Militæranalytiker: Valget af Lambrecht gør os ikke meget klogere på tysk sikkerhedspolitik

Tysklands nye regering bestående af SPD, FDP og Die Grüne overtager en lang række sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer.

Udover det kølige forhold til USA efter fire år med Trump, skal regeringen også forholde sig til de fælles udfordringer som NATO står overfor, som for eksempel Kinas opførsel i især det Sydkinesiske Hav og den russiske oprustning ved grænsen til Ukraine.

Disse udfordringer har begge specifikke implikationer for Tyskland og den nye regering. I forhold til førstnævnte, mener dele af den nye regering (elementer i Die Grüne), at Tyskland rent faktisk skal forbedre forholdet til Kina og øge samarbejdet med landet i forbindelse med sikkerhed. Derudover står Tyskland specifikt med en hovedpine i forhold til Rusland, da den nye NORDSTREAM 2 gasledning, der skal levere billig russisk naturgas til Tyskland, irriterer flere NATO-partnere - ikke mindst USA.

En af de mere klare overordnede målsætninger er, at Tyskland skal op og bruge tre procent af BNP på udenrigsanliggender, hvilket inkluderer forsvars- og sikkerhedspolitik.

Anders Theis Bollmann
Militæranalytiker

Derudover har Tyskland vetoet salg af militært materiel til Ukraine ud fra en devise om ikke unødvendigt at provokere Rusland. Som i Danmark er der problemer med fastholdelse af personel, men yderligere har man også et delvist rekrutteringsproblem.

Sidst står Tyskland over for en række moderniseringsprojekter, hvor nogle allerede har overskredet både budget og tidsfrister. Et af disse projekter er udskiftningen af Tysklands Tornado-jagerfly. Denne udskiftning er ikke blot udskiftningen af et jagerfly, men har store implikationer både indenrigspolitisk og i forhold til Tysklands forhold til NATO.

Opjustering til tre procent af BNP

Udskiftningen af Tornadoerne er nemlig ikke bare et spørgsmål om udskiftning af fly. Tornado-flyene kan nemlig potentielt set armeres med atomvåben, hvilket har været en del af NATOs atomare afskrækkelsesstrategi. SPD og Die Grüne, som udgør to tredjedele af den nye regering, er og har dog historisk set været stærkt skeptiske overfor Tysklands rolle i NATO’s atomvåbenstrategi og atomvåben i det hele taget.

I alt det her skal Scholtz’ regering, som Danmarks forsvarsattache i Tyskland Jakob Henius pegede på i en artikel her i mediet, finde fælles fodslag mellem tre partier, der stiller sig markant forskelligt på forsvarsområdet.

Derfor er de udmeldinger den nye regering indtil videre er kommet med ganske generiske, netop for at kunne favne relativt divergerende holdninger i den nye regering. En af de mere klare overordnede målsætninger er, at Tyskland skal op og bruge tre procent af BNP på udenrigsanliggender, hvilket inkluderer forsvars- og sikkerhedspolitik, men også eksempelvis udviklingsbistand. Henius peger på, at denne nye målsætning indeholder potentialet for en styrkelse af forsvars- og sikkerhedsbudgettet.

En fast hånd på forsvarspolitikken - måske?

Det korte af det lange er, at Tyskland har behov for en fast hånd på forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Derfor er valget af tidligere justitsminister og familieminister Christine Lambrecht, som hun selv udtrykte det i sin tiltrædelsestale, ”overraskende”. Lambrecht har nemlig ingen tidligere erfaring med forsvarsområdet, hverken som politiker eller i sit civile virke. Hun har heller aldrig markeret sig synderligt på forsvarsområdet.

Kompleksiteten af de sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer Tyskland står overfor, kræver en med styr på sagerne.

Anders Theis Bollmann
Militæranalytiker

Dette betyder, at valget af Lambrecht ikke skaber den klarhed omkring hvilken kurs Tyskland vil tage på forsvars-og sikkerhedsområdet, som man kunne have håbet. Det står derfor stadig i det uvisse, om hun vil forsætte den tidligere regerings nye kurs, hvor man mere offensivt forpligtede sig til NATO og dermed på forsvars-og sikkerhedsområdet vende sig mod FDP, der er mere pro-NATO og mener, at Tyskland bør leve op til sine NATO-forpligtelser, eller om man ville tækkes den mere venstreorienterede del af SPD og det andet støtteparti, Die Grüne, og tage en mere kritisk kurs, der ikke nødvendigvis er anti-NATO, men i hvert fald er langt mere tøvende og kritisk.

En anden potentiel udfordring, som flere tyske kommentatorer peger på, er, at Lambrecht er en politiker med svindende indflydelse i SPD, der sidste år udtalte, at hun var på vej ud af politik og ønskede at vende tilbage til sit oprindelige erhverv som advokat. Dette kombineret med hendes manglende fagkundskab betyder både, at hun nemt kan komme til at mangle den gennemslagskraft, der skal til for at få regeringspartiernes divergerende holdninger til at mødes.

Derudover kan man frygte, at valget af Lambrecht med hendes baggrund og svidende indflydelse, kan sende et forkert signal til allierede om hvor lidt Tyskland prioriterer forsvarsområdet. Sidst må man også konstatere, at kompleksiteten af de sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer Tyskland står overfor, i den grad kræver en med styr på sagerne.

Ikke nødvendigvis en udfordring med manglende erfaring

Lambrecht får altså sin sag for. Til hendes forsvar må det dog nævnes, at manglende erfaring med og kendskab til området ikke i sig selv er diskvalificerende, om end det kan sende dårlige signaler. Det er faldende indflydelse sådan set heller ikke.

Lambrechts forgænger Annegreth Kamp-Karrenbauer er et eksempel på begge dele.

Hun endte i den grad med at sætte sit præg på jobbet og stod i høj grad for den mere offensive politik og det genopretningsarbejde der var/er nødvendigt imellem Tyskland og USA efter fire år med Trump, senest gennem et besøg fra den hendes amerikanske kollega Lloyd Austin, der afslører både bedringer men også nogle af de områder, hvor der stadig er arbejde at gøre.

Ikke ligegyldigt for Danmark

Det er afslutningsvis bestemt ikke irrelevant for Danmark hvilken politik og rolle, Lambrecht vil påtage.

Skulle regeringen og Lambrecht forsætte den begyndende mere offensive politik som hendes forgænger satte i søen, vil dette kunne presse Danmark til at skulle levere på det næste forsvarsforlig, hvis vi ikke skal falde bagud i dansen i NATO.

Tager Lambrecht derimod en mere klassisk venstreorienteret SPD-tilgang, vil det være nogle andre udfordringer Danmark står overfor, da dette i sidste instans vil kunne svække NATO-samarbejdet og NATOs evne til afskrækkelse og dermed dansk sikkerhed.