Jonas Parello: Sabelraslen i Taiwanstrædet kræver en nytænkning af Vestens forhold til Kina 

Den amerikanske præsident Joe Biden har været lige så klar i sin melding om at ville forsvare Taiwan militært, hvilket han har gentaget fire gange over de senere år, på trods af den officielle amerikanske politik om strategisk tvetydighed vedrørende Taiwans forsvar.

Det er bestemt ikke fordi Biden ikke kender den amerikanske politik. Han er så gammel i gårde og i amerikansk politik, at han var med til som ung senator at stemme for det fortsat gældende lovgrundlag; Taiwan Relations Act fra 1979, efter at USA skiftede diplomatisk anerkendelse fra Republikken Kina (Taiwan) til Folkerepublikken Kina. Grunden til at Biden er så klar i sine meldinger om Taiwan er for at afskrække Kina.   

Der er nemlig tre store prioriteter på spil for USA, for Taiwan og for os alle sammen. Værdipolitik, computerchips og USA's status som stormagt i Asien og globalt.  

Autokratisk kontrol versus frihed

Værdipolitisk er Taiwan et demokrati, der på flere internationale meningsmålinger scorer i top-10 af verdens lande. Det er derfor autokratisk kontrol versus frihed, som skiller Taiwanstrædet.

Hvis Kina og det kommunistiske parti sætter sig på Taiwan, vil det være en mindre fri og mere autokratisk verden, hvor 23 millioner taiwanere får påtvunget livs- og styreform udefra.

Det har vi allerede set Xi Jinping gennemføre uden kvaler med Hongkong, hvor demokratibevægelser, frie medier og det politiske system blev kvalt i socialistiske værdier og topstyring fra Beijing. Derfor er det vigtigt med et globalt forsvar for Taiwans demokratiske system.

Kampen om Taiwan er også en vejrhane på forholdet mellem USA og Kina. Hvis Kina skulle lykkes med at indtage Taiwan uden at USA kunne forhindre det, vil det betyde, at amerikanske allierede som Japan, Sydkorea og Filippinerne ikke stoler på USA's sikkerhedsgaranti i Asien.

Taiwan er derfor USA's alliancesystem i Asiens forpost. Og også en forpost for om den regelbaserede orden med USA som ledende magt holder. Eller om det bliver Xi og Putins verdensbillede med stærke mænd i toppen og stærke magter som tryner mindre nabolande.

I en sådan konfliktsituation dur det ikke med europæiske ledere, som leder efter musehullet i en Taiwan-konflikt.

Macrons meget omdiskuterede kommentar under sit Kina-besøg om fransk neutralitet i Taiwan-spørgsmålet satte gang i USA's indenrigspolitik og senator Rubio, der svarede igen, at hvis Macron repræsenterede den europæiske linje, så kunne der komme en klar arbejdsdeling: Europa kunne tage sig af Ukraine uden USA! På sin side ville USA tage sig af forsvaret af Taiwan.

Den arbejdsdeling er ikke holdbar. Vi har brug for USA i Europa og i Nato. Også derfor bør Europa og Danmark – som minimum – af alliancemæssige årsager være klare i forsvaret for en fredelig udvikling i Taiwanstrædet. 

Taiwans teknologiske guldmine

Hvis værdi- og alliancepolitikken ikke er tilstrækkelig motivation til at interessere sig for Taiwan, er der økonomi og computerchips.

For 20 år siden var olie en definerende faktor i mange landes udenrigspolitik. I det 21. århundrede er det computerchips, som indtager den essentielle rolle i teknologisk globalisering. I al ubemærkethed har Taiwan og dets chipsfirmaer opbygget en unik rolle i verdensøkonomien.

Taiwan er uundværlig for teknologisk globalisering, som får vores hverdag til at fungere

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Tænk bare på en Iphone. Designet i USA og samlet i Kina, er den gængse beskrivelse. Men dertil kommer et essentielt led: de mikroskopiske computerchips – vi taler en milliardte del af en meter – som kun produceres på Taiwan.

Den smukke ø producerer op til 60 procent af et ellers forslugent verdensmarked og over 90 procent, når det drejer sig om de mest avancerede chips.

Taiwan er kort sagt uundværlig for teknologisk globalisering, som får vores hverdag til at fungere. Da chipsene laves af silikone, taler man om, at Taiwan har et silikone-skjold mod kinesisk invasion, da også Kinas økonomi vil blive ramt.  

Computerchipsenes betydning er USA nu meget opmærksom på. Biden-administrationen og Kongressen fandt sidste år enighed i at poste milliarder i at genetablere chips-produktion i USA.

Som del heraf får USA også taiwanske firmaer til at forlægge deres produktion til USA. TSMC, det største taiwanske selskab, åbnede en fabriksinvestering på 40 milliarder dollars i Arizona i slut 2022.

Samtidig afskærer USA Kina fra avanceret chipsproduktion, der naturligvis også kan bruges militært. Det gør Kinas appetit på at overtage Taiwans produktion og fabrikshemmeligheder desto større.

Europa halter bagud med at sikre egen chipsproduktion. Det kunne et tættere samarbejde med Taiwan være med til at sikre. For tiden er det et europæisk land som Litauen, der med sit klare værdipolitiske ståsted og forsvar for Taiwan, som også har øget det økonomiske samarbejde med Taiwan på computerchips.     

