Venstre vil droppe Københavns samarbejde med prisvindende ngo efter medarbejderflugt

Venstre er klar til at trække stikket på Københavns Kommunes samarbejde med ngo'en Liva. Det sker, efter det er kommet frem, at arbejdsmiljøproblemer og medarbejderflugt har haft konsekvenser for milliondyrt projekt om hjælp til prostituerede.  

Cille Hald Egholm (V) har mistet tiltroen til ngo'en Liva, som Københavns Kommune har haft et mangeårigt samarbejde med. 
Cille Hald Egholm (V) har mistet tiltroen til ngo'en Liva, som Københavns Kommune har haft et mangeårigt samarbejde med. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Søren DahlRasmus Dahl Løppenthin

Den sociale organisation Liva har haft så stor udskiftning i medarbejderstaben, at det har svækket foreningens hjælp til prostituerede, som er finansieret af millioner fra det offentlige.

Det fremgår af notater fra Københavns Kommunes socialforvaltning, som Altinget har fået aktindsigt i. 

Notaterne handler om et projekt, der blev etableret i 2020 i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Liva og Reden.

Projektet har til formål at hjælpe kvinder ud af prostitution og har modtaget en bevilling på i alt ni millioner kroner fra Socialstyrelsen.

Socialforvaltningen peger på, at Liva har haft "personaleudfordringer" og ”en del ændringer i medarbejderflokken”, som i sidste ende er gået ud over organisationens evne til at hjælpe det antal kvinder, som organisationen havde aftalt med myndighederne. 

Medarbejderudskiftningen er sket i en periode, som ifølge en række tidligere ansatte og bestyrelsesmedlemmer har været præget af dybt problematisk psykisk arbejdsmiljø, og "grotesk dårlig ledelse" fra direktør Flora Ghosh side. 

"Selvfølgelig skal vi som lokalpolitikere i København tage stilling til, hvordan arbejdsmiljøet er hos vores leverandører på socialområdet."

Cille Hald Egholm (V)
Socialordfører og medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Derfor har Venstre på Københavns Rådhus nu mistet tålmodigheden med foreningen, der vandt Tine Bryld-prisen i 2013 og årligt modtager støtte fra Københavns Kommune.

"Vi står i en situation, hvor Liva har døjet med personaleproblemer i en grad, som går ud over kvaliteten af den opgave, de løser for kommunen. Derfor mener jeg ikke, at det er forsvarligt at blive ved med at poste penge i dem," siger Venstres socialordfører, Cille Hald Egholm.

Medarbejderudskiftning forsinkede indsats 

I notatet konkluderer Socialforvaltningen ligeledes, at svingdøren i Liva også har forsinket foreningens indsats overfor de udsatte borgere.

"Psykologen blev først ansat forår 2020. Projektlederen opsagde sin stilling sensommeren 2020, den næste projektleder opsagde stillingen slut 2021. LivaRehab startede deres beskæftigelsesindsats august 2020 i stedet for ved projektstarten," lyder det i et notat.

Siden er også den omtalte psykolog stoppet i Liva.

Udskiftningen i Livas medarbejderstab går ikke kun ud over indsatsen for sexarbejderne, men påvirker også arbejdsklimaet mellem partnerne i projektet, viser notaterne.

“Særligt samarbejdet med kommunen bliver udfordrende, da der skal startes forfra hver gang," konkluderer forvaltningen i maj 2022.

Hos Liva genkender forperson Trine Grünberger ikke billedet af, at foreningen har problemer med arbejdsmiljøet. 

De “personaleudfordringer”, som socialforvaltningen henviser til, drejer sig alene om, at bevillingen er midlertidig, lyder det. 

“Projekter som Exit med projektfinansiering i en kort periode medfører udfordringer med at få personale på plads til planlagt projektstart,” siger forperson Trine Grünberger i en skriftlig kommentar. 

Arbejdsmiljø haltede i tidligere projekt
Udover forvaltningens notater har Altinget også fået aktindsigt i Livas kontrakt med Københavns Kommune. Her fremgår det, at foreningen i perioden 2020 til 2023 får i alt 3,7 millioner kroner for at hjælpe 50 prostituerede årligt.

Men i en statusrapport til Socialstyrelsen fremgår det, at Liva blot havde registreret 33 sexarbejdere efter halvandet års arbejde. 14 var endda stoppet igen.

Forpersonen Trine Grünberger fortæller til Altinget, at Liva siden er nået ud til yderligere 13 prostituerede.

Exit-projektet i København er dog ikke den første Liva-indsats, der er blevet ramt af medarbejder-udskiftningen i den sociale ngo. 

I 2020 drev Liva et tilsvarende projekt i Vordingborg for kvinder, der ønskede at komme ud af prostitution. 

I en evaluering af projektet skriver virksomheden Analyse & Tal, at Livas afdeling i den sydsjællandske by har haft “skiftende personale, hvilket kan være meget sårbart, når der er tale om en særlig udsat gruppe”. 

Analysefirmaet skriver videre, at samarbejdet om projektet "netop er blevet udfordret på grund af udskiftning blandt socialrådgiverne hos LivaRehab,”. 

