Byggeriet: Forsyningssektoren er resul­tat af gammeldags monopoltænkning

Af Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri

Forleden kunne man læse borgmester i Fredericia og formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg Jacob Bjerregaards (S) forsvar for kommunernes drift af forsyningsselskaberne.

Under overskriften "Forsyningssektoren kan ikke ukritisk drives på markedsvilkår" fraråder han en ideologisk kamp om den måde, som forsyningssektoren er organiseret på, men i indlægget fløjter han op til netop ideologisk kamp.

Med udgangspunkt i, at forsyningssektoren er kritisk infrastruktur – altså infrastruktur, som samfundet ikke kan undvære - forsvares de kommunale monopoler, som om de var skabt med henblik på bæredygtighed, innovation og effektivitet.

Men det er ønsketænkning mere end realiteter.

Så længe der ikke er gennemsigtighed i regnskaberne, så længe selskaberne blander myndighedsopgaver og driftsopgaver sammen, og så længe der er en stor overkapacitet i den kommunale forbrændingssektor, så har man mixet en ideologisk cocktail, der blander mange hensyn sammen, men hvor effektivitet og bæredygtighed ikke står øverst.

Problemet med den nuværende organisering er, at det er resultat af en gammeldags monopoltænkning. Men offentlige monopoler er sjældent de mest innovative eller effektive.

Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri

Kedelige eksempler på monopolsektor
Antallet af kedelige eksempler på, at denne monopolsektor optræder både konkurrenceforvridende og giver skæve incitamenter for ledelserne, er utallige.

Lad mig bare nævne dyre luksusrejser uden fagligt indhold, aktivitetsmæssig knobskydning langt uden for branchen på kundernes regning og hjemtagelse af ellers velfungerende private opgaveløsninger.

Ewii i Fredericias baghave og Amager Ressourcecenter er skræmmeeksempler, som i Dansk Byggeris øjne skriger på, at forsyningsområdet trænger til reguleringsmæssige forandringer.

Hvis myndighedsrollen og driftsopgaven inden for den kommunale forsyningssektor bliver adskilt effektivt, og hvis regnskaberne åbnes, bliver det mere synligt, hvordan økonomien reelt hænger sammen.

Dermed vil sektorens rolle som samfundskritisk infrastruktur bedre kunne fremtidssikres.

Tradition med at private løfter opgaver
Det er korrekt, når Jacob Bjerregaard kalder forsyningen for kritisk infrastruktur. Men det er ikke en naturlov, at samfundskritiske opgaver nødvendigvis skal udføres af kommunerne.

For lige at holde proportionerne diskuteres det i øjeblikket, om kinesiske Huawei med TDC’s mellemkomst skal drive virkelig kritisk infrastruktur i Danmark.

I det lys virker det lovlig højstemt, at private danske virksomheder ikke skulle kunne løse affaldsopgaver for kommunerne.

Der eksisterer allerede en velfungerende privat affaldssektor. Derudover har vi i Danmark en lang tradition for, at vigtige samfundsopgaver løftes af private virksomheder.

Det gælder for eksempel energiudvinding i Nordsøen, fødevareforsyningen fra landbruget og udviklingen af medicin som illustrative eksempler.

Bjerregaards tilgang er ikke vejen frem
Problemet med den nuværende organisering er, at det er resultat af en gammeldags monopoltænkning. Men offentlige monopoler er sjældent de mest innovative eller effektive.

Vi efterlyser ikke, at forsyningsområdet ikke skal reguleres. Kommunerne har stor erfaring med at regulere gennem betingelser i udbud, og Danmark er et meget reguleret land på en lang række andre områder.

Derfor vil forsyningsområdet ikke udvikle sig til det vilde anarki, hvis man lægger opgaverne ud i fri konkurrence. Tværtimod vil de nuværende vildskud blive begrænset.

Mens virksomhederne er omstillingsparate, virker Jacob Bjerregaards tilgang desværre kontinuitetsparat.

Det er ærgerligt, fordi flere udbud af kommunernes opgaver og privatisering af affaldshåndteringen vil være en gave for forsyningssektoren, forbrugerne og den grønne omstilling.

Dansk Byggeri anbefaler, at kommunerne koncentrerer sig om kernevelfærden og overlader markedsmæssige aktiviteter til, ja, markedet.