K: Hastighedsnedsættelser i København vil medføre økonomiske konsekvenser

I et debatindlæg i nærværende medie 13. oktober, anklager Enhedslistens teknik og miljøborgmeter mig for at repræsentere en "gold og kulturfattig konservatisme".

Det gør Line Barfod, fordi jeg fastholder Det Konservative Folkepartis krav om at få foretaget samfundsøkonomiske konsekvensberegninger af de hastighedsnedsættelser, et bredt flertal har indført i Københavns Kommune.

Vores krav står ikke ligefrem svækket, efter at CEPOS udgav deres analyse af tiltaget. Den viser årlige omkostninger i størrelsesordenen 450 millioner kroner, samtidig med at skyggeprisen på CO2 muligvis nærmer sig 98.000 kroner per ton.

Line Barfods holdning forekommer mig besynderlig. For her gik jeg og troede, at Enhedslistens teknik- og miljøborgmester var kommunist og således en varm fortaler for planøkonomi.

Alligevel afviser hun kategorisk at gennemføre både klima-, miljø- og økonomiske konsekvensberegninger, og fremstår derfor i stedet som fortaler for en laissez faire-økonomi, der er uden fortilfælde i nyere Danmarkshistorie.

Afstand til planøkonomi

Som Konservativ tager jeg naturligvis afstand fra enhver form for planøkonomi.

Men jeg undrer mig over Line Barfods argument for ikke at gennemføre beregningerne, som er, at det kunne have ført til, at beslutningen om hastighedsnedsættelserne ikke var blive taget.

Alligevel afviser Line Barfod kategorisk at gennemføre både klima-, miljø- og økonomiske konsekvensberegninger, og fremstår derfor i stedet som fortaler for en laissez faire-økonomi, skriver Niels Peder Ravn.

Niels Peder Ravn
Medlem af Borgerrepræsentationen for Det Konservative Folkeparti

De fleste ansvarlige mennesker må være enige med mig i, at selv i de tilfælde, hvor man politisk beslutter sig for at gennemføre tiltag, der ikke giver et samfundsøkonomisk overskud, er det nyttigt at kende de økonomiske konsekvenser.

For kun med en sådan viden, kan man argumentere for, om beslutningen faktisk er omkostningerne værd.

Med Line Barfods argument, kunne man også tale for at undlade at lægge budgetter.

For selvom det kan synes komfortabelt at træffe politiske beslutninger i en verden, hvor penge intet betyder, må jeg minde om, at omkostningerne ikke forsvinder, bare fordi man lader være med at regne på dem.

Måske snarere tværtimod. Det er derimod en undladelsessynd, som fører direkte i Luksusfælden. 

Samfundsøkonomiske omkostninger

Line Barfods påstand om, at de samfundsøkonomiske omkostninger ikke er “rigtige penge”, som borgere eller kommune skal “af med” viser, at teknik- og miljøborgmesteren fuldstændig har misforstået grundlæggende økonomiske principper.

Definitionen på samfundsøkonomiske omkostninger er netop, at de ikke nødvendigvis udmønter sig ved, at borgere, virksomheder eller kommune skal overføre penge fra det ene til det andet, for samfundsøkonomi er ikke et kasseregnskab.