Tidligere chef i FE: Nødråb fra Afghanistan!

En humanitær katastrofe af hidtil uset omfang tårner sig op i Afghanistan.

FN anslår, at 23 millioner afghanere kommer til at mangle mad, og at en million børn risikerer at dø af sult denne vinter. En million børn. Det er en hjerteskærende hungerkatastrofe, der tegner sig.

Samtidig har Islamisk Stat i Khorasan-Provinsen (ISKP) optrappet sin voldskampagne. ISKP kan nu operere i det meste af Afghanistan. En del tyder på, at ISKP fra at bestå af isolerede terrorceller kan blive en regulær oprørsgruppe, som Taliban selv var det for blot fire måneder siden.

Normalt ville skræmmende scenarier som hungerkatastrofe og Islamisk Stats fremvækst tilsige, at involverede parter bilægger uenigheder for at imødegå truslerne.

Alligevel var der ingen tegn på resultater, der kan dæmme op for de to scenarier, da der mellem den 26. og 30. november blev holdt møder i Qatars hovedstad, Doha, mellem Taliban og blandt andre USA, EU og Storbritannien. Møderne gav magre resultater, og derfor er der høj risiko for, at vi skyder os selv endnu mere i fødderne i Afghanistan, end vi allerede har gjort.

Møderne gav magre resultater, og derfor er der høj risiko for, at vi skyder os selv endnu mere i fødderne i Afghanistan, end vi allerede har gjort

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

De vestlige forhandlere var i Doha med krav om fri passage ud af Afghanistan for statsborgere, at trusler mod omverdenen fra Afghanistan bliver bekæmpet, at der bliver lavet en "inklusiv" regering, og at basale menneskerettigheder bliver overholdt.

Umiddelbart virker det som rimelige krav, hvis vi skal støtte Afghanistan med andet end humanitær hjælp udenom Taliban. Problemet er bare, at bortset fra det første punkt om fri passage kommer Taliban ikke til at give reelle indrømmelser.

De pressionsmidler, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) flere gange har fremhævet, bygger på en fejlanalyse. Vesten har for nærværende ingen pressionsmidler over for Taliban.

De pressionsmidler, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) flere gange har fremhævet, bygger på en fejlanalyse

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Grundlæggende ser Taliban den truende hungerkatastrofe som forårsaget af Vesten. Løsningen er i deres øjne, at USA frigiver den indefrosne afghanske valutareserve på små ti milliarder dollar. Det er usandsynligt, at Taliban vil give indrømmelser for at afhjælpe den humanitære situation.

Derudover er det usandsynligt, at Taliban ser ISKP som en alvorlig trussel mod deres greb om magten. De er i gang med at bekæmpe oprøret på hårdhændet vis, hvilket blandt andet omfatter natlige ransagninger, klapjagt på befolkningsgrupper og henrettelser uden rettergang. Talibans oprørsbekæmpelse vil sandsynligvis styrke ISKP, men sådan ser de det ikke selv.

Det er muligt, at dele af Taliban gerne vil imødekomme Vestens krav, men når de rammer regeringskontorerne i Kabul eller lokale ledere i eksempelvis Kandahar, Khost eller Kunduz, bliver virkeligheden en anden.

Talibans mest magtfulde fraktion samt en stor del af Talibans kommandører og kæmpere er meget yderligtgående. De ønsker ikke at gå imod al-Qaeda, at udforme en bredere regering (eksempelvis ved at inddrage shiitiske Hazaraer) eller at give eksempelvis kvinder lige ret til uddannelse og arbejde.

Haqqani-fraktionen har tætte forbindelser til al-Qaeda og dominerer Talibans sikkerhedsapparat. De, der måtte lægge sig ud med Haqqani på de indre linjer, vil trække det korteste strå. Derudover ville en stor del af Talibans radikaliserede kæmpere sandsynligvis tilslutte sig ISKP, hvis Taliban blev for kompromisvillig.

