Kommentar af 
Jacob Bjerregaard

KL: Forsyningssektoren kan ikke ukritisk drives på markedsvilkår

DEBAT: Kommunerne er helt enige i regeringens mål om effektivitet i alle forsyningssektorer, men vi må huske på, at forsyningssektoren er kritisk infrastruktur og hverken kan eller bør drives på markedsvilkår, skriver Jacob Bjerregaard (S).

Foto: Ritzau/Peter Klint
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forsyningssektoren er under forandring organisatorisk, konkurrencemæssigt og økonomisk i disse år. Alle forsyningsselskaber skal hele tiden have fokus på at drive deres virksomheder effektivt, realisere økonomiske gevinster og mange steder sammenlægges til større enheder i bestræbelserne på at nå disse mål.

Kommunerne er helt enige i regeringens mål om effektivitet i alle forsyningssektorer. Men at vi og de kommunale forsyningssektorer ikke altid er enige i statens beregninger af det økonomiske effektiviseringspotentiale, er ingen hemmelighed. Forsyningssektoren kan samlet ses som kritisk infrastruktur og er ikke kun virksomheder, der ukritisk kan drives på markedsvilkår.

Derfor er det vigtigt, at der ikke udelukkende fokuseres på økonomisk effektivitet. Det handler også om forsyningssikkerhed, sikker og billig finansiering, klimatilpasning, grønne energiløsninger, bæredygtig affaldshåndtering, innovation og erhvervsfremme.

Kommunernes mulighed for at understøtte en udvikling på flere felter og i hele landet er helt central. KL er naturligvis optaget af rammerne på forsyningsområdet og økonomien i sektoren, men vi håber, staten vil have et mere nuanceret syn på den kommunalt ejede forsyningssektors mulighed for at bidrage til en mere nuanceret og balanceret udvikling.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Jeg er formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg. Det er et nyt udvalg forstået på den måde, at vi i denne periode har valgt at understrege kommunernes involvering i forsyningen. Både af navn og gavn.

Øverst på vores dagsorden står det kommunale selvstyre på forsyningsområdet. Muligheden for at drive en bæredygtig og lokal udvikling i hele landet. Det er en kommunal kerneopgave. Derfor skal kommunerne have mulighed for at drive den grønne omstilling og udvikling. Det gælder for eksempel inden for drikkevandsforsyning, klimatilpasning, havneudvikling, fjernvarmeforsyning og affald. 

Forsyningssektoren kan samlet ses som kritisk infrastruktur og er ikke kun virksomheder, der ukritisk kan drives på markedsvilkår.

Jacob Bjerregaard (S)

Affald er eksempelvis ikke længere bare affald. Flere kommuner og byer vil gerne være cirkulære, men hvad betyder det?

Indsamlingsmængder og genanvendelsesprocenter er kun én måde at måle det på. Borgere og virksomheder skal også blive bedre til at bruge det, vi har, og vi skal blive bedre til at sikre os, at der bliver stillet krav til produkter og produktion, hvad enten det er arbejdstøj i Vej og Park, drift af en børnehave eller en genbrugsplads.

Genanvendelse og mindre affald i forbindelse med design, produktion, drift og forbrug er alle væsentlige elementer. Vi har brug for at folde begreber, metoder, målinger og vores forsyninger meget mere ud. Et moderne renseanlæg renser ikke kun vand, det producerer også energi.

Det er fint, at regeringen i sin strategi fra september 2018 har udarbejdet en strategi for cirkulær økonomi. Men hvorfor spiller kommunerne ikke en mere fremtrædende rolle i strategien? Et øget fokus på samarbejde mellem virksomheder og kommuner er helt afgørende for, at hele dagsordenen med cirkulær økonomi kan løftes.

I Miljø- og Forsyningsudvalget fokuserer vi i arbejdet med cirkulær økonomi først og fremmest på de elementer, hvor kommunerne selv har mulighed for at skubbe på. Det betyder, at vi tænker meget i affald. Der er brug for yderligere tiltag inden for affaldssortering og harmonisering.

Regeringen fokuserer på konkurrenceudsættelse af affaldssektoren som et selvstændigt element. Det kan godt være, at det sker på et tidspunkt, men det er at undervurdere den kommunale drift og de kommunale muligheder for at styre en mere bæredygtig udvikling blandt andet via affaldshåndteringen.

Der fremlægges også et forslag om centralisering af dele af det kommunale miljøtilsyn, hvor det anbefales, at affaldstilsynet samles i en statslig enhed. Det forslag har vi svært ved at se meningen med. Vi foreslår i stedet, at der arbejdes med en betydelig forenkling af lovkomplekset. Det kan også bidrage til en mere gennemsigtig og effektiv udvikling for den cirkulære økonomi.

Så kære stat – lad det være et nytårsforsæt, at vi i samarbejde forsøger at løfte opgaven. Kommunerne og de kommunalt ejede forsyningsselskaber har rigtig meget at byde ind med.  

...

Jacob Bjerregaard (S) er formand for KL's Miljø- og Teknikudvalg og borgmester i Fredericia Kommune. Han har tidligere været medlem af Folketinget.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bjerregaard

Særlig rådgiver, skatteminister Jeppe Bruus (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00