Debat

Tech-formand: Vanetænkning hindrer opbygningen af et teknologisk moderne forsvar

Danmark har alle forudsætninger for at skabe et ultra moderne forsvar tilpasset fremtidens trusler. Men forberedelserne til det kommende forsvarsforlig virker præget af vanetænkning, skriver Esben Gadsbøll.

Et lækket notat, om hvordan Forsvaret ønsker at bruge et større forsvarsbudget, giver anledning til bekymring. For indkøbslisten bestod næsten udelukkende af konventionelt materiel som missilsystemer, jagerfly, helikoptere og skibe, skriver Esben Gadsbøll.
Et lækket notat, om hvordan Forsvaret ønsker at bruge et større forsvarsbudget, giver anledning til bekymring. For indkøbslisten bestod næsten udelukkende af konventionelt materiel som missilsystemer, jagerfly, helikoptere og skibe, skriver Esben Gadsbøll.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Gadsbøll
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Først opfandt kineserne krudtet, så udviklede amerikanerne atombomben – og nu står verden på tærsklen til en tredje militær revolution: Autonome våbensystemer, der kan "tænke" og tage beslutninger selv.

I de kommende årtier vil de forandre, hvordan vi udkæmper krige, og som altid vil sejrherrerne blive dem, der forstår at udnytte de nye teknologier bedst.

Da TV2 Nyhederne for nyligt offentliggjorde et lækket notat, som beskrev, hvordan Forsvaret ønsker at bruge det nye og markant større forsvarsbudget, gav det mig anledning til bekymring.

Sejrherrerne blive dem, der forstår at udnytte de nye teknologier bedst

Esben Gadsbøll
Formand, Danish Tech Startups

For indkøbslisten bestod næsten udelukkende af konventionelt materiel som missilsystemer, jagerfly, helikoptere og skibe.

Ja, der er mange huller at udfylde efter årtiers nedslidning og underfinansiering – for hvad er et forsvar uden effektive, fysiske våben? Men planlægger vi at bygge et nyt forsvar, som næsten udelukkende består af "mere af det samme"?

Ser vores militære og sikkerhedspolitiske beslutningstagere omfanget af det enorme paradigmeskifte, der tegner sig i horisonten? Og er vi indstillede på at sende bare en lille del af de mange ekstra milliarder i den retning?

Fremtidens krigsførelse

Jeg mener, at Danmark har alle forudsætninger for at skabe et ultra moderne forsvar: Vi har et højt uddannelsesniveau, økonomiske ressourcer, en stærk tillidskultur og de beslutningsfordele, som kommer af at være et lille, homogent land. Men vi har også en anden ressource, som vi ikke bringer i spil: Vores erfarne tech-iværksættere.

Der er ingen tvivl om, at mange af de teknologier, der først lige har set dagens lys, vil få stor betydning for fremtidens krigsførelse. Se bare hvilke forskelle brugen af droner har gjort i krigene i Ukraine og Nagorno-Karabakh. Eller hvordan cyberangreb på få år er blevet en ny, stor angrebsflade i moderne hybridkrig.

Læs også

Historisk set har militære formål været en af de stærkeste drivkrafter bag vores teknologisk udvikling. Men det er ikke altid, fordelene ved nye teknologier er indlysende. Det tager tid at afdække deres fulde potentiale.

Et godt eksempel er Starlink-satellitterne ejet af SpaceX, som har givet de ukrainske hærstyrker adgang til internettet siden krigens begyndelse.

Lunefuld milliardær

Støtten fra SpaceX kom i stand ved at Ukraines vicepremiereminister Mykhailo Fedorov taggede Elon Musk i et tweet, hvor han på sit lands vegne bad om internet-adgang via Starlink. Ti timer senere svarede Musk, at der nu var forbindelse fra ukrainsk territorium, og at flere jordterminaler var på vej.

Erfarne iværksættere ved typisk utrolig meget om deres teknologifelt

Esben Gadsbøll
Formand, Danish Tech Startups

Ingen af de vestlige lande havde en plan for internet-adgang i tilfælde af krig. I stedet afhang denne ekstremt vigtige militære fordel af et halvtilfældigt tweet. Hvorfor? Fordi satellit-baseret internet tilsyneladende ikke var en del af de strategiske forberedelser til krig.

Hvad nu hvis der opstår krig på dansk territorium? Er vi så også afhængige af en lunefuld, amerikansk milliardær for at få internet-adgang?

Eksemplet er selvfølgelig sat på spidsen, og Forsvarskommandoen har måske en skudsikker plan for satellit-baseret internet i skuffen. Men uanset hvad vil opbygningen af et stærkere dansk forsvar uundgåeligt have blinde vinkler, når det kommer til nyeste teknologier. Så meget desto større grund til at udnytte den viden vi har til det yderste.

Dansk iværksættermiljø

I det danske iværksættermiljø har vi nogle af verdens dygtigste folk inden for mange af de tech-områder, der vil få stor militær betydning. For eksempel quantum computing, robotteknologi, droner og kunstig intelligens – for blot at nævne nogle af dem.

Erfarne iværksættere ved typisk utrolig meget om deres teknologifelt. De kan også se muligheder og risici før alle andre, og så er de gode til at planlægge og handle på den indsigt.

Læs også

I mine øjne et kompetencesæt, der er som skabt til at yde et værdifuldt bidrag til fremtidens danske forsvar.

Det vil aldrig blive det største eller stærkeste, men vi kan opbygge det mest nytænkende og moderne forsvar, som er nøje tilpasset de trusler, vi står over for, og som giver os maksimal militær styrke i forhold til vores størrelse. Et forsvar som vi kan være bekendte at give videre til vores børn og børnebørn.

Kommende forsvarsbudget

Min appel til regeringen og Danmarks militære beslutningstagere er: Kig grundigt på hvilke ressourcer, der findes i det danske iværksættermiljø og gå systematisk efter at udnytte den viden.

Mange af vores mest innovative iværksættere har ikke en hær af lobbyister eller PR-bureauer til at profilere sig. Men de findes derude, og de vil være guld værd for opbygningen af et moderne forsvar.

Åbn den militære silo for nogle af vores skarpeste hjerner. Udnyttelse af denne vidensressource vil fylde forsvindende lidt i forsvarsbudgettet, men jeg er sikker på, at afkastet kan få stor betydning for, hvor tidssvarende et forsvar vi står med om 10-20 år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Gadsbøll

Formand, Danske Tech Startups

Elon Musk

Medstifter, administrerende direktør og chefdesigner, SpaceX, medstifter og direktør, Tesla, Neuralink og The Boring Company.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024