Peter Bjerregaard: EL-borgmester misforstår kritikken af Københavns kreative klimabogføring

Nogle gange er ledige standpunkter ledige af gode grunde. Alligevel forsøger Enhedslistens socialborgmester Karina Madsen (EL) at forsvare Københavns kreative klimabogføring, der opstår, når den samme grønne energi tælles med i flere klimaregnskaber.

Indledningsvist bør det rimeligvis nævnes, at Madsens kritik næppe afspejler Enhedslistens politik. Da spørgsmålet om den kreative bogføring blev diskuteret i Borgerrepræsentationen, opfordrede Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, til at løse problemet i forbindelse med udarbejdelsen af Københavns næste klimaplan. Det skulle sikres, at "grøn strøm kun tæller én gang," lød begrundelsen.

Men uanset om Madsen har en anden tilgang til spørgsmålet end resten af hendes parti, er det værd at gennemgå et par af Madsens misforståelser.

Madsen fremhæver, at klimagevinsten ved Hofors biomasseafbrænding ikke tæller dobbelt i det danske klimaregnskab, og derfor kan man konkludere, at der ikke er risiko for, at den grønne energi dobbelttælles. "Det er en falsk anklage," mener Madsen at vide.

Et indlysende problem

Beklageligvis misforstår Madsen grundlæggende kritikken. Den går jo netop på, at der er andre klimaregnskaber end statens, og at statsstøttede certifikater fra eksisterende anlæg underminerer udbygningen af vedvarende energi. Det er dét, hele problemstillingen handler om.

Det er uhensigtsmæssigt at udtale sig så skråsikkert, når ens forståelse af problemfeltet er så beskeden

Peter Bjerregaard (K)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Det er således veldokumenteret og velbelyst, at forskellige kommuner og virksomheder flere gange har bogført den samme grønne energi. Det er eksempelvis tilfældet i København.

Faktisk er problemstillingen en del værre i København end mange andre steder, da Hofors grønne energi ikke kun bogføres i Københavns klimaregnskab og i kommunen, hvor den grønne energiproduktion er placeret. Hofor videresælger også de grønne certifikater.

Og hermed står vi i en situation, hvor den samme grønne energi kan tælle med i to eller tre forskellige klimaregnskaber på samme tid. Det burde være et indlysende problem.

Men selv hvis man ikke ser det store problem i at den grønne energi tælles med flere steder, så burde man alligevel bekymre sig om, hvorvidt man kan have tillid til Københavns klimaplan.

Af den fremgår det, at "grøn strøm regnes desuden for at erstatte den fossile andel af den elektricitet, som forsyner København. Denne metode anvendes i de tilfælde, hvor Københavns Kommune eller byens borgere har en væsentlig direkte andel i etableringen af elproduktion på vedvarende energi, også når det er produceret uden for København".

Eftersom Hofor er Københavns Kommunes forsyningsselskab, så burde det være oplagt at håndhæve regnereglerne i Københavns klimaplan. Af klimaplanen følger det selvsagt, at den grønne energi skal tælle med i Københavns klimaregnskab, og at de dertilhørende oprindelsesgarantier, der garanterer den grønne energis oprindelse, også tælles med i Københavns regnskab. Og ikke alle mulige andre steder.

Friske og fejlagtige konklusioner

Madsen ser dog ingen problemer i at videresælge certifikaterne. Derudover påstår hun også, at certifikaterne fra statsstøttede og eksisterende anlæg bidrager til, at der er grøn strøm i det danske elnet. Det er en frisk vurdering.

Hofor ved nemlig ikke, hvor certifikaterne ender. Hofor sælger certifikaterne til en mægler, der igen videresælger dem, og eftersom størstedelen af de statsstøttede certifikater i dag eksporteres, så er det ikke usandsynligt, at det også er tilfældet her.

Det er derfor også en frisk konklusion, Madsen ankommer til, når hun påstår, at certifikathandlen med grøn energi fra eksisterende og statsstøttede anlæg "ingen som helst betydning" har, og at den "påståede dobbelttælling er en fikst opstillet kritik, som dog ikke har noget med virkeligheden at gøre".