Tænketank: Det går dårligt med den vedvarende energi på land. Her er seks forslag til at vende udviklingen

En kedelig udvikling

Politikken, som vi fører, for at få mere vedvarende energi på land, fungerer kort sagt ikke. Og det skal vi gøre noget ved nu.

Det er en oplagt mulighed for en ny regering, hvis man gerne vil gøre noget godt for den grønne omstilling, gøre os fri af fossile brændsler og skubbe på udviklingen i landdistrikterne.  

I 2025 blev kun otte nye vindmøller opstillet. Samtidig blev 32 møller taget ned. Og "jernmarker" blev årets ord.

Kommunalvalget handlede om modstanden mod vedvarende energi på land. De fleste kender til den kedelige udvikling.

Halve og halvhjertede løsninger sætter udbygningen helt i stå. Det må være muligt at lave en model, der fungerer for alle. Særligt naboerne.

Helene Hagel
Politisk chef, Ceri

Den billigste måde at omstille samfundet væk fra fossile brændsler og over mod grøn strøm er med solceller og vindmøller på land.

Vedvarende energi på land er markant billigere end havvind, og så er den langt hurtigere at bygge. Det er vigtigt, når vi så hurtigt som muligt skal gøre os uafhængige af olie og gas.

Vi må altså ikke give op på vedvarende energi på land. Det kræver en række tiltag, der kan sætte skub i udbygningen.

Naboer og lokalsamfund

For det første bør naboer og lokalsamfund inddrages markant mere og markant anderledes, end man gør i dag.

Ingen skal have "trukket noget ned over hovedet", og kommunalbestyrelser skal kunne se den politiske og økonomiske fidus i at være en kommune, der opstiller ny vedvarende energi.

For det andet bør den kompensation, som naboer får, hæves markant. Selvom den er hævet et par gange, er den stadig for lav. Og så skal den fordeles mere rimeligt.

I dag falder kompensationen brat til nul lige uden for en arbitrær grænse på otte møllehøjder. Det giver ikke mening. Den bør aftrappes gradvist.

En større kompensation kan finansieres af både de virksomheder, som opstiller, og staten. Ja, det vil koste opstillerne af vedvarende energi mere. Men det må jo ­– alt andet lige – være bedre for dem at tjene lidt penge på en masse projekter end en masse penge på nul projekter.

Og det er også billigere for staten end at statsstøtte havvind. Så alle tjener altså i sidste ende på, at vi kompenserer naboerne bedre.

For det tredje bør nabokompensationen ændres, så den afhænger af anlæggets størrelse. Flere møller skal give mere i kompensation. Generne er større, og det bør kompensationen også være.

En model, hvor alle vinder

For det fjerde bør det loft, som opstillerne af vedvarende energi kan pålægges at betale i bonus til naboerne, på 1,5 procent af anlæggets kapacitet, afskaffes.

Loftet betyder, at incitamentet til at have færrest mulige naboer til vedvarende energiprojektet på et tidspunkt forsvinder. Og det betyder, at naboerne får helt forskellige bonusser – alene fordi der nogle steder er flere naboer end andre steder. Det er ikke rimeligt.

Det 1,5 procents-loft er en underlig regel, der ikke har gjort noget godt for udbygningen af vedvarende energi og dermed heller ikke for opstillernes mulighed for at tjene penge på nye projekter. Drop det loft.

For det femte bør virksomhederne betale selskabsskat der, hvor projektet faktisk står. I dag betaler de skat dér, hvor medarbejderne sidder. Men pengene bør komme kommunen, der har møllerne eller solcellerne, til gavn.

Sådan en model kan sikre, at dem, der giver mest tilbage til lokalsamfundet, ender med at vinde retten til at opføre vedvarende energi.

Helene Hagel
Politisk chef, Ceri

For det sjette kan man overveje en model, hvor kommunerne udbyder arealer til vedvarende energi.

Det vil få opstillerne til at konkurrere på, hvem der vil yde mest kompensation, hvem der vil inddrage naboerne mest, hvem der vil genoprette mest natur og generelt minimere generne mest.

Sådan en model kan sikre, at dem, der giver mest tilbage til lokalsamfundet, ender med at vinde retten til at opføre vedvarende energi. Dem, der har det fedeste projekt i naboernes og kommunens øjne, vinder. Så vinder vi alle.

Alt dette skal vi gøre, fordi det er helt fair, at naboer og lokalsamfund er bekymrede for vedvarende energiprojekter.

Og fordi denne bekymring ikke skal resultere i, at vi helt dropper planerne om at blive et land, der producerer vores egen rene, sikre, billige energi – også på land, hvor det altså er billigere og går hurtigere.

Borgerinddragelse virker

En analyse fra Kraka Economics viser, at en ejendom vil miste 10,5 procent af dens ejendomsværdi, hvis en solcellepark etableres inden for 200 meter.

For naboer til vindmøller kan det medføre et fald i huspriserne på op til 12 procent. Og et yderligere fald på syv til ni procent, hvis huset får skyggekast fra vindmøllen. Det er med andre ord helt validt, når naboer bekymrer sig, og den lokale modstand skal ikke negligeres.

Heldigvis er der løsninger. Der er flere eksempler på, at reel nabokompensation og bedre borgerinddragelse virker.

Fælles for stort set alle de projekter, der faktisk realiseres rundt omkring i landet er, at opstilleren tilbyder mere i kompensation til naboerne og lokalsamfundet, end de lovpligtige ordninger pålægger dem.

Selv hvis der sker en massiv udbygning af vedvarende energi på land, vil vindmøllerne og solcellerne kun beslaglægge en brøkdel af Danmarks areal.

Vi er som bekendt meget langt fra at nå den politiske ambition om at firedoble produktionen af vedvarende energi inden 2030.

Men pladskravet for sådan en firedobling ville faktisk kun svare til 2,2 procent af det danske landbrugsareal eller 1,3 procent af Danmarks samlede areal. Ved at bruge så lidt plads på vedvarende energi, kunne vi producere mere grøn strøm, end vi i dag bruger.

Vi ved, hvad der virker: bedre kompensation. Reel og tidligere inddragelse. Mere til lokalsamfundet. Kommunalbestyrelser, der vinder på at opstille vedvarende energi.

Det er et politisk valg, om udbygningen af den vedvarende energi skal gå i stå. Halve og halvhjertede løsninger sætter udbygningen helt i stå. Det må være muligt at lave en model, der fungerer for alle. Særligt naboerne.