Kæmperegning kan være på vej til København: Ministerium kræver ulovlige hjemløsemillioner tilbagebetalt

Københavns Kommune har over en længere årrække brugt Mændenes Hjem og andre herberger til at finansiere administration og løn til kommunens ansatte. En manøvre, som Social- Bolig og Ældreministeriet nu slår ned på.  

Mændenes Hjem er et af de herberg, som Københavns Kommune ulovligt har brugt til at finansiere løn til kommunens egne ansatte. 
Mændenes Hjem er et af de herberg, som Københavns Kommune ulovligt har brugt til at finansiere løn til kommunens egne ansatte. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Søren Dahl

Københavns Kommunes har i årevis modtaget millioner af skattekroner i strid med loven, og de penge skal nu betales tilbage.  

Det fremgår af en ny afgørelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet.  

Her konkluderer ministeriet, at Socialforvaltningen i København ulovligt har betalt for lønudgifter til egne boligrådgivere, sygeplejersker og administrationspersonale med penge, der ellers skulle være brugt til at hjælpe hjemløse på kommunens herberg.  

Pengene har forvaltningen indkasseret gennem den takst, som København og landets øvrige kommuner betaler for at have borgere boende på hovedstadens herberg.  

Som Altinget tidligere har beskrevet, har Socialtilsynet i flere år kritiseret København for at indregne løn til egne ansatte i herbergstaksterne.  

En manøvre, som Social-, Bolig- og Ældreministeriet nu altså også vurderer er ulovlig.  

I afgørelsen skriver ministeriet, at kommunen gennem lønmanøvren har "hjemtaget for meget statsrefusion", og at "den for meget hjemtagne statsrefusion skal opgøres og berigtiges".

Læs også

Ekspert: Kan løbe op i større millionbeløb  

Københavns Kommune skal nu aflevere en opgørelse til Social-, Bolig- og Ældreministeriet over, hvor meget statsrefusion kommunen uretmæssigt har modtaget. 

En opgørelse, som også skal godkendes af kommunens revisor Deloitte.  

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aarhus Universitet, har på baggrund af Socialstyrelsens beregninger vurderet, at København i perioden fra 2015 til 2022 kan have modtaget op mod 50 millioner kroner i ulovlig refusion alene gennem herberget Mændenes Hjem.  

"Det er et helt igennem ædrueligt estimat og et beløb, der i den grad kan mærkes i et hårdt presset kommunalt budget," fastslog Per Nikolaj Bukh dengang.

Den nye afgørelse fra ministeriet gælder dog samtlige herberger, som Københavns Kommune har driftsoverenskomst med. 

Altinget har spurgt kommunens socialforvaltning, hvor stort et beløb forvaltningen regner med at skulle betale tilbage, og hvordan det påvirker den samlede økonomi på socialområdet.  

"Socialforvaltningen vurderer umiddelbart, at 50 millioner kroner er et højt estimat. Forvaltningen er i gang med at opgøre de relevante refusionsindtægter for de tidligere år i perioden. Det er derfor endnu for tidligt at sætte tal på omfanget og påvirkningen af Socialforvaltningens økonomi," skriver forvaltningen i et svar til Altinget.

Læs også

Har kostet millioner

Sagen om de ulovlige herbergsmillioner har dog allerede kostet de københavnske skatteborgere et tocifret millionbeløb.

Det skete i forbindelse med forhandlingerne om overførselssagen i marts, hvor Københavns Kommune valgte at sætte lønmanøvren på pause i kølvandet på, at Social,- Bolig og Ældreministeriet var gået ind i sagen.

Det skabte et hul i Socialforvaltningens kasse på 11 millioner kroner, som kommunen skulle dække med midler fra kommunens budgetreserver. 

Ifølge Socialforvaltningen har der "været interesse for en afklaring af sagen". 

"Det har forvaltningen nu fået. Der er tale om en klar afgørelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, og Socialforvaltningen tager den naturligvis til efterretning," skriver forvaltningen i et svar til Altinget. 

Overblik: Sagen kort

Altinget kunne i januar måned via en aktindsigt fortælle, at Socialtilsyn Hovedstaden over en årrække har kritiseret Københavns Kommune for at indregne lønudgifter til egne ansatte i den takst, som København og andre kommuner betaler for at have borgere boende på de herberg, som kommunen har driftoverenskomst med. 

Ifølge kommunen er lønnen til de ansatte, der både tæller psykologer, læger, sygeplejersker og boligrådgivere blevet regnet med i herbergstaksten, fordi de yder en service til udsatte borgere, der bor på herbergene. 

Socialtilsynet vurderer dog ikke, at Københavns Kommune i tilstrækkelig grad kan dokumentere, at personalet rent faktisk har deres daglige gang på herbergene i en grad, der retfærdiggør, at de skal regnes ind i herbergstaksten. 

En takst, som andre kommuner også er med til at betale for, og som København får refunderet halvdelen af fra staten. 

I oktober 2022 kulminerede sagen, da Socialtilsynet truede med helt at lukke Mændenes Hjem, hvis ikke København stoppede lønmanøvren. 

I kølvandet på Altingets artikler startede Social-, Bolig og Ældreministeriet i marts en undersøgelse af, om Københavns Kommunes indregning af løn til egne ansatte i herbergstakster var i strid med loven. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

0:000:00