt omfang bemandet med kontraktansatte soldater. Trods forbedrede løn- og ansættelsesvilkår siden reformerne startede, har militæret dog ikke nødvendigvis kunnet vælge ’ fra øverste hylde’. Det er det næste problem, jeg vil fremhæve.

Beskæftigelsen er høj i Rusland, der er mangel på veluddannet arbejdskraft, og flugt fra land til by og fra by til udland. Rekrutteringen er derfor særligt sket i de fattigste landområder, hvor der er et lavt uddannelsesniveau og ofte store sociale problemer. Det er også egne, hvor der hyppigt er en højere andel af etniske minoriteter end i det øvrige land. Det har medført problemer med integration af soldaterne i enhederne.

Det er også nærliggende at se en kobling mellem soldaternes opvækst i forholdsvist værdikonservative miljøer, som ofte er præget af vold og misogyni, og så den adfærd tropperne har vist på slagmarken. Dette er naturligvis blevet forstærket af styrets propaganda, hvor ukrainerne som bekendt er blevet stigmatiseret som nynazister og som en nation, der planlægger folkedrab på russere.

Den lave disciplin, som både giver sig udtryk i overgreb og desertioner, hænger også sammen med, at man fortsat ikke har et stærkt korps af underofficerer, som kærer sig om soldaternes velfærd og holder effektivt øje med dem.

Læs også

Det tredje problem er evnen til at uddanne og træne styrkerne. Denne udfordring hænger sammen med den ovenfor nævnte rekrutteringsprofil. Den gør det svært at skabe egnede specialister. Men en stor del af problemet handler også om, at korruptionen nogen gange medfører, at soldater anvendes til arbejde for officererne eller ’lånes ud’ til en virksomhed, frem for at blive uddannet.

Det er også en stor udfordring, at officersuddannelsen fortsat – på stort set alle niveauer – lægger megen vægt på udenadslære og skabelsen en ret snæver kompetenceprofil. Det er heller ikke lykkedes at bryde et forhold, som også prægede den sovjetiske Røde Hær: samarbejdet mellem våbenarterne er dårligt, således at eksempelvis infanterister, kampvognsstyrker og artilleri ikke for alvor koordinerer kampen. Korruption og nepotisme fremmer dannelsen af klaner, som konkurrerer og strides om lukrative ben eller forfremmelser, frem for at samarbejde.

Rusland er trods styrets fascistoide og neo-totalitære træk imidlertid ikke Stalins Sovjetunion.

Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet

Det fjerde problem er, at det russiske forsvar afspejler samfundet og det politiske system. Der kan altså ikke blive tale om en løsning, hvor man kun tager fat på de væbnede styrker. Hvis ikke der også sættes ind overfor de bagvedliggende samfundsmæssige udfordringer, kan der ikke skabes afgørende ændringer inde i de væbnede styrker.

Det handler blandt andet om den maskulinitetskultur, der hersker i samfundet. Men det handler også om, at styret simpelthen er tvunget til at acceptere en betydelig grad af korruption og embedsmisbrug i forsvaret som i alle andre offentlige sektorer. Det er prisen for at holde embedsværket tilfredst og systemloyalt.

Hvor er genstartknappen?

Ruslands forsvar er dog ikke uhjælpeligt dømt til at tabe, blot fordi dets indre funktionsmåde adskiller sig fra den måde vestlige, demokratisk forankrede styrker virker på. Henover det sene forår og sommeren så vi et militært kursskifte. De russiske styrker begrænsede deres angreb til få sektorer, hvor de så til gengæld anvendte overvældende ildkraft og massering af styrkerne til at opnå (mindre) terrængevinster.

Det er en tilbagevenden til kampformer, som altid har virket for Rusland. En mere skematisk kampindsats er simpelthen lettere at styre. Hvis man er væsentligt større end modstanderen, som Sovjetunionen var det under den finsk-russiske vinterkrig i 1939-40, og som Rusland var det under de to Tjetjenienkrige i 1990’erne og de tidlige 2000’er, så kan man sejre gennem nedslidning. Men massive civile og militære tab bliver en del af processen.

Allerede nu er tabene da efter alt at dømme også langt alvorligere end under Tjetjenienkrigene. Rusland er trods styrets fascistoide og neo-totalitære træk imidlertid ikke Stalins Sovjetunion. Store dele af befolkningen – særligt i middelklassen – vil næppe acceptere fortsat meget høje tab og slet ikke anvendelse af værnepligtige i stort omfang.

Styret forsøger på at komme uden om problemet gennem rekruttering i udlandet og intensiveret hvervning i Ruslands fattigste områder. Det vil ikke højne de indsatte soldaters kompetencer og næppe tilføre forsvaret mandskab nok til store offensiver. Med mindre Putin sætter samfundet helt på krigsfod eller foretager en drastisk eskalation af de anvendte midler, kan han altså ikke for alvor kompensere for sine selvskabte problemer med den menneskelige faktor.

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Omtalte personer

Niels Bo Poulsen

Chef for Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet
ph.d. (Københavns Uni. 2004), cand.mag. (Roskilde Uni. 1996)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion