EL til K: I stirrer jer blinde på en teoretisk beregning om fartgrænser. Har I overhovedet forstået den?

Konservatives ensidige fokus

Det brede flertals beslutning om at sænke hastighederne på kommunens lokale veje falder nu den konservative Niels Peder Ravn for brystet.

Og han skriver harmdirrende, at jeg har et ”ensidigt fokus” på at skabe en bedre by og slet ikke tænker på, at det vil føre til længere rejsetid for bilister og dermed også en teoretisk omkostning for samfundet på grund af tabt arbejdsfortjeneste.

Men det er jo netop ikke ensidigt at udvikle byen og tage hensyn til trygheden og sikkerheden på vejene og med henblik på at mindske forureningen fra støj, partikler og CO2.

Derimod er det ensidigt at ville lade hensynet til, at bilister kan komme hurtigst muligt fra A til B, trumfe alle andre hensyn til, hvad en by skal kunne for at være god at leve i. Og det vil netop være konsekvensen, hvis en teoretisk samfundsøkonomisk omkostning skulle være den afgørende faktor.

Det virker, som om Niels Peder Ravn ikke rigtigt har forstået, hvad den samfundsøkonomiske omkostning er. Han skriver, som om der er en regning på 450 millioner kroner, som der kun er Københavns borgere og erhvervsliv til at betale. Det er ikke tilfældet.

En teoretisk pris

Når man taler om samfundsøkonomien i denne forbindelse, er der tale om et rent teoretisk forsøg på at værdisætte, at lavere hastigheder vil gøre, at det for nogle bilister vil tage nogle minutter længere at transportere sig.

Der er mange gode ting, som vi ikke havde fået i København, hvis samfundsøkonomiske hensyn skulle være altafgørende

Line Barfod (EL)
Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Der er altså ikke nogen, der skal have penge op af lommen. Der mangler ikke pludselig millioner, som ellers kunne være brugt på skoler eller ældrepleje.

Der er alene tale om en teoretisk pris på tidstabet, der for den enkelte vil være meget lille.

Der er mange gode ting, som vi ikke havde fået i København, hvis samfundsøkonomiske hensyn skulle være altafgørende.

Metroen for eksempel der heller ikke kunne betale sig, men som de fleste nok er glade for i dag.

At lukke Strøget og Købmagergade for biler ville nok heller ikke give positivt udslag i de økonomiske modeller, hvis man regnede på det i dag, men det har jo været afgørende for udviklingen af Indre by.

På samme måde som det at gøre en lang række centrale pladser tilgængelige for liv og mennesker, hvor de før var forbeholdt parkering til biler. Gammel Torv, Vor Frue Plads og Israels Plads for eksempel.

En gold og kulturfattig konservatisme

Der var engang i de buldrende modernistiske 1960’ere, hvor man planlagde byen, sådan som Niels Peder Ravn ønsker. Hvor hensynet til, at biler kunne komme hurtigst muligt frem, var det vigtigste.

Det har givet os Bispeengbuen, hvor en seks-sporet motortrafikvej skærer igennem beboelseskvarterer i anden sals højde.

Det var lige ved at føre til uoprettelig ødelæggelse i form af Søringen, som var en motorvej, der skulle skære igennem Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro og tværs over søerne.

Det er en gold og kulturfattig konservatisme, der prioriterer p-pladser, asfalt og bilisters tidstab over alle andre værdier i udviklingen af vores by

Line Barfod (EL)
Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Heldigvis blev det opgivet, og de seneste 50 år har vi i stedet i København haft fokus på at skabe bedre byrum med liv og plads til mennesker. Det er det, der gør, at København igen og igen bliver kåret, som en af de bedste byer i verden at leve i.

Niels Peder Ravn bør spørge sig selv, hvordan København ville stå i den internationale konkurrence om at tiltrække turister, investeringer, virksomhedshovedsæder, højt specialiseret arbejdskraft og så videre, hvis København var blevet udviklet med skyskrabere og store motorveje som så mange andre byer.

Og hvad det ville have kostet i det store billede.

Det kan undre, at konservative i København slet ikke har blik for værdierne i at skabe byrum, der er grønnere, hvor tempoet er lavere, og hvor borgerne kan bevæge sig rundt i det tempo, som byen har været bygget til siden Middelalderen.

Det er en gold og kulturfattig konservatisme, der prioriterer p-pladser, asfalt og bilisters tidstab over alle andre værdier i udviklingen af vores by.