Debat

Militæranalytiker: Danmark går til kanten af lavspændingsprincip med øget kapacitet i Grønland

KRONIK: Den netop vedtagede militære kapacitetsforøgelse rammer en god balance, men yderligere oprustning kan på flere måder belaste målet om at bevare Arktis som et lavspændingsområde, skriver major og militæranalytiker Steen Kjærgaard.

Ny forsvarspakke opruster dansk overvågning i Arktis. Oprustningen rammer en fin balance, men vi skal huske målet om lavspænding, skriver militæranalytiker Steen Kjærgaard.
Ny forsvarspakke opruster dansk overvågning i Arktis. Oprustningen rammer en fin balance, men vi skal huske målet om lavspænding, skriver militæranalytiker Steen Kjærgaard. Foto: 2. Eskadre / Forsvarsgalleriet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketinget har netop vedtaget at udmønte udmeldingen fra 2019 om at tilføre Forsvaret 1,5 milliarder kroner til en arktisk kapacitetsforøgelse.

Den politiske beslutning indebærer, at styrke den militære overvågningskapacitet i Grønland og på Færøerne i 2023.

Helt konkret tilføres Forsvaret luftradarkapacitet på Færøerne, luftbåren overvågning med dronekapacitet, mindre taktiske droner, kystradarer, satellitovervågning samt styrket kommando- og kontrol og kommunikationskapacitet i Grønland. Hertil kommer værnepligtsuddannelse i Grønland og styrket øvelsesaktivitet.

Kapacitetsforøgelsen skurrer imidlertid imod såvel Danmarks som Grønlands politiske målsætninger om at bevare Arktis som et lavspændingsområde, hvor samarbejde imellem de arktiske kyststater kan foregå mere eller mindre upåvirket af den generelt forsurede sikkerhedspolitiske udvikling imellem USA, Rusland og Kina. 

Dette argument er til tider er blevet fremført i den danske politiske debat om Arktis. Eksempelvis skrev folketingsmedlem Eva Flyvholm (EL) på sin facebookside 22. juli 2020 dette:

"Min besked til USA's udenrigsminister ville være, at der ikke skal oprustes militært i Arktis, og at det rent ud sagt vil være gavnligt, hvis USA i stedet kommer ind i klimakampen, så vi kan undgå at isen smelter."

Kan øge spændingen mellem USA og Rusland
Militæropbygning i Grønland kommer da også med en risiko for at sætte yderligere skub i det sikkerhedsdilemma, som er under opbygning mellem USA og Rusland i Arktis. 

Grundlæggende er stigende mistro og manglende dialog om militære forhold stærke drivkræfter i et sikkerhedsdilemma. Hvad påvirker så intensiteten i sikkerhedsdilemmaet?

Den amerikanske politolog Robert Jervis fremhævede allerede i 1978, at intensiteten af ​​sikkerhedsdilemmaet særligt er en funktion af, om det er muligt at afgøre, om modpartens adfærd er offensiv eller defensiv.

Det er sandsynligt, at Rusland opfatter en dansk arktisk kapacitetsopbygning som en delmængde af en større amerikansk militarisering af Arktis, som vil være optrappende set fra russisk side.

Steen Kjærgaard, major, militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Det er udviklingen i modpartens kapacitet set relativt til ens egen, der afgør hvorvidt modpartens adfærd opfattes som offensiv eller defensiv. Og her er det skellet mellem offensiv og defensiv kapacitet, der er vigtigst. Opbygger modparten dens offensive kapacitet, vil det blive opfattet som truende, og der vil blive taget modforanstaltninger i form af opbygning af egen offensiv kapacitet. Dermed intensiveres sikkerhedsdilemmaet.

Der er i litteraturen en debat om, hvorvidt det er muligt at skelne mellem offensiv og defensiv kapacitet. Det vil i sidste ende være en helhedsvurdering. En trusselsvurdering er jo som bekendt sammensat af en vurdering af modpartens kapacitet og intention.

Dansk oprustning kan opfattes som truende
Det er sandsynligt, at Rusland opfatter en dansk arktisk kapacitetsopbygning som en delmængde af en større amerikansk militarisering af Arktis, som vil være optrappende set fra russisk side. Dermed opstår risikoen for, at en dansk arktisk kapacitetsforøgelse vil påvirke russernes ageren om Grønland.

Rusland har vedholdende anført, at man ønsker en fredelig og samarbejdende udvikling i Arktis baseret på institutioner som Arktis Råd og havretten. Set i lyset af dagens sikkerhedspolitiske klima kan det synes uundgåeligt. 

Jeg vil dog argumentere for, at regeringen med indholdet i den netop vedtagne kapacitetspakke rammer en meget fin balance. Såfremt den danske kapacitetsforøgelse forbliver ved de allerede besluttede entydigt defensive overvågnings- og kommunikationskapaciteter, så rammer Danmark en væsentlig balance.

