Hæstorps brede forlig var en sejr. Nu skal prisen betales – og den kan blive høj

Da Sophie Hæstorp i starten af juni kunne annoncere, at et flertal uden Enhedslisten og Alternativet havde lavet en aftale om at lave en aftale om Københavns budget for de to næste år, var det en begivenhed, der ved første øjekast sugede al spænding ud af den kommende politiske sæson på landets største rådhus. 

Med principaftalen gav partierne hinanden og københavnerne håndslag på, at de står last og brast sammen om de næste to års budgetter, og dermed var det traditionelle septemberslag om de københavnske milliarder med ét blevet aflyst. 

For Hæstorp selv markerede principaftalen et tiltrængt solstrejf i et ellers dunkelt politisk skydække, der havde ligget tungt, siden hun sidste år endte uden for en budgetaftale som den første socialdemokratiske overborgmester nogensinde. 

Hård intern kritik af Hæstorps politiske evner og ledelsesstil blev nu modsvaret af en overborgmester, der flere måneder før tid lukkede en historisk aftale, som bragte Socialdemokratiet tilbage som en afgørende faktor i københavnsk politik. 

Det kan dog blive sværere end som så for overborgmesteren at smede en aftale sammen, der i sidste ende kan levere på det løfte, hun har givet borgerne. 

Ledestjernen

Fundamentet i principaftalen, der blev præsenteret i juni, er ellers umiddelbart støbt i ganske solid politisk beton: 

Den udgøres først og fremmest af en forståelse partierne imellem om, at Lynetteholmen og en fortsat udvikling af metroen udgør ledestjernen i de næste mange års københavnske byudvikling. 

Partierne bag principaftalen ser den kommende kæmpeø som en oplagt løsning på Københavns problemer med boligmangel, klimatilpasning og opbevaring af overskudsjord fra kommunens mange andre byggerier. 

Samtidig forventes provenuet fra grundsalg på Lynetteholmen at generere op mod halvdelen af det beløb, der skal til for at finansiere den næste metro-etape, der bærer navnet M5 Øst. 

Med aftalen sætter partierne også selv fart på udviklingen af det populære førerløse tog ved at reservere 6,3 milliarder kroner til nye fremtidige metrolinjer. 

De finere detaljer 

Selvom principaftalen altså til et vist punkt lægger skinnerne til et endeligt budgetforlig, er det ingenlunde givet, at overborgmesteren bare skal troppe op på rådhuset og skrive aftalen under, når sommerferien er overstået. 

Groft sagt kan man sige, at partierne bag principaftalen har lovet københavnerne et to-årigt budgetforlig uden at vide, hvor mange penge, der er at forhandle om.

Det er der til en vis grad blevet kastet lys over med økonomiaftalen mellem regeringen og KL, der løfter kommunernes samlede ramme til velfærd, men til gengæld medfører krav om besparelser på administration.

De enkelte partiers respektive ønsker til forhandlingerne kan dog også ende med at blive en sten i skoen for aftalepartierne.

Dem var der ingen, der kendte prisen på, eller omfanget af, da juni-aftalen blev præsenteret - simpelthen fordi embedsmændene endnu ikke havde haft tid til at regne på dem. 

De bliver traditionen tro præsenteret for partierne i løbet af august måned og efterfølgende doseret til forskellige medier. 

Her er det et åbent spørgsmål, om partierne er villige til at slå deres egne darlings ihjel for det fælles bedste. 

Hvis ikke, kan kampen om de begrænsede ledige budgetmillioner ende med at udfordre sammenholdet i gruppen bag principaftalen. 

I en normal situation ville det ofte føre til, at et eller flere partier forlader forhandlingerne. 

Her må det alt andet lige tale for overborgmesterens mulighed for at holde sammen på tropperne, at alle partier stod bag hende, da hun for rullende kameraer præsenterede principaftalen i rådhusets magistratsal kort før sommerferien.

