Pensioneret oberst: Debatten om Forsvaret mangler retning og sammenhæng

Debatten om milliardinvesteringerne i det militære forsvar savner retning og sammenhæng. Både blandt politikere, internt i Forsvaret og i medierne debatteres emner som Rusland, Nato, EU, luftforsvar, brigader, fregatter, styrkemål, personelmangel og kuldsejlede materielanskaffelser på kryds og tværs uafhængigt af hinanden.

Et konkret eksempel er debatten om værnepligt, der kører i ring for eller imod, momentvis afsporet af detaljer om køn, religion og "gavntjeneste", men helt uden sammenhæng til den operative opgave.

Et andet eksempel er debatten om Hjemmeværnet, der hæmmes af romantiske minder fra den kolde krig. Med mellemrum bruges det meget lidt flatterende udtryk: "Er der en voksen tilstede?" Alt dette til trods for at milliardinvesteringerne kan få økonomisk konsekvens for velfærdssamfundet, og i sidste ende handler om danskernes overlevelse og nationens eksistens.

Hvad er endemålet?

Årsagen kan være, at Forsvaret har mistet evnen til at udvikle og planlægge i et sammenhængende og langsigtet strategisk perspektiv. Her er det nyttigt at vide, at Forsvaret styres under overskrifterne udvikling, produktion og indsættelse.

Indsættelse er meget konkret deployering og indsættelse af enheder i en skarp opgave et eller andet sted i verden. Produktion er uddannelse af enkeltpersoner og enheder med mere, så de kan indsættes troværdigt. Udvikling er den del af Forsvarets virksomhed, der skal give svar på, hvordan man producerer og indsætter enhederne.

At svare kortsigtet og fragmenteret på hvert enkelt spørgsmål er ud fra en samfundsøkonomisk og militærfaglig betragtning risikabelt.

Jess Møller Nielsen
Senioranalytiker, Institut for Militær Analyse og pensioneret oberst

Når debatten om Forsvaret savner retning og sammenhæng skyldes det ikke nødvendigvis, at der fra politisk side tales med uld i mund om, hvilken effekt man ønsker at få ud af investeringerne i Forsvaret. Beskyttelse af kongeriget, troværdigt medlemskab af Nato, EU og FN, færrest mulige faldne og sårede soldater, effektiv udnyttelse af skattekronerne og mindst mulig negativ påvirkning af det civile samfund i fredstid.

Alt sammen eksempler på legitime politiske forventninger. Så langt så godt. Men hvor er det samlede og argumenterede militærfaglige oplæg til, hvordan de politiske forventninger kan imødekommes?

Hvad er den konkrete militære opgave? Hvilken geografi taler vi om? Hvad skal værnene kunne? Hvor hurtigt skal enhederne kunne være klar til kamp? Hvem er vi afhængige af? Hvad kan modstanderen? Hvem kan vi samarbejde bedst med? Hvor mange fastansatte og/eller værnepligtige soldater kan Forsvaret bestå af? Hvad kan vi bruge hjemmeværnets frivillige til? Hvordan kan enhederne uddannes? Hvor kan enhederne geografisk placeres i fredstid? Hvad skal der bruges af materiel og infrastruktur? Hvad koster det? Hvad er der af meningsfulde til- og fravalgsmuligheder for politikerne?

Kort sagt: "Hvordan kan det samlede militære forsvar se ud i endemålet, hvordan kommer vi derhen, og hvad er konsekvenserne?"

Forsvarschefens rolle

Som nationens øverste militærfaglige rådgiver skal forsvarschefen i sammenhæng og overbevisende kunne svare på alle disse spørgsmål, og flere til.

Svarene skal inden for rammerne af den militære sikkerhed oplyse landets borgere og give folketing og regering et troværdigt grundlag for forhandling og beslutning. At svare kortsigtet og fragmenteret på hvert enkelt spørgsmål er ud fra en samfundsøkonomisk og militærfaglig betragtning risikabelt, og kan bevisligt medføre et katastrofalt tab af troværdighed for den militære ledelse.

For eksempel med den konsekvens at politikerne beder andre, ikke militærfaglige, om at komme med forslag. På længere sigt er der risiko for, at der bliver truffet politiske beslutninger, som kun ved tilfældigheder skaber en militærfaglig sammenhæng, derfor er spild af penge og i værste fald koster menneskeliv.