De nye kapaciteter giver et eftertragtet bidrag til USA's militære udfordringer om Grønland uden at underminere lavspændingsprioriteten. Reelt er der tale om overvågning- og kommunikationskapacitet, som allerede efterspurgtes i rapporten om Forsvarets fortsatte opgaveløsning i Arktis fra 2016.

Hvis Danmark omvendt vælger at tilføre offensive kapaciteter i fremtiden, så ændres denne vurdering. 

Fregatterne af Huitfeldt-klassen opererer allerede periodisk i Grønlandsk farvand. Men i øjeblikket er de ikke offensivt udrustet. Danmark har dog i 2018 truffet beslutning om indkøb af luftforsvarsmissilet SM-2. Dette vil gøre Huitfeldt-klassen i stand til at reagere på trusler på meget længere afstande, end det tidligere var muligt. Det vil også være muligt at udøve det, der populært kaldes områdeluftforsvar, hvor skibet kan beskytte store områder mod fjendtlige fly.

Dansk støtte til Nato kan også virke konfliktoptrappende
Danmark har tidligere givet tilsagn om at deltage i Nato's ballistiske missilforsvar med en avanceret skibsbaseret radar til op imod 500 millioner kroner. Såfremt Danmark i fremtiden opererer disse kapaciteter i Arktis, vil det påvirke sikkerhedsdilemmaet mellem USA og Rusland, da det vil medvirke til at udfordre Ruslands overlegenhed på ballistisk-missil området, og dermed udgøre en trussel set fra Ruslands side.

Russerne reagerede for eksempel meget kraftigt i 2015, da Danmark meddelte Nato, at Danmark ville deltage i Nato's ballistiske missilforsvarsprojekt med skibsbårne kapaciteter.

Forsvaret er ligeledes ved at indfase kapaciteten til at spore og bekæmpe ubåde. Således indeholder forsvarsforliget 2018-2023 midler til, at to fregatter af Absalon-klassen udrustes med slæbesonarer, som kan anvendes til at opdage ubåde.

Ydermere anskaffes dyppesonarer til Seahawk–helikopterne, ligesom disse udstyres med torpedoer. Indsættelsen af avanceret anti-ubåds kapacitet i eksempelvis Danmarkstrædet kan kun tolkes ud fra et behov for at kontrollere russisk ubådsaktivitet i dette stræde imellem Grønland og Island.

Anti-ubåds operationer er komplicerede og udføres i samarbejde med andre nationer i rammen af for eksempel Nato. Man kan eksempelvis  overveje, hvad der vil være udfaldet af, at Søværnet erkender en russisk ubåd i Kongerigets territorialfarvand.

Eftersom anti-ubåds krigsførelse forventeligt vil foregå i alliancerammen, vil Nato uundgåeligt blive involveret, hvilket vil skærpe sikkerhedsdilemmaet. Rusland vil næppe erkende at have aktivitet i strædet, men vil se på et dansk bidrag til Nato's forøgede fokus på undervandskontrol i GIUK-gabet generelt som en potentiel offensiv handling.

Læs også

Kampfly på grønland vil også presse lavspændingen
Det har i debatten omkring den russiske genmilitarisering i Arktis og de amerikanske krav til dansk forsvar omkring Grønland været fremført, at Danmark bør etablere et egentligt flymilitært afvisningsberedskab med kampfly over Grønland som en naturlig forlængelse af en styrket overvågningskapacitet.

Argumentet er, at forstærket viden om situationen over Grønland kræver evnen til at kunne reagere militært derpå.

Ser man bort fra de økonomiske, kapacitetsmæssige, logistiske samt klimatiske udfordringer med at operere kampfly i Grønland, så vil et F-35 kampflysbaseret afvisningsberedskab skubbe til den militære status quo i Grønland og påvirke sikkerhedsdilemmaet.

Blot at indlede øvelser med F-35 kampfly over Grønland vil udgøre en bevægelse væk fra status quo. F-35 flyet indeholder et stort offensivt potentiale qua deres 'Stealth' profil, sensorpakke og netværkscentriske kapaciteter.

Forsvarspakke rammer god balance
Så alt i alt rammer den netop vedtagne kapacitetspakke en god balance.

På den ene side tilfører den forsvaret væsentlige kapaciteter i Arktis og Nordatlanten, omvendt er kapaciteterne en så entydigt defensiv styrkelse af kongerigets suverænitetshåndhævelse, at de ikke skubber til det amerikansk-russiske sikkerhedsdilemma i Arktis.

Dermed kan Kongeriget fortsat opretholde den overordnende politiske målsætning om at bevare Arktis som et lavspændingsområde. Fremtidige yderligere kapacitetsforøgelser bør vurderes ud fra deres potentiale for at skubbe til sikkerhedsdilemmaet og nøje kalibreres med det forventelige fortsatte politiske mål i den kommende arktiske strategi for Kongeriget som forventes udgivet senere i år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Kjærgaard

Analytiker, Dansk Institut for Internationale Studier, major