Debat

Konservativ Ungdom: Krigen udstiller vores manglende mandsmod til at stå op imod slyngler

Før var Danmark i første række i kampen mod slyngler. Nu tør vi ikke gå forrest i hjælpen til Ukraine. Måske er det på tide, at vi som folk genfinder mandsmodet, åbner for kisten og støver det af, skriver Nicolai Erik Qvist-Lygum Toxværd.

Jeg er ikke krigsliderlig, russofobisk eller militarist. Men jeg tror, at demokratiet er værd at kæmpe for, og jeg tror, at det kræver, at vi tør stille os imod det, som truer det, skriver Nicolai Erik Qvist-Lygum Toxværd.
Jeg er ikke krigsliderlig, russofobisk eller militarist. Men jeg tror, at demokratiet er værd at kæmpe for, og jeg tror, at det kræver, at vi tør stille os imod det, som truer det, skriver Nicolai Erik Qvist-Lygum Toxværd.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Historien er slut! Således erklærede Fukyama det i 1992 efter Sovjets fald. Alt ville gå godt, og det liberale demokrati ville vinde af sig selv. Vi behøvede ikke strides mod ondskaben længere.

Starten af 90'erne så endnu ikke den ånd slå helt igennem hos politikerne og datidens voksne. Man var farvet af kampen mod kommunismen, og der blev slået hårdt ned på slyngler som Saddam Hussein, Karadzic og Milosevic.

Men koldkrigspolitikernes tid sluttede, kampkraften smuldrede og stridsviljen forsvandt. Vi har en generation af politikere, der i Fukuyamas ånd har mistet mandsmodet.

Nullerne begyndte med det sidste hurra. Vi væltede Saddam og hjalp nordalliancen i at befri Afghanistan fra Talibans kløer. Men med dette forsvandt det stille. Vi havde skudt de slemme karle, men hvad skulle vi nu?

Genopbygningen var forvirret og institutionsopbygningen dårlig. Hvilken lektion lærte vi af dette? Vi lærte ikke at gøre det ordentligt næste gang – vi lærte at vi slet ikke skulle blande os.

Drop skyklapperne

Et forsvar, der havde været udsultet siden start 00’erne, mistede mere og mere anseelse, støtte og forståelse. I klassisk radikal Viggo Hørup ånd: "Hvad skulle det nytte?"

Ekspert efter ekspert stillede sig frem i medierne frem til dagen for invasionen og forsikrede os om, at Rusland aldrig ville invadere Ukraine

Nicolai Erik Qvist-Lygum Toxværd
Forsvarsordfører, Konservativ Ungdom

Trods Russiske trusler i først Georgien i 2008 og så Ukraine i 2014 nølede skiftende danske regeringer med at opretholde et stærkt forsvar. Enhver interventionistisk ånd og enhver solidaritet i kampen mod diktatur var væk.

Når USA, med god grund, advarede mod Kina, blæste vi dem af som eskalerende og advarslerne om krigen i Ukraine blev afvist. Ekspert efter ekspert stillede sig frem i medierne frem til dagen for invasionen og forsikrede os om, at Rusland aldrig ville invadere Ukraine.

Det gjorde de. Danmark har selvfølgelig hjulpet. Men har vi hjulpet nok? Alt vi gør, skal først lige gøres af andre først. Danmark tør ikke gå først. Politikerne siger hele tiden, at de ikke vil eskalere, gad vide om russerne tænker det samme, når de terrorbomber civile mål.

Debatspalterne i danske medier fyldes ofte af danskere, markant ældre end jeg, der råder imod øget militær støtte. Danmark skal jo ikke støtte krig, eskalere konflikten, hjælpe med at dræbe soldater og så videre.

I forreste række

Da jeg bringes i Politiken og opfordrer til at udvise Ruslands ambassadør, er svaret fra regeringen, at man kun vil gøre dette, hvis andre EU-lande gør det samme. For Tyskerne har jo været et foregangsland, når det gjaldt om hjælp til Ukraine – det ved vi alle. Det var ellers nu tyskerne, der kun sendte hjelme i starten eller trak fødderne med kampvogne.

Baltikum, nogle af de lande, som har lidt mest under Rusland, lytter vi ikke til. Det land, som i 1994 "bøllebankede" serbiske soldater, som bekæmpede folkemord i Bosnien, er nu bange for at udvise en mand, som repræsenterer hensynsløst mord på civile, massevoldtægt og tortur.

Læs også

Hvorfor? Fordi jeg mener, at generationen fra 90’erne og 00’erne mangler noget. Mandsmod, kvindsmod, viljestyrke – kald det hvad du vil. Før var Danmark i første række i kampen mod slyngler – men vi tør ikke mere. Brændt barn skyr ilden.

Vi er bange for russisk eskalation – men hvilken eskalation? Tror vores politikere oprigtigt, at russerne er dumme nok til at angribe Danmark? Eller Nato? Er vi så bange for at stå frem for, hvad vi tror på, for at repræsentere noget større?

De unge er ikke bange

Den unge generation, om vi elsker det eller ej, er kampklare. Om det gælder klima, Ukraine, social retfærdighed og meget andet – så går de på gaden. De både demonstrerer og organiserer.

Den unge generation, om vi elsker det eller ej, er kampklare

Nicolai Erik Qvist-Lygum Toxværd
Forsvarsordfører, Konservativ Ungdom

Vi er en generation af unge og unge voksne, der er vokset op i en tidsalder af usikkerhed, krig og ustabilitet. Som ikke er bange for at kæmpe, for det vi elsker eller tror på, hverken på gaderne eller i spalterne.

Man behøver ikke være enige i sagerne for at indrømme, at der er en viljestyrke til stede. En viljestyrke der mangler ved den forgangne generation. Jeg kaldes naiv, idealistisk eller blot ”ung”, når jeg går i aviserne eller radioen og siger, hvad jeg mener, at vi skal gøre ved Rusland. Andre unge hører det samme.

Måske er det på tide, at vi som folk genfinder det mandsmod, åbner for kisten og støver det af. For de unge har det, og skal mandsmodet virkelig kun være deres domæne? Forsvarets motto er, ”Fordi noget er værd at kæmpe for” – og det tror jeg demokrati, menneskerettigheder, ligestilling og den liberale verdensorden er.

Jeg er ikke krigsliderlig, russofobisk eller militarist. Men jeg tror, at demokratiet er værd at kæmpe for, og jeg tror, at det kræver, at vi tør stille os imod det, som truer det. Vi kan ikke håbe os fra alt.

Så mit opråb til politikerne, til forældrene, til skribenterne i debatspalterne og til de voksne: Vis noget mandsmod, lad ikke de unge være frontkæmperne alene imod det, som truer vores fælles fremtid. Jo mere vi frygter vores fjender, og dem der vil os ondt, jo mere magt har de over os. I har midlerne og tøjlerne til at gribe verden og gøre den bedre. Brug dem – for ellers gør vi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00