Debat

Borgmester og udvalgsmedlemmer i København: 42 millioner skal styrke ledelsen i daginstitutioner

I snart 10 år har vi skåret i ledelseslaget, fordi vi har skullet passe flere børn for de samme penge. Men nu kan vi konstatere, at investering i nærværende ledelse er nødvendig, hvis vi skal i mål med ambitionen om, at alle dagtilbud er højkvalitetstilbud, skriver borgmester og udvalgsmedlemmer. 

Uden et tilstrækkeligt antal dygtige ledere får vi svært ved at rekruttere og fastholde pædagogiske medarbejdere.   
Uden et tilstrækkeligt antal dygtige ledere får vi svært ved at rekruttere og fastholde pædagogiske medarbejdere.   Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En tryg og udviklende hverdag i vuggestuen og børnehaven. Det bør alle børn i Danmark have ret til. I København ser Børne- og Ungdomsudvalget det som en topprioritet at sikre høj kvalitet i de op mod 400 dagtilbud, der er i kommunen.  

Afsendere
  • Jesper Christensen (S), Borgmester og formand for Børne- og Ungdomsudvalget i København
  • Sofie Seidenfaden (S), udvalgsmedlem
  • Laura Rosenvinge (S), udvalgsmedlem
  • Klaus Mygind (SF), udvalgsmedlem
  • Jens-Kristian Lütken (V), udvalgsmedlem
  • Jes Vissing Tiedemann (RV), udvalgsmedlem

Vigga fra Vesterbro, Abdullah fra Amager, Sif fra Sydhavnen og deres kammerater skal have det godt i institutionen, hvor de tilbringer vigtige år af deres liv. År, der er med til at definere dem som mennesker.  

Pædagogerne og de øvrige ansatte i daginstitutionerne fortjener ligeledes ordentlige forhold og en meningsfuld dagligdag. Og børnenes forældre skal alle trygt kunne aflevere de små om morgenen, velvidende at guldklumperne trives, mens mor og far er på job. 

Minimumsnormeringer gør det ikke alene 
Vi har i de sidste par år taget vigtige initiativer for at sikre kvaliteten i daginstitutionerne i Københavns Kommune. Det går den rigtige vej. En ny rapport viser, at antallet af institutioner med udfordringer i kvaliteten er faldet, helt konkret fra 41 institutioner i 2018 til 12 i 2020.  

Det er ikke nogen gratis omgang, tvært imod, vi taler om en investering, der ifølge analysen løber op i 42 millioner kroner. 

Borgmester og udvalgsmedlemmer
Se afsendere i faktaboks

Læg dertil, at vi med budgetaftalen sidste år afsatte 450 millioner kroner til at fremrykke minimumsnormeringer, så vi har minimumsnormeringer i København fra 2022. Det er tre år tidligere, end det oprindeligt var lagt op til fra Christiansborg. Samtidig arbejder vi i København kontinuerligt og målrettet med at rekruttere flere pædagoger og skabe interesse for pædagogfaget. En nødvendig indsats i en tid med stor efterspørgsel på pædagoger – ikke mindst i hovedstadsområdet. 

Når vi spørger pædagogerne i institutionerne, hvad der gør en arbejdsplads god, hører vi igen og igen, at det især handler om kompetent ledelse. Det er simpelthen altafgørende, at der er en nærværende pædagogisk leder, som sætter og sikrer den faglige kurs.   

Vi har i snart 10 år skåret i ledelseslaget, fordi vi har skullet passe flere børn for de samme penge. De varme hænder blev prioriteret før lederne. Men nu er vi der, hvor vi kan konstatere, at hvis vi skal i mål med vores ambitioner, er det nødvendigt at styrke ledelsesdelen. Uden et tilstrækkeligt antal dygtige ledere får vi svært ved at rekruttere og fastholde pædagogiske medarbejdere.  

Det er vigtigt for os, at der er tale om pædagogiske ledere med tryk på pædagogisk. Ledere, som skal være tæt på både ansatte, børn og forældre. Tættere end det er tilfældet i dag. Og med en opgavefordeling, der minimerer administration, så tiden ikke går med at udfylde skemaer og kontrollere dette og hint, men i stedet kan bruges på at sikre lokal pædagogisk ledelseskraft og nærvær. 

Skal ansættes flere ledere
Vi bad for nogle måneder siden Børne- og Ungdomsforvaltningen om at holde luppen over kommunens dagtilbud og udarbejde en analyse af ledelsen i institutionerne. Analysen er nu klar og behandles onsdag i denne uge i Børne- og Ungdomsudvalget.  

Vi er helt enige i analysens konklusioner: For at skabe bedre rammer for ledelse i dagtilbud, skal den nære pædagogiske ledelse styrkes. Der skal ansættes flere pædagogiske ledere i institutioner med mange medarbejdere – og i institutioner med afdelinger på forskellige adresser. 

For os er nærværende ledelse i børnehøjde, at de pædagogiske ledere har tid. Tid til at understøtte personalet i hverdagen. Tid til at sikre og udvikle den pædagogiske kvalitet. Tid til en god dialog med forældre og børn om de udfordringer, de måtte opleve.  

Det betyder eksempelvis, at en pædagogisk leder ikke skal dække over flere matrikler med lang afstand i mellem. Der lægges i analysen op til, at én leder kun må have ansvar for flere matrikler, hvis de ligger under 200 meter fra hinanden. Fornuftigt. Det giver sig selv, at det er svært at være nærværende for børn, personale og forældre, hvis man ikke er der fysik.  

Samtidig skal der være mulighed for, at store institutioner med over 35 ansatte får midler til en ekstra pædagogisk leder, ligesom det skal være muligt at give en pædagog ledelsesansvar i mellemstore institutioner.  Det er ikke nogen gratis omgang, tvært imod, vi taler om en investering, der ifølge analysen løber op i 42 millioner kroner. 

Men investeringen er nødvendig. Det er en investering, der er med til at sikre trivslen blandt børn og ansatte, højne den pædagogiske kvalitet og dermed bringe os nærmere målet: At alle dagtilbud er højkvalitetstilbud.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00