Forsker: Putins ideologiske grundlag tegner ikke godt for krigen i Ukraine

”Ukraine er jo ikke engang et land”

Putins ekstreme udtalelser om Ukraine som en kunstigt skabt og uægte nation har egentlig været kendt længe.

De første halvoffentlige udgydelser kunne høres på sidelinjen til NATO’s Bukarest topmøde i 2008, hvor NATO havde inviteret den russiske præsident for at forsøge at formilde ham til bedre at kunne sluge topmødets resultat: At NATO lovede Ukraine og Georgien medlemskab af NATO ”på et tidspunkt”.

De to lande fik altså ingen medlemskabsproces og ingen optagelsesdato, blot et tomt, fjernt lovord. Alligevel var det en rød klud i ansigtet på Putin, der ifølge øjenvidner, spruttende kvitterede til George W. Bush: ”Du er nødt til at forstå, George. Ukraine er jo ikke engang et land”.

Men i lang tid var den slags udtalelser ikke en del af normalbilledet.

I Putins første tid som præsident søgte han at fremstille sig selv som en reformkraft, der med en liberal økonomisk politik og et ønske om at forene landet, ville gøre op med de oligarker, der havde fået en uforholdsmæssig stor vægt i Jeltsins regeringstid og tilranet sig store rigdomme på almindelige menneskers bekostning.

Forholdet til Vesten var også godt. Han var den første internationale statsleder, der dagen efter al-Qaedas angreb på USA 11. september 2001 ringede til George W. Bushs og bakkede op om USA’s krig mod terror.

Rusland lod i en årrække ovenikøbet USA og NATO understøtte operationen i Afghanistan via baser i Usbekistan og Kirgisistan, ligesom de lod amerikanerne forsyne deres tropper i Afghanistan logistisk via russisk jord.

Putin har længe givet udtryk for sympati med Eurasianismen – en geopolitisk og halvfascistisk ideologi, som mener, at Rusland har ret til at regere store dele af den eurasiske landmasse

Jørgen Staun
Lektor, Forsvarsakademiet

Den yderste højrefløj

De ny-imperialistiske stemmer hørte i 1990’erne og 2000-tallet først og fremmest hjemme på den yderste højrefløj.

En af de mest toneangivne tænkere her var Alexander Dugin, politisk debattør, geograf, stifter af det højreorienterede tidsskrift Elementi og forfatter til en række bøger om geopolitik og eurasianisme, blandt andet Osnovy Geopolitiki (Geopolitikkens grundprincipper).

Bogen advokerer for, at Ruslands rolle er at forene den eurasiske landmasse under russisk lederskab og var i en årrække standardlæsning på det russiske generalstabskursus.

Selvom det er et omstridt emne, er der meget, der tyder på, at Dugin i et vist omfang har eller har haft adgang til og fundet lydhørhed hos Putin eller i hvert fald hos andre i Kremls inderkreds, ikke mindst Nikolaj Patrusjev, chefen for det nationale sikkerhedsråd, samt Sergej Narisjkhin, chefen for udenrigsefterretningstjenesten SVR. Begge er tæt på Putin.

Det er muligvis sigende for Dugins indflydelse, at da hans datter Daria blev offer for et attentat her i august, som efter alt at dømme var rettet mod faderen, sendte Putin et offentligt kondolencebrev til Aleksander Dugin og hans kone Natalja.

Putin har længe givet udtryk for sympati med Eurasianismen – en geopolitisk og halvfascistisk ideologi, som mener, at Rusland har ret til at regere store dele af den eurasiske landmasse – og citerer af og til en af Eurasianismens mest populære tænkere, Lev Gumilev (1902-1992).

I december 2013 sendte han tre bøger til alle guvernører og højtstående politikere. Vladimir Solovjovs Det godes retfærdiggørelse, Nikolaj Berdjajevs Ulighedens Filosofi og Ivan Iljins Vore opgaver. Alle tre er centrale eurasianistiske tænkere, der dyrkede Ruslands før-revolutionære, imperiale fortid.

En enig elite

Også andre i eliten bakker op om de ekstreme synspunkter.

Nikolaj Patrusjev, førnævnte chef for det nationale sikkerhedsråd, gav i slutningen af april i år et stort interview i den regeringskontrollerede Rossijskaja Gazeta, hvori han gentog ”et folk”-tesen, samt Putins frase om USA som et ”imperium af løgne”.