Derudover retter Analyse & Tal en kritik af Livas evne til at dokumentere deres arbejde, som ifølge evalueringen er "så mangelfuld, at der ikke kan konkluderes på virkningen af de forskellige aktiviteter, som projektet har tilbudt,". 

Alligevel valgte Københavns Kommunes Socialforvaltning at fremhæve Livas indsats i Vordingborg, da den i sin tid bad om tilladelse til at søge penge til EXIT-projektet. 

Det er ikke kun LivaRehab, som har svært ved at leve op til sin kontrakt med Københavns Kommune i Exit-projektet, der er finansieret af millioner fra Socialstyrelsen. Reden København skal hjælpe 30 kvinder årligt, men var efter halvandet år kun nået ud til 18 kvinder.

Redens forstander Lisbeth Jessen medgiver, at foreningen ikke når sine måltal. Hun oplyser i en skriftlig kommentar, at de udsatte kvinder havde "langt mere komplekse problemer, end vi først havde antaget".

Socialforvaltningen peger desuden på, at coronanedlukninger bærer en del af ansvaret for, at ngo'erne har hjulpet færre kvinder end lovet.

"Det får alarmklokkerne til at ringe"
Venstres Cille Egholm medgiver, at der kan være "gode" forklaringer på, hvorfor organisationer, der arbejder med sårbare grupper ikke når deres måltal. 

"Men når det kommer sammen med de historier, der har været om dårlige arbejdsforhold og medarbejderflugt (i Liva red.), så er det klart, at det får alarmklokkerne til at ringe," mener Cille Hald Egholm. 

20 tidligere ansatte stod i marts frem med navn og berettede om årelange problemer med "mobning" i Liva.

I juni fortalte Altinget, at en tidligere formand ville have stifter Flora Ghosh installeret i en separat lejlighed for at få hende "lidt væk fra medarbejderne".

Derfor skal Københavns Kommune nu skrue bissen på over for Liva, mener Cille Hald Egholm.

"Jeg har grundlæggende ikke tiltro til, at kvaliteten af det arbejde, de laver, er høj nok," slår socialordføreren fast.

"Men vi har en forpligtelse til at hjælpe alle udsatte grupper, og særligt når vi taler om kvinder, der har brug for hjælp til at komme ud af prostitution. Der skal vi være sikre på, at de kan få den nødvendige hjælp et andet sted," tilføjer hun. 

Hun understreger dog, at det i sidste ende er Socialstyrelsen, der "sidder på pengekassen", og skal træffe beslutning om exitprojektets fremtid. 

"Jeg kan kun sige, at i de tilfælde, hvor jeg som kommunalpolitiker er ansvarlig for dele penge ud, så vil jeg håbe, at vi kan prioritere pengene andre steder end Liva, hvor de kan gøre større gavn," siger Cille Hald Egholm.

Altinget har forelagt kritikken fra Venstre på Københavns Rådhus for Liva.

Forperson Trine Grünberger skriver, at "selvom samarbejdsaftaler indgås på forvaltningsniveau, er det vigtigt for os, at politikere har kendskab og tillid til Livas indsats".

Trine Grünberger skriver endvidere, at Liva har inviteret Cille Hald Egholm på besøg i organisationen.

"Desværre har vi endnu ikke modtaget svar på invitationen, som selvfølgelig fortsat står ved magt," lyder det i mailen.

Borgmester: "Fantastisk vigtig indsats"
Altinget har rettet henvendelse til Socialstyrelsen, som ikke vil udtale sig i sagen.

Altinget har forsøgt at få en kommentar til forholdene i Liva fra Socialdemokratiet, SF, og Konservative, der sammen med Venstre sidder i Københavns Kommunes socialudvalg. Ingen af partierne har dog ønsket at kommentere artiklen. 

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er stillet op til interview i sagen.

Hun vil ikke drage konsekvenser overfor Liva, selvom hendes egen forvaltning er kritisk over for organisationen.

“Måltallene var nok for optimistiske, da man startede projektet op, men det er en fantastisk vigtig indsats, som jeg synes skal fortsætte” siger hun. 

Karina Vestergaard Madsen afviser samtidig at forholde sig til kritikken af ngo'ens arbejdsmiljø.

"Det er ikke min opgave som socialborgmester," forklarer Karina Vestergård Madsen. 

Den udlægning er Venstres Cille Hald Egholm dog lodret uenig i. 

"Selvfølgelig skal vi som lokalpolitikere i København tage stilling til, hvordan arbejdsmiljøet er hos vores leverandører på socialområdet. Vores arbejdsklausuler beskriver tydeligt, at der er helt særlige krav til arbejdsmiljøet, hvis man som organisation eller virksomhed vil samarbejde med Københavns Kommune," siger hun. 

"Hvis vi kun løfter dem overfor de organisationer og virksomheder, vi ikke kan lide, men ignorerer dem, hvis det er en ngo, som laver noget, vi godt kan lide, så er det jo ligegyldigt".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cille Hald Egholm

Medlem af Borgerrepræsentationen (V), Københavns Kommune, politisk medarbejder for MF Mads Fuglede (V)
Ba.scient.pol (Københavns Uni. 2021)

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

0:000:00