Undervisere: Bekæmpelse af social kontrol kræver viden om æreskultur

Overlæge Morten Sodemann peger i Altinget den 25. januar på et paradoks: Politikere i Københavns Kommune og i Folketinget vil sikre borgeres ret til at ytre sig frit ved at fratage dem en anden ret – nemlig retten til bisidder.

For hvis borgerne ikke kan have en bisidder med i form af en pårørende, vil deres sagsbehandler ikke få den viden om borgerens familieforhold, som en pårørende kan give.

Så mister sagsbehandleren en ressource, og borgeren mister et talerør. Så vidt, Sodemann. På den baggrund lyder politikernes forslag jo umiddelbart både kontraproduktivt og urimeligt. Men er det virkeligt sådan?

Ære og social kontrol
Socialrådgivere og andre fagfolk, der arbejder med borgere, som berøres af æresrelateret social kontrol, fortæller noget andet. Det viser både omtalte rapport i Sodemanns indlæg og forskning på området.

De fortæller, at mænd, brødre og sønner ikke altid er talerør for den hustru, søster eller mor, som de ledsager til samtaler i kommunen. Tværtimod kan deres tilstedeværelse forhindre kvinden i at udtrykke egne ønsker og behov.

For hvad bliver konsekvenserne, når hun kommer hjem? Måske endnu strengere kontrol? Og hvad vil folk tænke, hvis hun begynder at tjene sine egne penge, arbejde uden for hjemmet, måske endda sammen med fremmede mænd?

Mange vil tænke, at det er da helt naturligt og legitimt. Men i de etniske minoritetsmiljøer, hvor familiens ære og kvindens dyd er i højsædet, er det ikke velanset. Her forventes det, at hun kender sin plads. Og det er typisk i hjemmet.

Ingen pårørende og professionelle tolke
Sodemann har selv et eksempel med en kvinde, der skal nå hjem fra praktik, inden børnene kommer fra skole. For det er hende, der står for omsorgen for børnene, selv om faren til børnene er hjemme.

Børnene er nemlig bange for ham. Hvad den frygt handler om, melder historien ikke noget om. Men det kan man måske spørge kvinden (og børnene) om? Hvis hun vel at mærke har mulighed for frit at tale om forholdene i hjemmet. 

Det er den mulighed, som politikerne gerne vil give hende. Den kan hun få, hvis sagsbehandlere kan udelukke pårørende fra samtaler – som et ekstra redskab i den professionelle værktøjskasse.

Hvad bliver konsekvenserne, når hun kommer hjem? Måske endnu strengere kontrol? Og hvad vil folk tænke, hvis hun begynder at tjene sine egne penge, arbejde uden for hjemmet, måske endda sammen med fremmede mænd?

Sofie Danneskiold-Samsøe, Idamarie Leth Svendsen og Anja Laigaard
Undervisere på modul om ære og social kontrol ved Institut for Socialrådgiveruddannelser på Københavns Professionshøjskole

Det er selvfølgelig ikke det eneste redskab. Professionelle tolke kan være et andet vigtigt redskab, som Sodemann rigtignok påpeger. Det er heller ikke en universalnøgle, der åbner alle muligheder og fjerner alle forhindringer.

Selv om sagsbehandleren giver mulighed for en fortrolig samtale, kan det stadig være svært at tale om den sociale kontrol, som man selv er del af. Og det skal heller ikke forhindre sagsbehandleren i at tale med andre i familien.

Det kan nemlig være med at til give et helhedsbillede af kvindens situation. De skal bare ikke altid være en del af samme samtale.

Socialrådgivernes professionelle skøn
Så pårørende kan være en ressource, ja. Men de kan også være det modsatte. Den pårørende er nemlig ikke altid en budbringer, men kan være en kontrollant, der forhindrer, at budskabet kommer frem.

Om den pårørende er det ene eller det andet, er op til sagsbehandleren at vurdere. Hvilket ikke er ligetil. Som så mange andre af sagsbehandlerens opgaver beror det på et skøn.

En lovændring, der i disse særlige tilfælde giver myndigheden mulighed for at gøre undtagelse fra retten til bisidder, giver socialrådgivere bedre muligheder for at udøve deres faglige skøn.

Og på sin egen paradoksale måde giver den også de borgere, der udsættes for æresrelateret social kontrol, bedre muligheder for at vriste sig fri af den.