Ingen af disse administrative styrelser har ansvar for uddannelse eller indsættelse af de militære enheder. Det har Forsvarskommandoen til gengæld, men uden at forsvarschefen har formel mulighed for om nødvendigt at pålægge de administrative styrelser opgaver eller ændringer i prioriteter.

Som den militært ansvarlige er forsvarschefen derfor lige nu efterladt uden reel mulighed for hurtigt, fleksibelt og koordineret at bemande, udruste, uddanne og indsætte krigsduelige enheder af Hæren, Flyvevåbnet eller Søværnet.

Derfor er den nuværende organisation af Forsvarsministeriets ansvarsområde meningsløs. Ikke mindst fordi selv på de højeste niveauer i en militær organisation kan tempoet i koordination og beslutninger være afgørende. Her kan "hurtigt" betyde timer eller dage. På de fleste andre ministerområder betyder "hurtigt" uger eller måneder.

Modstand fra militære chefer må vurderes mindre sandsynlig, hvis den uegennyttige militære faglighed sættes i højsædet.

Jess Møller Nielsen
Senioranalytiker, Institut for Militær Analyse og pensioneret oberst

Dertil skal lægges, at de forudgående forberedelser til at kunne uddanne og indsætte militære enheder i krig strækker sig over mange år med meget store økonomiske udgifter og løbende koordinationsbehov til følge.

Forberedelserne skal konsekvent tage udgangspunkt i den til enhver tid gældende militære og politiske virkelighed i bredeste forstand.

Meningsløsheden forstærkes derfor i lyset af den gældende politiske enighed om alvoren og tidspresset i den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation.

Kræver politisk vilje 

Særligt tidspresset peger i retning af en kortsigtet organisationsændring med kraftigt udgangspunkt i den organisering, der var gældende før 1. oktober 2014 for derved at udnytte den relevante erfaring herfra, der måtte være tilbage.

Derefter kan en videreudvikling ske i god ro og orden samtidigt med, at den aktuelle situation kan håndteres effektivt. Det vil på ingen måde ændre i den grundlovsfæstede politiske kontrol med nationens krigsmaskine.

Modstand fra militære chefer må vurderes mindre sandsynlig, hvis den uegennyttige militære faglighed sættes i højsædet. Det kan ud fra en organisationsteoretisk betragtning dog ikke udelukkes, at et politisk ønske om forandring vil møde modstand andre steder.

Dels fra de bidragydende administrative styrelser, som i fremtiden ikke længere selv til fulde vil have kontrol med egne ressourcer og arbejdsmetoder med direkte adgang til det politiske niveau.

Dels fra Forsvarsministeriets departement, som ikke længere med et administrativt udgangspunkt vil have den fulde daglige styring og ledelse af hele Forsvaret, og i sine metoder måske heller ikke være fuldt sammenlignelig med andre ministerområder.

En effektiv udnyttelse at de mange milliarder borgerbetalte skattekroner, der lige nu af regering og folketing tilføres det militære forsvar, kan derfor kræve en betydelig politisk vilje til ændring af Forsvarsministeriets organisation.

En politisk vilje der skal føre til, at Danmark som nation kan forberede og deltage i en europæisk krig.