Kommentar af 
Jens Bomann Christensen

Efter planen skal affaldssektoren liberaliseres endnu mere – men Nordic Waste har lært os en lektie

Det er en stor tillidserklæring at udlicitere opgaver, der kan påvirke miljøet, til den private kontraktvinder. Nordic Waste-sagen har vist os, at det har konsekvenser, når tillidsbåndet ikke holder, skriver Jens Bomann Christensen.

Nordic Waste arbejdede med behandling og rensning af jord. Det er et område, der i meget vid udstrækning er konkurrenceudsat og liberaliseret, skriver Jens Bomann Christensen.
Nordic Waste arbejdede med behandling og rensning af jord. Det er et område, der i meget vid udstrækning er konkurrenceudsat og liberaliseret, skriver Jens Bomann Christensen.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jens Bomann Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er sagt, skrevet og ment meget om Nordic Waste-sagen. Især omkring 'ansvar' – såvel juridisk, økonomisk og moralsk.

Eller. Måske er det snarere det at have 'begrænset ansvar', der har været brændslet i den nogle gange meget ophedede debat.

Flere ministre har luftet ønsker til ændringer i lovgivning om selskabsorganisering, etablering og afvikling. Om det er vejen frem for at undgå akutte miljøforureningsrisici a la Nordic Waste, er svært at sige.

Læs også

Jeg tror i stedet, vi skal tage en grundlæggende diskussion om, hvilke aktiviteter og opgaver, vi som samfund vælger at markedsgøre.

Når vi udliciterer opgaver, der involverer en risiko for miljøet, er der tale om en stor tillidserklæring til den private kontraktvinder.

Sagen om Nordic Waste har vist os, at det har store konsekvenser, når det tillidsbånd ikke holder. 

På affaldsområdet er der sket en del de senere år, der involverer netop selskabsorganisering og liberalisering.

Der har været stor opmærksomhed om henholdsvist den generelle selskabsgørelse af 'kommunale affaldsydelser', konkurrenceudsættelse af affaldsenergisektoren samt privatiseringen af kommunale anlæg til eksempelvis sortering af emballager.

Vi taler sjældent om dem, men Danmarks deponier er et afgørende sikkerhedsnet.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Alle dele er politisk aftalt og i varierende omfang gennemført.

Men to områder, som i et vist omfang er beslægtet med Nordic Wastes oprindelige virke, er fløjet under radaren: Et ønske om at selskabsgøre kommunale deponier samt en yderligere liberalisering af jordhåndtering og -behandling.

Vi taler sjældent om dem, men Danmarks deponier er et afgørende sikkerhedsnet, der håndterer det affald, der hverken kan eller skal recirkuleres eller energiudnyttes.

Der findes og skabes desværre stadig produkter, der skal deponeres, eksempelvis asbest, PCB, blød PVC og blandinger af affald, som ikke kan adskilles.

Affaldet lægges i jorden med en sikker membran under samt drænsystemer, der opsamler og sikrer behandling af det regnvand, der siver igennem og udvasker stoffer fra affaldet.

Det er fastsat ved lov, at deponier skal ejes af kommuner. Det er fornuftigt.

Herved sikres det, at fællesskabet i form af kommunerne står som garant for en fornuftig behandling af et miljøproblem uanset hvad.

I den politiske aftale om selskabsgørelse af 'kommunale affaldsydelser' står der imidlertid eksplicit, at det skal undersøges, om også deponier kan kræves selskabsgjort, da mange i dag er organiseret som såkaldte paragraf 60-selskaber.

Læs også

Det kan undre, da bagtæppet for aftalen er en problematik omkring moms og deraf ulige konkurrence på området for affaldsindsamling.

Vi har ikke hørt politikere tale om en momsudfordring ved deponier - eller om at deponeringsanlæg skal privatiseres og til at konkurrere om, hvem der billigst kan tage imod eksempelvis et ton PCB-forurenet byggeaffald. 

Jeg forstår ikke statens og politikernes behov for også at skulle blande sig i, hvordan kommunerne organiserer opgaven med at drive sikre deponier.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Kort sagt forstår jeg ikke statens og politikernes behov for også at skulle blande sig i, hvordan kommunerne organiserer opgaven med at drive sikre deponier.

Staten bør i stedet understøtte langt vigtigere opgaver på deponiområdet.

Som eksempelvis rensning af PFAS/PFOS og andre miljøfremmede stoffer, finansiering af efterbehandlingsperioden - eller skrappere krav til affaldssortering på byggepladser, så vi undgår at deponere affald, der ellers kunne brugt mere nyttigt. 

Nordic Waste arbejdede med behandling og rensning af jord. Det er et område, der i meget vid udstrækning er konkurrenceudsat og liberaliseret.

Alligevel står der faktisk i den politiske aftale om en klimaplan for affaldssektoren, at der ønskes en yderligere liberalisering, så den kommunale anvisningsret ophæves, og de eksisterende kommunale anlæg til jordbehandling udfases.

Når vi taler om opgaver med store potentielle risici for miljøet, bør man tænke sig ekstra om og overveje alle mulige scenarier.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Vi har tidligere kritiseret klimaftalen for primært at være en organiseringsreform, frem for en klima- og miljøreform, og det gælder også her.

Ret skal dog være ret, og embedsværket har ikke gjort tiltag for at gennemføre denne del af klimaftalen fra 2020.

Vi foreslår, at man tænker sig meget grundigt om, inden man gør det - og måske spørger forligskredsen, om man fortsat ønsker dette.

Konkurrence og fri markedskræfter er i mange tilfælde et effektivt og nyttigt redskab, men når vi taler om opgaver med store potentielle risici for miljøet, bør man tænke sig ekstra om og overveje alle mulige scenarier.

Det må Nordic Waste have lært os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Bomann Christensen

Direktør, Brancheforeningen Cirkulær
cand.mag. i international virksomhedskommunikation (Syddansk Uni. 2015)

0:000:00