Debat

Bornholms borgmester: VE-loven forskelsbehandler lokalsamfund. Det kan gå ud over den folkelige opbakning til energiø

Den grønne omstilling af Danmark afhænger af en bred folkelig opbakning til ny energiinfrastruktur. Med den nuværende VE-lov risikerer vi imidlertid at sætte opbakningen over styr, skriver Bornholms borgmester Jacob Trøst (K). 

Når der opsættes nye vindmøller og solceller, kan naboerne få kompenseret sine gener. Men det gælder ikke ved store landanlæg som den kommende energiø på Bornholm. Det kan gå udover opbakningen til vedvarende energi, skriver Jacob Trøst (K).
Når der opsættes nye vindmøller og solceller, kan naboerne få kompenseret sine gener. Men det gælder ikke ved store landanlæg som den kommende energiø på Bornholm. Det kan gå udover opbakningen til vedvarende energi, skriver Jacob Trøst (K).Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jacob Trøst
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lov om fremme af vedvarende energi, også kendt som VE-loven, kan komme til at spænde ben for den grønne omstilling af Danmark. Loven forskelsbehandler lokalsamfund, der skal leve med gener fra ny energiinfrastruktur i baghaven.

Jeg er bekymret for, at denne forskelsbehandling sætter den folkelige opbakning til en fortsat udbygning af vedvarende energi over styr. Hvis det sker, stiger risikoen for, at ny energiinfrastruktur bliver forsinket eller ligefrem opgivet. Til eksempel blev fire vindmølleprojekter i Jylland opgivet i 2017 efter lokale protester.

Forskelsbehandling af lokalsamfund
Når en ny vindmølle eller solcellepark bliver stillet op på land, sætter VE-loven rammer for ordninger, som har til hensigt at fremme lokalsamfundets accept af og engagement i udbygningerne. 

Hvis man bliver nærmeste nabo til et nyt landanlæg på over 100 hektar med bygninger på 25 meter i højden, er der ingen muligheder for kompensation til lokalsamfundet

Jacob Trøst (K)
Borgmester, Bornholms Regionskommune

Naboer bliver kompenseret for gener ved at få opkøbt deres ejendomme, og der kan gives støtte gennem en grøn pulje som bidrag til udvikling af lokalsamfundet. Det samme gør sig gældende for naboer til ny infrastruktur såsom motorveje og jernbaner.

Omvendt, hvis man bliver nærmeste nabo til et nyt landanlæg på over 100 hektar med bygninger på 25 meter i højden, er der ingen muligheder for kompensation til lokalsamfundet i form af grøn pulje eller opkøb af ejendomme. Dette vil gælde for den kommende energiø på Bornholm. Her er det udelukkende ejendomme inden for hegnet, der bliver eksproprieret.

Ligestilling af energiinfrastruktur i VE-loven
Tiden er kommet til at opdatere VE-loven. Regeringen har allerede meldt ud, at den vil afsøge muligheden for at indgå en aftale om at sikre lokale og kommunale gevinster, hvor der opstilles energiinfrastruktur på land.

Konkret foreslår jeg, at klima-, energi- og forsyningsministeren sikrer lokale og kommunale gevinster ved at opdatere VE-loven, så energiinfrastruktur såsom landanlæg til energiøer bliver tilføjet og sidestillet med vindmøller og solceller.

Konkret foreslår jeg, at man sikrer lokale og kommunale gevinster ved at opdatere VE-loven, så energiinfrastruktur  bliver tilføjet og sidestillet med vindmøller og solceller

Jacob Trøst (K)
Borgmester, Bornholms Regionskommune

På den måde kan VE-loven også fremover sikre danske lokalsamfunds accept af at blive naboer til ny energiinfrastruktur, hvilket bliver afgørende med den kæmpe udbygning af vedvarende energi vi står overfor. Også her på Bornholm, hvor den første test af et lokalsamfunds modtagelse af et landanlæg kommer til at stå sin prøve.

Energiø Bornholm bliver den første af sin slags, og her bliver gode muligheder for – på landjorden - at udvikle og teste de nye teknologier, som skal anvendes på de kommende energiøer i Nordsøen. Endvidere vil Energiø Bornholm give et kæmpe bidrag til hele det danske samfunds grønne omstilling, og det er jeg stolt af.

Derfor vil jeg også gerne kunne tilbyde bornholmerne en løsning, der sikrer en bred folkelig opbakning, og som kan tjene som et godt eksempel, når borgere og politikere i andre af landets kommuner skal lægge jord til den grønne omstilling.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Trøst

Borgmester (K), Bornholms Regionskommune
politibetjent

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00