Derfor må de politiske omkostninger og efterfølgende kritiske spørgsmål fra vælgere og medier være sværere at leve med, hvis et eller flere partier ender med at smække døren til budgetsamarbejdet. 

Prisen for at være med 

Overborgmesterens politiske evner bliver dog også udfordret af det faktum, at den endelige budgetaftale skal laves med de selvsamme borgerlige partier, der sammen med Enhedslisten parkerede hende uden for indflydelse på det seneste budgetforlig. 

I den aftale fik de borgerlige partier indrømmelser fra rådhusets største parti i form af skattelettelser.

Den pris er Socialdemokratiet tilsyneladende også villige til at betale, selvom overborgmesteren tidligere har været yderst kritisk over for, at Enhedslisten tillod den slags i en hovedstad, der om nogen er farvet politisk rød. 

Parkeringspladser er særligt hjerteblod for rådhusets største borgerlige parti, Konservative, som ligeledes var en del af sidste års budgetaftale.

Her fik partiet lovning på, at de parkeringspladser, der stod til at blive nedlagt som konsekvens af budgetaftalen for 2023 ville blive erstattet 1 til 1. 

Også den opgave påhviler nu overborgmesteren at løse. 

En ikke ubetydelig kontrast til det socialdemokratiske kommunalvalgløfte om at nedlægge hver tredje københavnske parkeringsplads, som Hæstorp for godt et år siden endte med at måtte sløjfe. 

Her er spørgsmålet om det andet røde parti bag principaftalen, SF, der også tidligere har tordnet mod billismen i København, kan leve med at skulle bruge budgetmillioner på at udgrave nye parkeringspladser i stedet for legepladser og børnehaver. 

For pinefuldt 

Til trods for juni måneds principaftale er der altså ingen garanti for, at overborgmesteren står overfor et problemfrit forløb, når budgetforhandlingerne så småt ruller i gang i slutningen af august. 

Der er dog alligevel mange og væsentlige argumenter for, at det kan lykkes at lande en aftale. 

For det første vil det være for politisk pinefuldt for de enkelte partier at bryde aftalefællesskabet, efter de har sværget spejderære ved at skrive under på principaftalen.

Ydermere er det Hæstorps held, at ingen partier i sig selv er store nok til at vælte flertallet bag aftalen.

Derudover giver en to-årig budgetaftale mulighed for, at partierne kan skubbe de politiske ønsker, der ikke er råd til nu, til næste års forhandlinger. 

Helt afgørende for Hæstorp er, at hun reelt har mandat fra baglandet til at sige ja til det meste, så længe det sikrer, at Socialdemokratiet er med i en endelig budgetaftale, og dermed igen er relevante i københavnsk politik. 

Enhedslisten i kulissen 

I det lys er det også værd at bemærke, at det har været småt med kritik af principaftalen fra Enhedslistens topfigurer i form af teknik- og miljøborgmester Line Barfod og socialborgmester Karina Vestergård Madsen.

Den slags har været uddelegeret til løjtnanter længere nede i rækkerne, hvis overhovedet. 

Dermed står partiet stadig i en situation, hvor de kan tage imod opkaldet fra en overborgmester, der mangler de sidste mandater til at få en aftale på plads. 

Det vil alt andet lige kræve, at partiet sluger skovsneglen ved i et vist omfang at anerkende Lynetteholms eksistens. 

Men måske kan der findes en for Enhedslisten spiselig løsning, hvor partiet får lov til at stå uden for særligt smertefulde dele af et endeligt budgetforlig.

På samme måde som SF står uden for de dele af principaftalen, der handler om at give københavnerne en billigere skattebillet. 

Det er dog svært at se, hvorfor overborgmester Hæstorp skulle gå med til sådan en foranstaltning, medmindre hun virkelig er desperat. 

Særligt ikke, når hun har alle muligheder for at sige tak for sidst til Enhedslisten ved at placere rådhusets største parti i kulissen - måske helt frem til næste kommunalvalg i 2025, hvis hun spiller sine kort dygtigt.