Når Taliban ikke imødekommer vores krav, vil mange fuldt forståeligt konkludere, at det ikke er Vestens problem. Taliban og de lande, der i større eller mindre grad har støttet dem, må selv rydde op og tage ansvar for den humanitære katastrofe.

Når man ser på, hvad Taliban og navnlig Haqqani-fraktionen har forårsaget gennem de seneste 15 år og tænker tilbage på 9/11-angrebet i New York, er det svært ikke at få samme følelse. Der er masser af argumenter for at lade Taliban sejle sin egen sø og deres menneskefjendske styre gå til grunde. Problemet er bare, at den løsning skaber endnu større problemer.

Sultkatastrofen i Afghanistan er et udtryk for, at Talibans stat ikke kan fungere

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Sultkatastrofen i Afghanistan er et udtryk for, at Talibans stat ikke kan fungere. EU lancerede i Doha en forstærket humanitær indsats, som vil hjælpe. I det store billede er det dog som at sætte plaster på et åbent benbrud.

Økonomien og statsapparatet er på vej mod et fuldstændigt kollaps. Det gælder banksystemet og hele den offentlige sektor. Forestil jer et land på 38 millioner mennesker, hvor for eksempel hospitaler ikke får forsyninger og hospitalspersonale ingen løn.

Selv hvis vi i al hast får banket en gigantisk humanitær indsats op denne vinter udenom Taliban og derved tager toppen af den humanitære katastrofe, vil det ikke hindre et statskollaps. Og et statskollaps vil ramme os selv.

Som nævnt indledningsvis oplever ISKP allerede fremgang. Yderligere problemer for talibanstyret gavner dem. ISKP er den eneste reelle opposition til Taliban, og de vil kapitalisere på sult, armod og utilfredshed.

Ifølge ISKP skyldes problemerne Vesten og Taliban, som de betegner som allierede. Efterhånden kommer flere og flere afghanere til samme konklusion. Dermed bliver kimen lagt til et nyt kalifat i dele af Afghanistan og en stigende global terrortrussel.

Dermed bliver kimen lagt til et nyt kalifat i dele af Afghanistan og en stigende global terrortrussel

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Derudover ser vi allerede nu konsekvenser som øget migration og øget narkoproduktion. Begge dele vil tage til, hvis talibanstaten kollapser. Derfor står Vesten nu i den ultimative tabersituation.

Vi kan lade talibanstaten kollapse. Det fører til, at ISKP vokser (et nyt, sandsynligt kalifat) og en stigende terrortrussel, øget migrationspres, øget opiumsforsyning samt en kritisk humanitær situation, der på ubestemt tid vil kræve en kæmpe indsats.

Den anden mulighed er at holde hånden under talibanstaten. Det kræver, at vi sikrer det finansielle system og den offentlige sektor på et vist niveau. Det gælder blandt andet inden for sundhed, uddannelse (uanset fortsatte problemer med pigers skolegang) og fødevaresikkerhed.

Den løsning indebærer et engagement med (og dermed også en underliggende accept af) talibanstyret. Derved er vi med til at legitimere Talibans magtovertagelse.

Indtil videre lader det til, at de vestlige regeringer lader følelserne regere

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Det indebærer også en accept af, at et stort antal personer, der står på FN's terrorliste, sidder i toppen af regeringen i Kabul og blandt andet kontrollerer hele sikkerhedsapparatet. Det er også et næsten ubærligt scenario.

Indtil videre lader det til, at de vestlige regeringer lader følelserne regere. De har formentlig blikket stift rettet mod meningsmålingerne, hvor det at støtte Taliban er svært at sælge til vælgerne.

De gør dog klogt i at indse, at det hele bliver endnu værre i Afghanistan, hvis de ikke gør det. De bør erkende, at de selv har skabt den ultimative tabersituation, og at vi vil få det største nederlag, hvis vi går ned ad den vej, der fører til statskollaps.

Mit nødråb gælder derfor i første omgang de 38 millioner nødlidende afghanere, men i anden omgang også os selv.