Tidligere ambassadør: Kvoten for russiske fejllæsninger er næppe opbrugt

Præsident Putins pressetalsmand Dmitry Peskov udtalte for nylig, at den "særlige militære operation" mod Ukraine – som er den formelle betegnelse for invasionen – har ændret karakter til at være en krig mod Vesten. Stærke ord, som vi må forstå og tage konsekvenserne af.

For det er intet mindre end Ukraines overlevelse som stat og nation, der er på spil. Præsident Putin har ved flere lejligheder slået fast, at han ikke anerkender Ukraine som en selvstændig stat. Der er derfor ikke skyggen af tillid mellem parterne.

Putins forhandlingsstrategi

Det er selvfølgelig korrekt, at krige ender ved et forhandlingsbord. Det gjorde 30-års krigen også. Forhandlinger finder dog først sted, når begge parter er indstillede herpå. Det er de ikke i dag.

Man kan konstatere, at Vesten under hele konflikten har været meget forsigtig. Nogle vil endda sige tøvende.

Carsten Søndergaard
Fhv. ambassadør, Rusland

Rusland vil gerne have forhandlinger, men ikke forhandle om andet end Ukraines kapitulation. Ukraine er overbevist om, at Rusland i tilfælde af en våbenhvile vil omgruppere tropper og forberede nye angreb. Hvem vil have tillid til en russisk underskrift?

Og blandt europæiske lande synes der stadig at være væsentlige holdningsforskelle. Det fremgår af statistikken over våbenleverancer til Ukraine.

Jo længere væk et land befinder sig fra konflikten, jo mere beskedent bidrag. Man kan også fornemme, at flere lande begrænser støtten til Ukraine af frygt for, at krigen eskalerer – selvom Rusland har brudt alle spilleregler for Europas sikkerhed.

De glemmer, at russisk succes kun vil anspore Kreml til at gå videre. Konklusion er derfor tydelig: Der er nogle europæiske ledere, som skal tale mindre og gøre mere.

Europæerne har fejllæst situationen

"Hvor længe varer krigen?"

Svaret er desværre nok: Det bestemmer Vesten. Manglende våben og ikke mindst ammunition vil sætte alvorlige begrænsninger på, ja underminere Ukraines handlemuligheder.

Rusland har allerede omstillet sin økonomi. Den er nu på krigsfod. Våben- og ammunitionsfabrikker i Rusland arbejder på højtryk. En sådan beslutning er ikke taget ud fra et kortsigtet hensyn.

De europæiske fabrikker er endnu ikke oppe i samme gear. Nogle skal først opføres, hvilket siger lidt om, hvor meget europæerne har fejllæst situationen.

En væsentlig årsag til, at det halter med europæiske leverancer, er, at nogle lande mener, at våben til Ukraine finansieret af EU, skal være produceret i EU. Det vil tage lang tid at få fabrikkerne til at levere, uanset om Ukraine bløder.

Den aktuelle situation er kendetegnet ved, at Rusland har fremgang på slagmarken.

Carsten Søndergaard
Fhv. ambassadør, Rusland

Man kan også konstatere, at Vesten under hele konflikten har været meget forsigtig. Nogle vil endda sige tøvende. Man har været bange for at give Ukraine visse våbentyper. Hvorledes ville Rusland reagere?

Tænk på forløbet om levering af både F16-flyene og Leopard-kampvogne. Der var tale om meget langvarige beslutningsprocesser, som absolut ikke aftvinger respekt i Moskva. Kreml tolker forløbet som et svaghedstegn.

Flere aspekter kunne nævnes. Det centrale er, at den aktuelle situation er kendetegnet ved, at Rusland har fremgang på slagmarken. Ukraine har trukket sig ud af Avdiivka, og Rusland føler helt sikkert, at landet har medvind. 

Man skal altid huske på, at præsident Putins modus operandi er at eskalere. Hans risikovillighed er væsentlig større end Vestens. En eskalation kan være dels at udbrede konflikten – også geografisk – dels forøge brutaliteten gennem brugen af endnu større våben og målrette angreb efter flere civile mål.

Putins risikovillighed indebærer selvfølgelig også en risiko for fejllæsninger og misforståelser. Kvoten for russiske fejl er næppe opbrugt.

Vesten har begået mange fejl

Der er flere valg i Vesten i 2024. Rusland vil søge at påvirke disse. Det vil være en absolut prioritet at få Donald Trump valgt til præsident – og der er mange instrumenter i den russiske værktøjskasse.

Sammenholdet i Vesten kan også svækkes ved en forstærket hybridkrig. Der kan skrues op for flygtningestrømme. Der kan ske olieudslip i Østersøen. Vi vil helt sikkert blive vidne til en russisk produktudvikling på dette område. Og vi må ikke undervurdere det russiske systems brutalitet.

Der er nogle europæiske ledere, som skal tale mindre og gøre mere.

Carsten Søndergaard
Fhv. ambassadør, Rusland

Dernæst kan man ikke udelukke provokationer og "hændelser" med militære midler, der er lige under tærsklen for Natos musketeréd, Artikel 5.

Østersøregionen kan blive et forum herfor. Jeg forstår udmærket de klare budskaber fra ikke mindst den svenske forsvarschef.

Jeg tvivler dog på, at Rusland har kræfter til inden for den umiddelbare fremtid at gå højere op på provokationsskalaen. Man har trods alt udvist respekt for Nato. Så en vis form for rationalitet er der stadig i Kreml.

Vesten har under konflikten begået mange fejl. Man så ikke konflikten komme. Selv annekteringen af Krim i 2014 mobiliserede ikke den politiske vilje, der kunne skabe en kursjustering. Vestens politik var hæmmet af dogmer, ønsketænkning samt ikke mindst varetagelsen af økonomiske interesser.

Vejen frem for Vesten og ikke mindst Europa er – foruden at udvise fasthed og viljestyrke – at styrke den europæiske søjle i Nato. Den tyske forsvarsminister Boris Pistorius har talt om nødvendigheden af forsvarsbudgetter på op til 3,5 procent.

Det er klar tale.