Forpersoner, nedrivning af Bispeengebuen og delebiler: Det diskuterede rådhuset på sidste møde inden sommerferien

Formænd i forvaltningen skal fremover være forpersoner. En af Danmarks travleste veje skal forvandles til en grøn boulevard. Og så en konflikt om parkeringspladser til delebiler. Det er blot nogle af de emner, der er på programmet i forud for den sidste politiske armlægning i Københavns Borgerrepræsentation inden sommerferien.

Fredagens møde i Borgerrepræsentationen er det sidste inden sommerferien. 
Fredagens møde i Borgerrepræsentationen er det sidste inden sommerferien. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Frederik Gjersen Hansen

De grønne tiltag dominerede, da Borgerrepræsentationen fredag d. 24. juni mødtes til sidste politiske forhandling inden sommerpausen.

Delebilerne skal i højere grad køres ind i byen, og det skal - måske, måske ikke - være på bekostning af privatejede biler. Der er et forslag om nedrivning af Bispeengebuen, som kan betyde et farvel til en af Danmarks mest trafikerede veje, i hvert fald i traditionel forstand.

På tapetet var der også en økonomisk letvægter, der vil ændre den formelle tiltale på Rådhuset. Et forslag, der før har skabt debat. Og så er der uenighed om oprettelsen af en klimafond i kommunens nye indkøbspolitik.

Herunder følger en liste over en række af de emner, der blev drøftet på mødet fredag.

Forperson i forvaltningen

Fredag fortsætter politikerne på rådhuset diskussionen om, hvorvidt ledere i kommunen nu formelt set skal tituleres forpersoner. Dog har enhver forperson ret til, om de offentligt vil kaldes forkvinde, -mand eller –person.

Det sker, efter et ændringsforslag om mere inkluderende sprogbrug med et snævert flertal blev vedtaget i efteråret sidste år. Socialdemokratiet og Venstre var ikke begejstrede for forslaget.

”Partierne stemmer imod forslaget om at ændre ordet ”formand” til ”forperson”, fordi ordvalget udelukkende er en symbolpolitisk diskussion uden betydning for fremmelse af ligestillingen eller mangfoldigheden i København,” lød det i en bemærkning fra partierne dengang.

Grøn Bispeengebue og H.C. Andersens Boulevard

Bispeengebuens dage som traditionel trafikal vej er ved at være talte. Vejen skal rives ned, og der arbejdes med tre mulige scenarier for, hvordan vejen skal omdannes til et grønt område, hvor en tunnel under det grønne område er i spil.

Konservative og Venstre fastholder, at trafikken ikke må påvirkes af nedrivningen af Bispeengebuen. Derfor ønsker partierne, at der fortsat skal være to gange tre spor til rådighed for de bilglade københavnere.

Tre scenarier er i spil til at løse de politiske ønsker. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at en delvis nedrivning uden en tunnel vil være den nemmeste og billigste løsning.

Og så vil Radikale Venstre og Konservative gerne fortsætte diskussionen om, hvorvidt det skal være slut med at brænde benzin af på H.C. Andersens Boulevard. Her er der nemlig et politisk ønske om en grøn boulevard i samme stil som projektet ved Bispeengebuen.

”Partierne ser gerne, at der arbejdes videre med den større vision om en nedgravning af trafikken på H.C. Andersens Boulevard, så der på sigt kan skabes en grøn boulevard, der hvor der i dag er en sekssporet vej,” lød det i en bemærkning fra partierne.

Mulig klimafond til grønne indkøb

Vi bliver i det grønne hjørne, for vi skal til første forhandlingspunkt på Rådhusets dagsorden. Borgerrepræsentationen skal nemlig blive enige om, hvordan en CO2-afgift på kommunens indkøb og udbud skal se ud.

Her ligger blandt et vedtaget forslag fra Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet om, at mindst en model skal tage udgangspunkt i Klimarådets anbefalinger om CO2-afgifter. Anbefalingen lyder på 1.500 kroner pr. ton CO2.

Hos Radikale Venstre og SF er der også et ønske om en oprettelse af en klimafond, som kan kompensere økonomisk, hvis kommunen vælger de klimavenlige løsninger til, der ikke nødvendigvis er de billigste.

Konservative er som udgangspunkt imod klimafonden.

Partiet mener ikke, at der er styr på, hvor pengene skal komme fra eller hvor, de skal ende. Derudover frygter partiet, at en sådan fond vil medføre silotænkning, hvor man automatisk vælger den dyreste løsning, som ikke nødvendigvis gavner den grønne omstilling.  

Parkeringsdramaet med delebiler

Der er bred enighed om flere delebiler i København. Dog forhandles det stadig, hvordan fordelingen af parkeringspladser mellem delebiler med og uden fast stamplads skal se ud.

Formålet med flere delebiler er, at det samlede antal biler skal nedbringes i København. SF henviser i den sammenhæng til en undersøgelse fra DTU. Den peger på, at der ikke er sammenhæng mellem at have delebils-medlemskab og samtidig at droppe ejerskabet af en privat bil.

Til gengæld indikerer undersøgelsen, at borgere med delebiler i mindre grad tager offentlig transport og cyklen i brug.

Og så er der endnu et knudepunkt, i form af blandt andre Konservative, der ikke ønsker, at den ekstra mængde delebiler tvinger antallet af parkeringspladser til privatejede biler ned. Her indikerer en undersøgelse fra Karlsruhe Institute of Technology (KIT), at behovet for parkeringspladser til private biler falder i takt med, at flere bruger delebil.

CO2-reduktion eller ej?

Som et led i kommunens grønne strategi om CO2-reduktion blev det vedtaget oktober sidste år, at hastighedsgrænsen nedsættes fra 50 til 40 kilometer i timen flere steder i København.

En væsentlig omstændighed i den beslutning er, at Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke været i stand til at beregne den afledte effekt på CO2-udledning af hastighedsnedsættelsen. Det fremgår af et bilag fra forvaltningen.

Altinget har også tidligere skrevet om forvaltningens manglende regnestykke, der har vakt kritik fra professor og transportøkonom Mogens Fosgerau. 

Konservative og Radikale Venstre har allerede forud for mødet luftet deres utilfredshed med forvaltningens arbejde. Partierne mener ikke, at tallene for CO2-reduktionen i trafikken er belyst tilfredsstillende. 

Sidste møde i Borgerrepræsentationen finder sted fredag d. 24. juni kl. 17:30. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00