Kun en check fra regeringen kan forhindre stigende energipriser

"Winter of discontent" – utilfredshedens vinter. Udtrykket, som oprindeligt stammer fra åbningslinjerne i Shakespeares 'Richard III' (), bliver ofte brugt om vinteren 1978 og 1979 i Storbritannien.

Massive strejker satte den vinter Storbritannien stort set i stå og gav udbredt mangel på blandt andet brændstof, som derfor også steg kraftigt. Og som om det ikke var nok, oplevede Storbritannien det år samtidigt den koldeste vinter i 16 år.

Resultatet blev massiv offentlig utilfredshed med den siddende Labour-regering. En utilfredshed, som var med til at lægge grunden for Margaret Thatchers valgsejr samme år.

De kommende måneder vil vise, om vi herhjemme ser ind i en utilfredshedens vinter. Sikkert er det dog, at energiudgifterne for den gennemsnitlige familie forventes at stige med op mod 1.000 kroner om måneden hen over vinteren.

Oven i de 1.000 kroner skal desuden lægges prisstigningerne på især fødevarer og andre energiintensive basis produkter. Når producenternes udgifter til produktionen stiger, betyder det altid, at prisen på produkterne også stiger. Stigningerne kommer ofte med lidt forsinkelse, men de kommer.

Baggrunden for prisstigningerne på energi er på mange måder den perfekte storm. Et ekstremt uheldigt sammenfald.

Efterspørgslen på især gas er steget betydeligt i hele verden efter genåbningen, hvilket har presset prisen på gas op, da udbuddet fra især Rusland ikke er fulgt med op.

Uanset baggrunden er de stigende energipriser et stadigt større politisk problem, som til sidst vil lande på regeringens bord

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Samtidigt er udbuddet af el, uheldigt nok, faldet usædvanligt meget hen over efteråret. I foråret regnede det ekstraordinært lidt i Norge og Sverige, hvilket ikke fyldte vandreservoirerne op som vanligt, og da det samtidigt blæste meget lidt i sommers i Nordeuropa og var meget varmt i Sydeuropa, er de normalt meget stabile vandkraftsforsyninger af el under pres. Der er ganske enkelt ikke ret meget vand tilbage, hvilket har presset prisen på el markant op.

Uanset baggrunden er de stigende energipriser et stadigt større politisk problem, som til sidst vil lande på regeringens bord. Både på den korte bane, hvor regeringen nemt kan blive tvunget til at åbne tegnebogen hen over vinteren, men også på den lange bane, hvor stigningerne har tydeliggjort en bekymrende mangel på robusthed i det danske energisystem.

Først det umiddelbare problem: Øgede energiudgifter på 1.000 kroner mere om måneden vil give betydelige udfordringer hos især mange familier med lave indtægter, som i forvejen balancerer på grænsen.

Og de 1.000 kroner er vel at mærke gennemsnitsberegninger. Går man lidt ned i stigningerne, kan man se, at hvis man for eksempel opvarmer sit hus med en eldrevet varmepumpe, som mange gør udenfor de store byer, forventes stigningen at blive langt større end de gennemsnitlige 1.000 kroner.

Konsekvenserne af prisstigningerne kan blive, at de allermest pressede lavindkomstfamilier ganske enkelt lader være med at tænde for varmen i fornødent omfang.

Det er i hvert fald den reaktion, som man har set og stadig ser blandt lavindkomstgrupper i Storbritannien på prisstigninger, hvor op mod 10.000 personer om året dør på grund af dårligt opvarmede huse. Det skal dog understreges, at bygningsstandarden i England er betydeligt dårligere end herhjemme.

Det er tvivlsomt, om vi herhjemme kommer til at se dødsfald som følge af de stigende energipriser.

Til gengæld er det dog sikkert, at en socialdemokratisk regering, som baserer sig på venstrefløjens opbakning, ikke kan sidde stille i en situation, hvor hastigt stigende energipriser presser lavindkomstgrupper udover kanten. Også selvom stigningerne forventes at være et forbigående fænomen.

Problemet for regeringen er dog, at alt, der kan øge energiforsyningen og dermed bringe priserne ned, tager år at lave. Derfor er regeringens eneste reelle mulighed at lave en ekstraordinær grøn check til udsatte familier hen over vinteren, indtil priserne normaliseres.

Det vil være dyrt, men der vil være opbakning til en sådan beslutning fra som minimum SF og Enhedslisten og sandsynligvis også fra Dansk Folkeparti. Alternativet ud over et krigerisk SF og Enhedslisten, samtidig med at minkgranskningskommissionen kommer med sin rapport, er potentiel offentlig uro og ikke mindst pres på opbakningen til den grønne omstilling.

Om det ligefrem kommer til uroligheder i stil med det, som vi har set fra de gule veste i Frankrig, som oprindeligt blev igangsat af pludseligt stigende energipriser, er usandsynligt. Det vil i hvert fald være meget usædvanligt i en dansk sammenhæng.

Mange borgere vil dog med rette begynde at stille spørgsmålstegn ved, om den igangværende grønne omstilling med massive offentlig subsidierede investeringer i vindmøller og sol er specielt klog, når vi ikke engang kan forsyne os selv, hvis det i en periode ikke har regnet i Norge og Sverige.

Og grundlæggende er det det sidste, der er det mest alvorlige problem for regeringen og Folketinget i denne sag. De stigende energipriser har blotlagt, hvor lidt robust vores energisystem egentlig er, og hvor afhængig den nuværende vej mod den grønne omstilling reelt er af russisk gas og biomasse.

Forkølede forklaringer om, at priserne nok skal falde igen til næste sommer, kan danskerne hverken bruge til spise eller til at betale elregningen med

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Afhængigheden af russisk energi er et stigende sikkerhedspolitisk problem for Danmark. Rusland har tidligere vist, at man ikke tøver med at bruge gasleverancer som pression i blandt andet Ukraine.

Og i denne tid kobler Rusland også øgede gasleverancer sammen med godkendelsen af North Stream 2-rørledningerne. Og med et stadigt mere autoritært Rusland, er det så den vej, vi vil blive ved med at gå ned ad?

I en række andre europæiske lande har de stigende energipriser resulteret i øget politisk og folkelig tilslutning til atomkraft.

Senest har den britiske regering meldt ud, at den vil bygge et nyt stort atomkraftværk som en del af dens arbejde for at nå reduktionsmålene, og at atomkraft fremover skal udgøre 15 til 20 procent af den britiske energiforsyning.

Herhjemme er debatten om atomkraft også vokset igen efter at have været forsvundet i mange år. Atomkraft er ikke en reel løsning på de nuværende prisstigninger (det tager ti år at bygge et atomkraftværk), og det er svært at se, hvordan der skal kunne findes politisk opbakning til at gå den vej.

Atomkraftdebatten er dog også først og fremmest et udtryk for frustration over, at regeringen, Folketinget og ikke mindst energibranchen ikke har formået at fremlægge en troværdig strategi for, hvordan vi fremover undgår situationer som den, som vi ser ind i.

Forkølede forklaringer om, at priserne nok skal falde igen til næste sommer, kan danskerne hverken bruge til spise eller til at betale elregningen med.