Københavnsk forvaltning foreslår at give udsatte borgere robotstøvsugere for at spare penge

Socialområdet i København står overfor nye besparelser, samtidig med at store bevillinger til sociale tilbud står til at udløbe. Borgmester kommer med appel forud for forhandlinger.  

Karina Vestergård Madsen har været socialborgmester siden januar 2022. 
Karina Vestergård Madsen har været socialborgmester siden januar 2022. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix
Søren Dahl

Politikerne i Københavns socialudvalg skal snart tage stilling til, om de vil spare på rengøring til socialt udsatte eller hjælp til unge i anbragte familier for at få budgettet til at passe.  

“Vi står i en situation, hvor vi ikke kan undgå at træffe nogle beslutninger, som jeg meget, meget gerne vil være foruden,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen.  

Besparelserne er på dagsordenen, når udvalget i weekenden tager hul på de første drøftelser frem mod efterårets budgetforhandlinger. 

I den forbindelse er politikerne blevet bedt om at finde knap 44 millioner kroner til at dække et internt sparekrav, som alle kommunens forvaltninger er underlagt.  

Det understreger, at vi er i en situation, hvor vi bliver nødt til at vende hver en krone, og hvor intet er fredet

Karina Vestergård Madsen, socialborgmester (EL)

Det sker bare få måneder efter, at politikerne i Socialudvalget blev præsenteret for et katalog, der indeholdte besparelser for 85 millioner kroner på en lang række indsatser og tilbud til socialt udsatte.

Besparelsen blev afværget i sidste øjeblik, da et flertal i udvalget i stedet besluttede at finde penge ved at lave en såkaldt grønthøsterbesparelse, og spare på administrativt personale i forvaltningen.  

Robotstøvsugere i stedet for rengøringshjælp 

Forud for mødet i weekenden har Socialforvaltningen udarbejdet et såkaldt effektiviserings- og investeringskatalog med mulige besparelser, som politikerne skal tage stilling til.  

Forvaltningen vil eksempelvis finde godt 12 millioner kroner ved at skære på udsatte borgeres mulighed for praktisk støtte, hjælp til indkøb af dagligvarer, samt rengøring.  

Jeg håber, at mine kollegaer kan se, hvilken exceptionelt svær situation, vi står i på socialområdet, og ikke forelsker sig i at bruge de frie midler, der er på bordet i forhandlingerne på alle mulige andre ting.

Karina Vestergård Madsen, socialborgmester (EL)

Helt konkret forslår forvaltningen at fratage visse borgere rengøringshjælp, og i stedet give dem en robotstøvsuger.

Et forslag, der vil spare forvaltningen for 30.000 kroner i 2025, og 132.000 kroner frem mod 2029.  

“Jeg vil gå meget langt for, at vi ikke kommer til at skære på borgernes adgang til praktisk støtte, eller forringer deres mulighed for at få hjælp til helt basale ting som indkøb og rengøring,” siger Karina Vestergård Madsen.  

“Der nærmer vi os et niveau, som jeg simpelthen ikke mener, at man kan byde mennesker i et velfærdssamfund,” tilføjer borgmesteren. 

Din forvaltning foreslår at finde 30.000 kroner ved at give borgere en robotstøvsuger i stedet for rengøringshjælp. Hvorfor er det nødvendigt?  

“Det understreger, at vi er i en situation, hvor vi bliver nødt til at vende hver en krone, og hvor intet er fredet,” siger Karina Vestergård Madsen.  

Forslaget om at give borgere robotstøvsugere i stedet for rengøringshjælp bliver også drøftet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Her vil forslaget medføre en større besparelse, og omfatte flere borgere end i Socialforvaltningen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplyser dog til Altinget, at det endnu er uafklaret, om forslaget overhovedet bliver en del af de besparelser og effektiviseringer, som politikerne i Sundheds og Omsorgsudvalget skal tage stilling til.

Glad for planer om autismehus

Socialborgmesteren fremhæver en række investeringsforslag i det katalog, hendes forvaltning har præsenteret.

Socialforvaltningen foreslår eksempelvis at oprette et københavnsk autismehus, der skal samle indsatser til borgere med en lang række handicap, men være særligt fokuseret på autisme.  

Læs også

“Det har jeg forsøgt at få igennem i mange år, og derfor er jeg også glad for, at vi skal diskutere det i weekenden,” siger Karina Vestergård Madsen.  

“Når vi står i en så svær situation, er det afgørende, at vi også prioriterer forslag, der måske koster på den korte bane, men som kan gøre en stor forskel for borgerne på langt sigt”. 

I kataloget er dog også et forslag, der vil spare kommunen 2,5 millioner kroner ved at ændre støtten til unge, der har været anbragt.

“Færre unge forventes at kunne fortsætte en anbringelse efter at være fyldt 18 år. De vil i stedet få tilknyttet en kontaktperson. Forslaget medfører en serviceforringelse,” skriver forvaltningen i notatet.  

Håber kolleger ikke “forelsker sig” 

Ifølge Enhedsliste-borgmesteren står socialområdet i en særligt svær situation, fordi politikerne udover sparekravet på godt 44 millioner kroner også skal forholde sig til, at bevillingerne til en lang række indsatser udløber ved udgangen af 2024.  

Det drejer sig eksempelvis om stigende udgifter til køb af pladser på botilbud og herberg, alkoholbehandling, og flere påbud fra Socialtilsynet, som har medført ekstraregninger for kommunen.  

Læs også

Derudover står en række eksterne indsatser, såsom The Red Van, der hjælper sexarbejdere på de københavnske gader, og Muhabet, der er et tilbud for flygtninge og indvandrere med psykiske problemer, til at miste deres bevilling.

I alt løber bevillingsudløbene op i 281 millioner kroner.  

Af dem skal 165 millioner kroner enten findes ved årets budgetforhandlinger, eller gennem yderligere besparelser på socialområdet.  

Fordi bevillingerne udløber i år, bliver de trukket fra det såkaldte servicemåltal, som dikterer, hvor meget Københavns Kommune må bruge på velfærd til kommunens borgere.

Derfor har de kommunale politikere umiddelbart flere midler at forhandle om, når budgetdrøftelserne for alvor starter til september.  

Karina Vestergård Madsen har dog en appel til hendes borgmester-kollegaer i kommunens øvrige forvaltninger. 

“Jeg håber, at mine kollegaer kan se, hvilken exceptionelt svær situation, vi står i på socialområdet, og ikke forelsker sig i at bruge de frie midler, der er på bordet i forhandlingerne på alle mulige andre ting,” 

Men der er vel også udfordringer på andre velfærdsområder, som har brug for investeringer. Hvorfor skal de øvrige borgmestre tage særligt hensyn til socialområdet? 

“Jeg anerkender, at der er udfordringer på alle velfærdsområder. Men jeg appellerer til, at man husker, hvor pengene kommer fra, inden man bruger dem på andre ting, som måske er mindre presserende,” siger borgmesteren.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

0:000:00