Fjern blikket fra Macron og kig mod Østeuropa

I tilfælde af en militær konflikt omkring Taiwan kan Europa af USA forventes at blive anmodet om at levere vores stærkeste våben: økonomi og sanktioner. Det vil sige at afskære økonomiske forbindelser til riget i midten, ligesom vi har gjort det med Rusland.

I et sådant tilfælde må Kina også forventes at foretage sig økonomiske straffeforanstaltninger for at presse lande til at støtte dem eller som minimum forholde sig neutrale.

Vi har allerede løbende været vidne til at Kina bruger økonomiske forbindelser som presionsmidler.

Da Australien foreslog en uvildig undersøgelse af coronavirussens opståen i Kina, blev australsk vin og andre produkter bandlyst i Kina.

Da den litauiske regering i Vilnius tillod oprettelse af et Taiwan-kontor, blev Litauen blev lagt helt på is og fjernet som land fra Kinas toldoversigt.

De økonomiske forbindelser til Kina, som vi troede ville sikre liberalisering i Kina, bruges nu af et autoritært system til at afpresse os og knægte værdidagsorden på vores egen hjemmebane.

Heldigvis er der modige regeringer og ledere i særligt Østeuropa, som ikke lader sig kue. Tjekkiets nyvalgte præsident Pavel talte både med Præsident Zelenskij i Ukraine og ganske uhørt for en europæisk leder med Taiwans præsident Tsai Ing-wen.

Dermed markerede Pavel klart, hvordan han ser verden – igen opdelt mellem demokratiske og autokratiske kræfter. Det er inspiration til dansk udenrigspolitisk strategi og til vores placering i EU. På det her spørgsmål bør vi orientere os mod Pavel snarere end Macron.

Tilbagetrækning af vestlige virksomheder

Kinas truende adfærd fordrer, at der indskriver et 'sundhedscheck' af vores forbindelser til Kina i den udenrigspolitiske strategi, så vi både frigør os fra autoritært pres og er forberedt på at deltage i massive sanktioner sammen med USA, EU og andre demokratiske lande, hvis Kina gør alvor af truslerne og angriber Taiwan.

Det kræver også en god dialog med de danske virksomheder, så de både kan omstille sig i tide og være beredte på pludselig eskalation.

Et af de kraftigste våben i sanktionerne mod Rusland efter invasionen af Ukraine er den frivillige tilbagetrækning af vestlige virksomheder uden sanktionsdikteret grundlag.

Nej, det betyder ikke, at vi afkobler os fra Kina og stopper samhandlen i morgen, men det betyder, at vi kigger vores forsyningskæder kritisk igennem.

Den rettidige omhu er også præcist det som EU-kommissionens præsident Ursula von Der Leyen foreslog i en tale om Kina-forholdet i start april. De-risking, kalder hun det.

Kongerigets sjældne jordarter

Vi skal ikke erstatte energiafhængighed af russisk gas med tilsvarende afhængighed af Kina på solceller eller på forarbejdning af litium til grøn omstilling.

Frihed er ikke gratis, som det står mejslet på et krigsmindesmærke i Washington

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Udfordringen er særlig akut på råmaterialer og deres forarbejdning. Det kræver, at vi sammen i EU opbygger nye forsyningskæder med både miner og forarbejdning i Europa eller i demokratiske, venligtsindede lande. Det kræver at vi tager et nyt aktivt kig på minedrift i Europa.

Her har Kongeriget Danmark noget at byde på. Der er råmaterialer og særligt sjældne jordarter i Grønland. Det bør være en prioritet i samarbejde med den grønlandske regering sammen at investere heri.

Grønland – selv med en mere mineskeptisk regering for nuværende – har i så mange år ønsket at udvinde i undergrunden for at skabe økonomisk vækst.

En sådan minedrift ville være et væsentligt grønlandsk/dansk bidrag til at forsyne den frie verden med mineraler til at sikre den fortsatte grønne omstilling.

Opdyrk frihandel blandt frie nationer

Den stadig mere opdelte verden mellem USA og Kina og mellem demokratier og autokratier betyder ikke et entydigt farvel til globaliseret frihandel. Det er udelukkende et farvel til blåøjet økonomisk afhængighedsskabelse af autokratier.

Men der er bestemt også nye frihandelsmuligheder. Det danske forstærkede økonomiske og grønne samarbejde med Indien, verdens største demokrati, er et godt eksempel.

Indenfor rammerne af præsident Bidens demokratitopmøde, hvor over 100 lande deltog i marts, kan samarbejde udbygges mellem nye demokratier i Afrika, Asien (hvor størstedelen af verdens mennesker, der lever i demokratier, bor), Syd- og Mellemamerika.

Vi skal se mod Botswana, Uruguay, Ghana, Brasilien, Indonesien med flere. Det kan også blive kimen til forsyningskæder blandt demokratiske lande.

Det kræver en aktiv indsats for at hjælpe virksomheder ind på nye demokratiske markeder. Det kunne handelspolitikken i en ny udenrigspolitisk strategi passende prioritere.

Frihed er ikke gratis, som det står mejslet på et krigsmindesmærke i Washington. Det bør være et entydigt pejlemærke for en ny dansk regering.