”I et forsøg på at undertrykke Rusland besluttede amerikanerne ved hjælp af deres stedfortrædere i Kiev at skabe en antipode til vores land og valgte kynisk nok Ukraine til dette formål og forsøgte at splitte det, der i bund og grund er en enkelt nation”, sagde han til avisen.

Rusland har aldrig trukket sig tilbage og vil aldrig trække sig tilbage i sådanne sager, for ellers vil det ophøre med at være Rusland

Sergej Narisjkhin
Chef for Ruslands efterretningstjeneste SVR

En anden højrefløjs-figur, som i de senere år synes at have fået øget ideologisk indflydelse, er den nyligt afdøde Vladimir Sjirinovskij. Denne brovtende politiker på den ekstreme højrefløj, formanden for partiet LDPR, som man af og til kunne se i fysisk håndgemæng i den russiske Duma, har længe ment, at Ukraine ikke var et rigtigt land.

Helt tilbage i 1998 hævdede han eksempelvis, at Ukraine ikke eksisterede. Og i marts 2014 efter den første invasion offentliggjorde han planer for Ukraines opdeling. I december 2021 sagde han lige ud, at ”der bør ikke være noget Ukraine”.

Leonid Slutskij, der har overtaget posten som formand for LDPR efter Sjirinovskij, følger linjen og har kaldt krigen i Ukraine for et resultat af ”den kollektive vestlige neokoloniale politik”. Slutskij er i øvrigt et højtstående medlem af Ruslands gruppe af forhandlere, som indtil flere gange har søgt at mødes og forhandle med Ukraine, indtil videre uden held.

Også Dmitrij Medvedev, der i 2008-2012 var stand-in for Putin i rollen som præsident, mens han var premierminister, har meldt sig under de ekstreme faner. For selvom han i midten af 2000-tallet blev set som en mere liberal kraft, har han i de senere år bakket fuldt ud op om højredrejningen af den russiske udenrigspolitik.

I november 2021 hævdede han således, at ”Ukraines ledere af den nuværende generation er absolut ikke-selvstyrende mennesker … Landet er under direkte udenlandsk kontrol”. Afhængigheden af USA og EU er fuldstændig, ”lige fra pengeindsprøjtninger … til direkte ledelse af de ukrainske specialstyrker (af deres amerikanske protektorer)”.

I april i år skrev han om Ukraine, at ”dette fænomen har aldrig eksisteret i historien". Nogle iagttagere har fremført den tese, at Medvedev søger at køre sig selv i stilling som hardliner, så han kan tage over, hvis Putin ikke længere sidder så sikkert i embedet.

Der er heller ikke lagt op til forsoning hos Sergej Narisjkhin, chefen for udenrigsefterretningstjenesten SVR. Faktisk er en sejr i Ukraine for ham et eksistentielt spørgsmål.

”Rusland har aldrig trukket sig tilbage og vil aldrig trække sig tilbage i sådanne sager, for ellers vil det ophøre med at være Rusland”, sagde han under en tale på Moskvas Lomonosov Universitet.

Narisjkhin blev få dage inden invasionen offentligt udstillet af Putin, da han for rullende kameraer stammende forsøgte at foreslå, at man måske skulle give ukrainerne og Vesten en ekstra mulighed for forhandling. Så måske har han også personligt brug for at vise opbakning til krigen.

Også udenrigsminister Sergej Lavrov taler i apokalyptiske vendinger.

”Vesten har erklæret os, erklæret en total krig mod hele den russiske verden, ingen skjuler det nu”, sagde han i et interview i slutningen af maj.

En lukket kreds

Kredsen omkring Putin er i de senere år blevet mindre og mindre og op til og efter krigsudbruddet, er den blevet mere og mere ensrettet, så man kun giver udtryk for ’parti-linjen’.

En linje, der lægges af konspirationstænkning, ekstrem nationalisme og fuldgyldig imperialisme.

Så selvom man endnu holder fast i de officielle krigsmål – at sikre udbryderrepublikkerne Donetsk’ og Luhansk’ suverænitet – og derved har en bagdør, hvis krigen fortsætter i en for russerne uheldig retning, så er der, hvis man skal tolke ud fra talerne fra Putin og medlemmerne af inderkredsen omkring ham, ikke megen mulighed for kompromis.

Jørgen Staun er ph.d. i statskundskab og lektor i international politik ved Forsvarsakademiet. Han redigerede og udgav i 2021 bogen 'Rusland som militær stormagt' sammen med Niels Bo Poulsen.